Udland

Repræsentanternes Hus stemmer om ny rigsretssag mod Trump

Der skal stemmes om en ny rigsretssag mod Trump onsdag.

Hvad skete der? Repræsentanternes Hus stemte i dag om, hvorvidt Donald Trump for anden gang i sin periode som præsident skal stilles for en rigsret. Afstemningen endte 232-197, og en ny rigsretssag mod Trump er nu officielt indledt.

Dermed bliver Trump den første præsident nogensinde, der kommer for en rigsret to gange.

Steinmetz: - Målet er at forhindre, at Trump nogensinde stiller op igen

Hvis det lykkes demokraterne at få Trump dømt i en rigsretssag denne gang, er der tvivl om, hvorvidt han vil kunne stille op som kandidat igen i 2024. 

Det er nemlig relativt uprøvet territorie det hele - også for en over 200 år gammel forfatning. Men der skal altså endnu en afstemning i Senatet til for at nægte Trump at stille op igen om fire år, selv hvis Senatet beslutter sig for at dømme ham i rigsretssagen.

Men ifølge Jesper Steinmetz er der ingen tvivl om, at målet for både demokraterne og de republikanere, der stemte for en rigsretssag, er at sikre, at Donald Trump aldrig nogensinde stiller op som præsidentkandidat igen.

- Hvis man får Trump dømt i Senatet, er det fordi, man har bedømt, at han er for farlig en mand at have ved magten, siger Steinmetz.

Republikansk politiker gik imod Trump: - Jeg fulgte min mavefornemmelse

En af de republikanske politikere, der valgte at gå imod præsident Trump i sidste øjeblik, er den californiske David Valadao. 

Det gør han, fordi Trump var en katalysator for begivenhederne i Kongressen 6. januar. Det skriver han selv på Twitter.

Han ærgrer sig over, at afstemningen onsdag kom så pludseligt, og mener - ligesom flere andre medlemmer har udtalt - at der manglede beviser, vidner og forhør, fordi demokraterne ville have afstemningen igennem så hurtigt. 

Alligevel gik han med sin mavefornemmelse og stemte for en rigsretssag, skriver han. 

Hvad skal der ske nu?

Repræsentanternes Hus har altså nu officielt indledt en rigsretssag mod Donald Trump - for anden gang. 

Nu skal sagen i Senatet, hvor det kræver to tredjedele af stemmerne at få Trump dømt. 

Sidst, da demokraterne forsøgte at vælte Trump i en rigsretssag, var det et næsten umuligt projekt, for Senatet var republikansk ledet.

Denne gang vil senatshøringen foregå efter Bidens indsættelse som præsident og med et demokratisk flertal i Senatet - derfor kræver det, at 17 republikanske senatorer vælger at gå med på demokraternes sag. 

Om det lykkes demokraterne denne gang, vil tiden vise.

Men der ligger i hvert fald et solidt stykke benarbejde for Trump i den kommende tid for at sikre, at de republikanske senatorer ikke lader ham i stikken, når sagen om få uger skal tages op i Senatet. 

Ti republikanere gik imod Trump - fire stemmer mangler endnu

I alt ti republikanere har stemt imod Trump, mens fire republikanere fortsat mangler at afgive en stemme. 

Deres stemme ændrer dog ikke ved resultatet, da flertallet i Repræsentanternes Hus er nået.

Ifølge Jesper Steinmetz er det dog endnu for tidligt at spå om, hvorvidt Trump vil blive dømt i rigsretssagen i Senatet, der først begynder efter Bidens indsættelse.

Steinmetz peger dog på, at flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, endnu ikke har tilkendegivet sin holdning i sagen - og alene det er "bad news for Trump", siger han. 

Steinmetz: - Den mest ydmygende afslutning på fire tumultariske år

Ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz er det et pinligt punktum, der nu bliver sat på Donald Trumps fire år lange præsidentperiode.

- Det er den mest ydmygende afslutning på fire tumultariske år, siger Jesper Steinmetz, der kalder begivenheden i Repræsentanternes Hus i dag for historiske af to grunde: Denne gang er det med støtte fra flere republikanere - og så er det første gang, at en præsident bliver sat for en rigsretssag to gange.

