Dagens nyheder 12. januar 2021

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Republikaner klar til at stemme for rigsretssag mod Trump

Republikaneren John Katko har tirsdag som den første republikanske medlem af Repræsentanternes Hus sagt, at han er klar til at stemme med demokraterne for at få stillet præsident Donald Trump for en rigsret. Det skriver syracuse.com

Dommer udsætter henrettelse af to drabsmænd med covid-19

En amerikansk dommer har udsat henrettelsen af to dømte drabsmænd, der er blevet testet positive for coronavirus. Henrettelsen vil dermed tidligst finde sted 16. marts, hvilket giver dem tid til at komme sig oven på smitten. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. De to drabsmænd Cory Johnson og Dustin Higgs skulle efter planen have været henrettet tirsdag og fredag.

Et flertal i Folketinget have Taiwan genoptaget i WHO

Et flertal i Folketinget bestående af blå blok og De Radikale vil have Taiwan genoptaget som observatør i WHO’s besluttende organ, World Health Assembly. Det skriver Jyllands-Posten. Dermed vil politikerne gå imod ønskerne fra Kina.

Justitsministerium rejser første tiltaler mod deltagere i kongres-optøjer

USA's justitsministerium har rejst de første føderale tiltaler mod to mænd, der deltog i angrebet mod Kongressen i Washington i sidste uge, rapporterer tv-stationen CNN ifølge Ritzau.
 

Jordskælv rammer Indonesien

Indonesien er tirsdag blevet ramt af et jordskælv, der målte 5,7 på Richter-skalaen. Det skriver Reuters på baggrund af data fra GFZ German Research Center for Geosciences. Skælvet fandt sted i ti kilometers dybde. 

Ørsted opjusterer resultat med en milliard kroner

Energivirksomheden Ørsted opjusterer deres driftsresultat med mere end en milliard kroner. Det skriver Finans. Ørsted står til at levere et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 18 milliarder kroner.

Trump fralægger sig ethvert ansvar for optøjer

Donald Trump fralægger sig ethvert ansvar for, at hans tilhængere stormede kongresbygningen i Washington D.C. i sidste uge. Det skriver Ritzau. Den amerikanske præsident kalder sin tale før optøjerne for "totalt passende".

Trump kalder mulig rigsretssag for "fuldkommen latterlig"

USA's præsident, Donald Trump, siger tirsdag, at skridt i retning af at indlede en rigsretssag mod ham er "fuldkommen latterligt". Det skriver AFP. Det vækker enorm vrede, siger Trump ifølge Reuters.

Ung mand anholdt med 158 joints på sig

En 26-årig mand blev mandag aften i Brabrand anholdt med 158 joints på sig. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND

49-årig mand dømt for besiddelse af 2,2 kilo amfetamin

En 49-årig mand blev mandag idømt 4 1/2 års ubetinget fængsel for bedrageri og besiddelse af 2,2 kilo amfetamin. Det oplyser Københavns Vestegns Politi

Tidligere borgmester lagde pres på embedsmand i sag om grundkøb

Fredericias tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard (S), lagde - modsat egen forklaring - pres på kommunen for at sikre sig attraktiv byggegrund. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af et telefonnotat, der er del af en aktindsigt.

Fem unge mennesker anholdt i narkosag

Fire mænd og en kvinde fra bandemiljøet er tirsdag blevet anholdt i en sag om såkaldte hvide bude. Det skriver Københavns Politi. Alle anholdte er i alderen 21-24 år. En af de anholdte, en 23-årig mand, blev anholdt i Vestre Fængsel, hvor han siden august 2020 har afsonet en dom på 7,5 års fængsel for handel med narkotika. 

Forsvaret overtager midlertidigt en del af Køge Havn

Forsvaret overtager onsdag 13. januar fra klokken 7.30 til klokken 23.00 en del af Køge Havn. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Området bliver afspærret og bevogtet af Forsvaret. Afspærringen skyldes indskibning og losning af "sensitivt materiale".

1076 nye smittede med coronavirus - færrest siden november

Der er det seneste døgn bekræftet 1076 nye tilfælde med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Det sker ud fra 57.956 prøver, hvilket giver en positivprocent på 1,86. Der er registreret 26 coronarelaterede dødsfald, og antallet af indlæggelser falder med tre personer, så i alt 917 er indlagt. Heraf ligger 135 på intensiv og 90 i respirator. Få alle de nyeste coronatal i dette overblik.

Somalisk mand havde pistol - skal i fængsel og udvises af Danmark

En 28-årig somalisk mand fra Søborg er idømt en ubetinget fængselsstraf på tre et halvt år og er samtidig blevet udvist af Danmark for evigt for at besidde en pistol i Høje-Gladsaxe. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Episoden fandt sted i august sidste år. Manden har anket dommen på stedet.

TDC har løst nedbrud

TDC's mobilnetværk er igen tilbage i normal drift efter et nedbrud tirsdag morgen. Det oplyser selskabet i en mail til Ritzau.

Storbrand i Vestjylland: Beboere skal lukke døre og vinduer

Der er netop nu en større brand i et autolager i den vestjyske by Henne nordvest for Varde, og branden udvikler kraftig røg. Derfor er Strandvejen spærret og beboere i nærheden bedes lukke deres døre og vinduer. Derudover er togdriften med Arriva er standset, da den kører lige forbi brandstedet. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter. 

Kvinde bag tremmer for at livestreame eget færdselsuheld

En 30-årig kvinde er idømt 20 dages fængsel for en række overtrædelser af færdselsloven, som hun sendte live på Facebook. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Facebook-følgerne kunne se kvinden en nat i 2017 at køre gennem Søborgs gader. Her kørte hun over for rødt, for stærkt og påkørte to parkerede biler.

Mand anholdt og sigtet for drabet i Vollsmose

En 21-årig mand er tirsdag klokken 10.25 blevet anholdt og sigtet for drab på tilfældig borger, der befandt sig i skudlinje, da to bander skød mod hinanden i Vollsmose 24. juni sidste år. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.