Dagens overblik: 18 spillere fra samme hold ramt af coronavirus ved VM i håndbold

16x9
USA's landshold i håndbold er særligt hårdt ramt af coronavirus. Foto: .

Danmark vinder retssag over bandeleder, der er laveste smittetal siden november, og så er en ny vaccine landet.

Det skete ganske vist i går, men det er i dag, at billederne er gået Danmark rundt.

Fritidsjæger Morten Balle fik sig én på opleveren, da en hjord kronhjorte på op til 50 individer mandag sponsede over vejen mellem Bruunshåb og Vinkel, lidt uden for Viborg.

- Det var ligesom en westernfilm med John Wayne, hvor man ser en støvsky langt væk.

Heldigvis for os andre filmede jægeren optoget, som kan ses her.

Kom ikke og sig, vi ikke har vild natur i Danmark - velkommen til dagens overblik.

Moderna-vaccinen er ankommet til Danmark

Moderna-vaccinen er ankommet til Danmark.
Moderna-vaccinen er ankommet til Danmark. Foto: Joel Saget / Ritzau Scanpix

Vi starter med godt nyt fra vaccine-verden. Vi har efterhånden vænnet os til at sige Pfizer/BioNTech, nu skal vi også vende os til at sige Moderna.

Det er nemlig fra dette selskab, at 5000 doser ny corona-vaccine er ankommet med en lastbil til Danmark natten til tirsdag.

Det oplyser Statens Serum Institut, der pakker de første doser, inden de sendes videre til Region Syd onsdag.

Moderna-vaccinen giver immunitet i mindst et år, og udtales i øvrigt således.

Danmark har laveste antal nye smittede siden november

En sygeplejerske plejer en patient på intensivafdelingen for Covid-19 patienter på Bispebjerg Hospital i København.
En sygeplejerske plejer en patient på intensivafdelingen for Covid-19 patienter på Bispebjerg Hospital i København. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Endnu en god nyhed.

Der er registreret 1076 nye smittede med coronavirus det seneste døgn, og det er det laveste antal nye smittede siden november.

Samtidig falder kontakttallet fra 1,0 til 0,9. Det vil sige, at 10 smittede sender smitten videre til 9 andre.

Inden vi helt letter fra jorden, advarer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, at vi skal sænke kontakttallet væsentligt mere, hvis vi skal kunne tackle spredningen af den nye og langt mere smitsomme virusvariant fra Storbritannien.

Og til trods for, at der i øjeblikket er faldende smittetal, vil restriktionerne næppe blive lempet, når de udløber 17. januar.

Mette F. kalder vaccinationer for et kapløb med tiden

Statsminister Mette Frederiksen.
Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

Hun advarer om, at ånde lettet op eller slække på vores adfærd blot på grund af den seneste gode udvikling.

Samtidig er statsministeren særligt optaget af den britiske variant af coronavirus, hvis udbredelse i det danske samfund "vi skal gøre alt for at bekæmpe".

Statens Serum Institut (SSI) vurderer den britiske variant til at være 50-74 procent mere smitsom end de gængse varianter.

Derfor kalder Mette Frederiksen det et kapløb med tiden om at få vaccineret så mange som muligt, inden den britiske mutation for alvor slår igennem.

Domstol: Bandeleder kan udvises

En skitse af Shuaib Khan fra en anden retssag.
En skitse af Shuaib Khan fra en anden retssag. Foto: Retstegning / Jørgen Bitsch

Og så har Danmark i dag vundet en retssag mod den tidligere leder af banden Loyal to Familia, Shuaib Khan.

For det var ikke i strid med menneskerettighederne, da Højesteret udviste Shuaib Khan i seks år med indrejseforbud til 2024, efter han havde truet en betjent i København i 2017.

Det har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg bestemt i en ny dom, efter Shuaib Khan anlagde sag mod Danmark ved domstolen med henvisning til menneskerettighedskonventionens artikel 8, der handler om, at enhver har ret til et privatliv.

Det er første gang, domstolen i Strasbourg har behandlet en sag af denne art, og afgørelsen er derfor principiel i forhold til, hvornår Danmark fremadrettet kan udvise kriminelle.

18 VM-spillere testet positiv fra samme hold to dage inden kamp

Træneren og 18 spillere fra de amerikanske VM-hold er testet positiv.
Træneren og 18 spillere fra de amerikanske VM-hold er testet positiv. Foto: Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark

Vi skal til VM i håndbold, der kastes i gang onsdag. For det i en håndboldsammenhæng lille USA er plaget af coronavirus.

Hele 18 spillere er testet positiv to dage før, amerikanerne skal i aktion. Nu er planen, at USA sender sine 12 raske spillere til Egypten.

Meldingen om 18 smittede amerikanere får positive coronaprøver på det brasilianske landshold til at blegne. Her er fem spillere testet positiv.

Til gengæld ser det værre ud for det tjekkiske landshold. Her måtte man sent tirsdag aften meddele, at man trækker sig helt fra VM på grund af for mange positive coronaprøver.

Husk at du kan følge VM i håndbold på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

***

Det var alt fra dagens overblik, der naturligvis er tilbage i morgen.