- Trump vil få en exit, der bliver skamfuld fremfor en æreværdig exit, siger korrespondenten.

Nu er ni republikanere gået imod Trump

Også Anthony Gonzalez og Tom Rice melder sig i rækken af republikanere, der stemmer for en rigsretssag. 

Der er nu i alt ni republikanere, der går ind for endnu en rigsretssag mod præsidenten - vel at mærke ni flere end første gang, Repræsentanternes Hus skulle stemme om at indlede en rigsretssag mod Trump i slutningen af 2019. 

Samtidig har alle demokratiske medlemmer, der har nået at afgive deres stemme, stemt for. 

Flere republikanere end ventet går imod Trump

Syv republikanske medlemmer har nu stemt for en rigsretssag. Det er en mere, end man havde regnet med inden afstemningen. 

40 republikanere mangler stadig at stemme, så tiden vil vise, om flere af dem også vælger at gå imod Trump. 

Mangler nu 84 stemmer for flertal

133 medlemmer har stemt for en rigsretssag mod Trump - heraf fem republikanere. Det betyder, at der mangler 84 stemmer, for at en rigsretssag kan indledes.

Ifølge The New York Times er der lige nu to ledige sæder i Repræsentanternes Hus, hvorfor det "kun" kræver 217 stemmer for et simpelt flertal.

Afstemning er i gang

Lige nu er afstemningen i Repræsentanternes Hus fortsat i gang. 

Medlemmerne stemmer om et enkelt forhold - at Donald Trump har "tilskyndet til oprør". 

Syv republikanere har indtil videre meldt, at de vil stemme for en rigsretssag. Det gælder Dan Newhouse, John Katko, Jamie Herrera Beutler, Adam Kinzinger, Fred Upton, Liz Cheney og Peter Meijer. 

Faktatjek: Det passer ikke, at Trump intet gjorde

Trump har noget af ansvaret for angrebet på Kongressen i sidste uge.

Sådan lyder det fra den nu afgåede sikkerhedsminister Chad Wolf. 

- Han er præsident. Hvad han siger betyder noget, siger Wolf til CNN. 

Selv siger Trump, at han intet har gjort for at opildne til urolighederne, men ifølge faktatjeksorganisationen FactCheck.org passer det ikke - Trump har gentagne gange reklameret for et 'Save America Rally' på sine sociale medier.

Republikaner: - Tak for endelig at fordømme voldshandlinger

Republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, Lance Goodan, bruger sin taletid på at "takke sine demokratiske kollegaer for endelig at slutte sig til republikanerne og fordømme vold efter i seks måneder at have nægtet at gøre det". 

Goodan henviser til de mange måneders voldelige protester, der spredte sig i hele USA i kølvandet på den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt i maj 2020. 

Ifølge CNN er Goodans udtalelser dog ikke korrekte, eftersom både Nancy Pelosi, Joe Biden og andre demokratiske politikere var ude at fordømme voldshandlingerne.

Timelang debat snart ovre - om lidt skal medlemmerne stemme

Den to timer lange debat i Repræsentanternes Hus er snart ovre, og de politiske medlemmer skal til at afgive deres stemmer. 

Under debatten har der lydt argumenter både for og imod en rigsretssag mod Trump. 

- Det ville være en skamfuld sidste ting at gøre i slutningen af en periode, og jeg er stolt over at stå foran jer i dag og forsvare vores præsident, lyder det for eksempel fra et republikansk medlem. 

- Ingen er over loven, heller ikke præsidenten, om han så sidder fire år eller fire dage på posten, lyder argumentet derimod fra de demokratiske medlemmer.

Trump udsender officiel meddelelse gennem Fox News

I en officiel meddelelse, der først blev sendt ud gennem mediet Fox News, kommer Trump nu med en opfordring:

- I lyset af flere demonstrationer opfordrer jeg til ingen vold, ingen lovbrud og ingen vandalisme af nogen art, lyder det onsdag fra præsidenten eksklusivt til Fox.

- Det er ikke, hvad jeg står for, og det er ikke, hvad USA står for. Jeg beder alle amerikanere om hjælp til at lette spændingerne, siger præsident Trump, der selv er suspenderet fra alle sociale medier. 

