Coronavirus

Forældre kræver kompensation for institutionspladser

For nogle familier drejer det sig om tusindvis af kroner hver eneste måned.

I sidste uge opfordrede regeringen alle forældre med børn i daginstitutioner til at holde deres børn hjemme.

Og derfor bør regeringen eller kommunerne finde en model, så forældrene kompenseres økonomisk, som de blev i foråret 2020, da institutionerne lukkede helt ned.

Det mener Forældrenes Landsorganisation, FOLA.

- Det er kun fair, at man som forælder ikke skal betale fuld pris for en plads i daginstitutionen, når man holder sit barn hjemme i mere end en måned, siger Signe Nielsen, der er formand i FOLA, til TV 2.

Tusindvis af kroner

Selvom institutionerne er åbne, og det er forældrenes eget valg, om de vil holde børnene hjemme, så mener formanden, at det ville klæde kommunerne at komme til lommerne, når forældrene forsøger at udvise samfundssind.

For ifølge FOLA er det netop, hvad forældrene gør, når de ikke sender børnene i daginstitutioner, hvor pædagoger i forvejen er pressede af både sygdom og personale, som er til test.

- Vi kan være med til at lette presset på institutionerne og holde smitten nede generelt i samfundet, og her kan tilbagebetaling og en eventuel forlængelse af barselsorloven være stærke virkemidler, siger Signe Nielsen.

Hun forklarer desuden, at prisen for en plads er forskellig, afhængigt af hvor i landet man bor, men i Aarhus Kommune skal forældre betale op mod 4700 kroner om måneden, og de penge vil gøre en forskel for nogle forældre, når de skal vurdere, om de kan følge regeringens opfordring og holde deres børn hjemme.

- Der er ingen tvivl om, at vi i øjeblikket oplever at skulle have dårlig samvittighed, hvis ikke vi holder vores børn hjemme, og det dur ikke. Med tilbagebetalingen vil flere være i stand til at holde børnene hjemme, siger Signe Nielsen.

Situationen er anderledes

På Christiansborg er der forståelse for forældrenes ønske, men situationen er anderledes end i foråret, så de skal ikke forvente at få en økonomisk kompensation, selvom de holder børnene hjemme.

Det siger Brigitte Klintskov Jerkel, der er børneordfører hos de konservative.

- Det vigtigt, at forældrene er klar over, at de kan aflevere deres børn. De har ret til det, og de betaler for det. Det har sundhedsmyndighederne vurderet er forsvarligt, siger hun til TV 2.

Hun har dog fuld forståelse for, at det kan være frustrerende for forældrene at høre, at institutionerne er åbne, og at de bare skal benytte dem, samtidigt med, at regeringen opfordrer dem, der har mulighed for det, til at holde deres børn hjemme.

Mor: Nogle familier kan mangle pengene

I Ringe har Mia Bjørnfort to børn hjemme. Den ene er hjemsendt fra folkeskole, og den anden har forældrene selv valgt at tage hjem fra børnehaven, efter at myndighederne opfordrede familier til at tage deres børn hjem, såfremt det var muligt.

For deres familie er det ikke et problem, hverken økonomisk eller rent praktisk, og de ville have deres børn hjemme, uanset om de får en kompensation eller ej. Men det skurer på hendes retfærdighedssans, at de ikke får, hvad de betaler for.

- Jeg tænkte ikke over de første uger af nedlukningen, og heller ikke i foråret, men det er svært at sige, hvor længe det bliver ved, og så kunne det være fint eksempelvis at sænke prisen lidt, siger Mia Bjørnfort til TV 2.

Hun siger desuden, at for hende er det ”surt” med pengene, men at det er nemt at forestille sig, at de i andre familier vil gøre en stor forskel i det daglige.