Coronavirus

Danmark med i protest mod Pfizer over for langsom levering

Seks EU-lande, heriblandt Danmark, har udtrykt 'alvorlig bekymring' over forsinkelse i leveringen af vacciner.

Medicinalvirksomheden Pfizer/BioNTech meddelte fredag, at de kommende leverancer af deres coronavaccine vil blive mindre end ventet.

Det har nu fået seks EU-lande til at sende et kritisk brev til EU-kommissionen, hvor der bliver udtryk 'alvorlig bekymring' over forsinkelsen.

Sundhedsministre fra Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen og Sverige siger i brevet, at situationen er "uacceptabel". Danmarks sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), skriver i en skriftlig kommentar til TV 2, at han ser med 'stor alvor' på forsinkelsen.

- Vi er i et kapløb med coronavirus og den nye mere smitsomme virusvariant. Derfor ser vi med stor alvor på nedgang i leverancer. Regeringen har derfor på højeste niveau aktiveret alle kanaler, herunder kontakt og dialog med andre medlemsstater i EU og EU-Kommissionen for at sikre Danmarks interesser.

Vil producere mere på langt sigt

Baggrunden for forsinkelsen er paradoksalt nok, at Pfizer/BioNTech vil levere flere doser i år end først antaget. Et mål om at producere 1,3 milliarder doser i år er blevet ændret til to milliarder doser.

På kort sigt skal produktionen nemlig lægges så grundlæggende om for at nå det nye mål, at leverancerne i slutningen af januar og starten af februar vil blive mindre end det, der var lovet EU-landene.

Statens Serum Institut (SSI) har endnu ikke meddelt, hvor meget mindre leverancerne til Danmark bliver over de næste uger. SSI's direktør, Henrik Ullum, siger til TV 2, at man løbende holder møder med Pfizer/BioNTech og forsøger at få så mange doser som muligt til Danmark.

- Nu er vores fokus at minimere skaden og få antallet så tæt på det, der var planen. Vi står midt i et svært tidspunkt i epidemien, hvor der både er høje smittetal og en B.1.1.7-variant, og hvis vi har svært ved at vaccinere de sårbare, så er det et stort problem, siger han.

Mulig halvering af leverancerne

Men Magnus Heunicke skriver i en e-mail til Folketingets sundhedsordførere, at der er tale om en halvering af de formodede doser.

- Vi ved endnu ikke, hvor længe halveringen af leverancerne er gældende udover næste uges leverance, men vi forventer at modtage en afklaring fra Pfizer i løbet af denne eftermiddag, skriver han.

Heunicke skriver videre, at Danmark samlet set vil modtage lige så mange doser i årets første kvartal som ventet. Men at leverancerne vil blive sendt skævt, sådan at modtagelserne i slutningen af februar og i marts vil blive langt større end planlagt for at kompensere for de lavere sendinger de næste uger.

Og den forsinkelse kan vise sig at blive yderst problematisk, fortæller Henrik Ullum. I værste fald kan det nemlig betyde, at nogle patienter, der skulle have deres anden dosis af vaccinen, må vente for længe.

- Det er en reel bekymring. Vi har jo villet vaccinere så hurtigt så muligt, og vi har forladt os på, at der ville være doser nok.

Ikke orienteret på forhånd

I mailen til sundhedsordførerne fremgår det videre, at Pfizer/BioNTech ikke havde orienteret hverken EU-kommissionen eller medlemsstaterne om ændringen i tidsplanen på forhånd. Det bekræfter Henrik Ullum, der fortæller, at man først fredag formiddag blev orienteret af EU og senere fra Pfizer/BioNTech selv.

Der er et møde mellem EU-kommissionen og Pfizer/BioNTech, som gik i gang klokken 16 fredag, som myndighederne regner med at kunne orientere om senere på dagen.

Vaccinen fra Pfizer/BioNTech er blevet brugt i Danmark siden 27. december, og indtil torsdag var det den eneste, der blev benyttet herhjemme. Men torsdag fik den første dansker vaccinen fra amerikanske Moderna, og dermed er der to forskellige vacciner i brug.