Derfor kæmper dansk kvinde mod nyt vaccinepas – 17.500 står bag hendes forslag
Vaccinepasset vil efter planen blive præsenteret i januar.
Hvad gør man til sommer, hvis man gerne vil på festival, men ikke ønsker at blive vaccineret mod corona?
Det er et dilemma, som flere danskere nu frygter.
Mere end 17.500 har nemlig skrevet under på et nyt borgerforslag imod et såkaldt vaccinepas, som blandt andet skal give adgang til store koncerter og festivaler.
- Jeg vil også gerne gå til koncerter og ud og opleve kulturlivet igen, men jeg synes bare ikke, at man skal tage en vaccine for at få lov til det, forklarer Chelina Hansen, som står bag forslaget, i ‘Go’ aften LIVE’.
I sidste uge kom det frem, at Sundheds- og Ældreministeriet i januar vil udrulle et nyt vaccinepas, der skal dokumentere, at man er blevet vaccineret mod covid-19, som man kan vise på eksempelvis festivaler.
Men Chelina Hansen mener, at en eksklusion fra kulturlivet kan lægge et pres på folk til at lade sig vaccinere:
- Jeg er sikker på, at nogle vil føle sig pressede til at tage vaccinen for at komme ud og blive en del af samfundet, lyder det.
Vaccinepas skal skubbe gang i økonomien
En af dem, som kæmper for et vaccinepas på Christiansborg, er Niels Flemming Hansen, der er transportordfører for Det Konservative Folkeparti.
- Det er klart, at sundheden står forrest, men lige derefter kommer økonomien, og der bliver vi simpelthen nødt til at have en plan for, hvordan vi samler dansk økonomi op igen. Der tænker vi, at coronapasset er en god idé, så kan vi få gang i hjulene igen, lyder det.
Han peger blandt andet på de mange festivaler, hvor også mindre forretningsdrivende og foreningslivet spiller en stor rolle:
- Det kan være, at de samler flasker ind og på den måde får gang i deres økonomi, og på den måde får hele foreningslivet op og spille, og det, synes jeg bare, vejer rigtig, rigtig tungt, siger Niels Flemming Hansen.
Også sekretariatsleder Esben Marcher hos Dansk Live, der er en interesseorganisation for festivaler og spillesteder, hilser en løsning velkommen.
- Vaccinepasset og lyntests er nogle af de redskaber, som vi også selv arbejder med – en app eller lignende, man kan vise frem. Der er ingen koncertarrangører, som har en særskilt interesse i et vaccinepas eller at kontrollere folks vaccinestatus, lyder det.
Vil ikke afvise vaccination
Chelina Hansen har stadig ikke besluttet, om hun vil vaccineres.
- Jeg vil gerne se vaccinen og sygdommen an, og hvordan den udvikler sig. Jeg synes, det er gået meget hurtigt, og jeg kunne godt tænke mig at se nogle langtidsvirkninger på de her vacciner, forklarer hun.
For hende handler det om retten til selv at vælge, om man vil vaccineres.