Opfordringen fra præsidenten kommer, netop som FBI har advaret mod planlagte voldelige demonstrationer i alle 50 delstater.

Politiker: - Trump er i stand til at starte en ny borgerkrig

Demokratiske Maxine Waters kalder Trump den værste præsident i amerikansk historie og advarer mod, at angrebet på Kongressen ikke bliver det sidste.

Demokratisk medlem af Kongressen, Maxine Waters, kalder Donald Trump for "den værste præsident i hele den amerikanske historie". 

- Han har løjet og radikaliseret sine tilhængere imod demokratiet, siger hun, da det bliver hendes tur i Repræsentanternes Hus.

Derfor advarer hun nu de politiske medlemmer mod ikke at lade Trump komme for en rigsret:

- Jeg vil have, at I skal vide, at det her er et magtgreb fra Trump, og det vil ikke slutte med angrebet på Kongressen.

- Han er i stand til at starte en ny borgerkrig, sluttede hun sin advarsel. 

Endnu en republikaner vender sig mod Trump

Den republikanske politiker Dan Newhouse, der tidligere på dagen sagde, at han havde "meget at tænke på inden sin beslutning", har nu besluttet sig for at stemme for en rigsretssag.

Det skriver politikeren på sin Twitter, kort efter han selv havde gulvet i Repræsentanternes Hus. Det betyder, at der nu mindst er seks republikanske politikere, der vil gå imod Trump.

Dan Newhouse kalder øjeblikket, hvor Kongressen blev stormet, for et vendepunkt i landets historie.

- Vores land havde brug for en leder, og Trump fejlede i sin ed, skriver Newhouse. 

Republikansk politiker: - Hvad er meningen med en rigsretssag, når Trump går af lige om lidt?

Og netop det, at Trump alligevel er på vej ud af døren, er grunden til, at republikansk politiker Debbie Lesko ikke kan forstå demokraternes behov for endnu en rigsretssag.

- Jeg har hørt mine kollegaer på den anden side sige, at en rigsretssag er nødvendig, fordi præsident Trump er for farlig at have ved magten, siger Lesko.

- Samtidig ved de godt, at det er umuligt for Senatet at fjerne ham fra posten, før hans periode ophører. Så hvad er pointen?, spørger hun. 

Senatet skal først tage stilling, efter Biden er kommet til

Mitch McConnell vil ikke bede Senatet om at "møde tidligere ind" og tage stilling til Trumps rigsretssag. 

Det bekræfter McConnells talsperson på Twitter

Det betyder, at Kongressens andet kammer, Senatet, ikke vil skulle stemme om Trumps anden rigsretssag, før Biden er trådt til som ny præsident 20. januar, og demokraterne overtager kontrollen i Senatet. 

Republikansk politiker advarer mod 'cancel culture'

Jim Jordan bakker op om Trump og gør status på ytringsfrihed generelt i USA.

Jim Jordan kommer endnu engang præsident Trump til undsætning.

- Det har altid handlet om at få fat i præsidenten uanset hvad. Det er en besættelse, siger han.

Jordan advarer mod bevægelsen cancel culture, der handler om offentligt at blokere en person, der har sagt eller gjort noget forkert.

- Stop og tænk over det en gang. Har vi overhovedet en fungerende første tilføjelse til forfatningen, når cancel culture kun tillader den ene side at tale? Når vi ikke engang kan have en debat i det her land? spørger republikaneren. 

Første tilføjelse til den amerikanske forfatning er netop ytringsfrihed.

Mitch McConnell vil endnu ikke fortælle, om han er for eller imod

Rygterne har svirret om, hvorvidt flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, vil stemme for en rigsretssag, hvis det bliver aktuelt. 

Nu siger McConnell ifølge CNN, at han ikke vil tilkendegive sin mening offentligt, før Kongressens ene kammer officielt har besluttet at indlede en rigsretssag mod Trump. 

Samtidig har McConnell endnu ikke briefet sit flertal i Senatet om, hvordan og hvornår de skal håndtere en eventuel rigsretssag, når den lander i Kongressens andet kammer. 

Mitch McConnell har tidligere været anset som en af Trumps trofaste støtter, men støtten er gået ned ad bakke siden valget i november.