GO'

Hvorfor er du ikke selv vaccineret? Mette Frederiksen svarer på 10 spørgsmål om corona

Det var seerne selv, der fredag morgen kunne stille spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen i ‘Go’ morgen Danmark’.

Fredag morgen svarede statsminister Mette Frederiksen (S) på spørgsmål om corona i 'Go’ morgen Danmark'.

Mere end 2000 danskere havde på et Facebook-opslag skrevet et spørgsmål til statsministeren.

Redaktionen valgte 10 spørgsmål fra Facebook-brugere, som Mette Frederiksen svarede på via en forbindelse fra Marienborg. Du kan læse svarene nedenfor.

Ti spørgsmål til Mette Frederiksen

I går var det præcis et år siden, at de kinesiske myndigheder bekræftede, at de havde identificeret coronavirussen. Hvordan vurderede du den her situation, første gang du hørte om den?

Hvis jeg skal være helt ærlig over for jer, så noterede jeg det ikke på den dagsorden, der var foran mig som forholdsvis ny statsminister. Der skete noget i Kina. Det så ikke godt ud. Det var alvorligt, men jeg havde ingen forestillinger om, at det kort tid efter ville være det absolut dominerende i hele verden og herunder i Danmark.

Kommer vi tilbage til en hverdag, hvor mundbind og afstand ikke er nødvendigt, og i så fald hvornår?

Sandheden er, at der ikke er nogen af os, der kan svare på det, fordi det er en virus, og ingen af os ved, hvad der kommer til at ske.

Som ugerne og månederne er gået, ved vi stadig mere om covid-19, men der er ikke nogen af os, der kan sætte en slutdato på.

Er der et lys for enden af tunnellen?

Vi er stort set igennem med at få vaccineret alle på plejecentrene, så vaccinen er et lys for enden af tunnellen.

Jeg tror, og jeg håber, at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke et sluttidspunkt, men et vendepunkt.

Inden da skal vi, ser det ud til, gennem en rigtig, rigtig hård vinter, ikke mindst på grund af den britiske mutation, som smitter meget mere end den covid-19, vi har haft i Danmark gennem en længere periode.

Hvornår får minkavlerne deres penge?

Minkavlerne skal have deres rimelige kompensation, efter at vi besluttede, at alle mink i Danmark skulle slås ihjel på grund af folkesundheden.

De politiske forhandlinger kører stadigvæk, men jeg håber snart, at der er et resultat.

Det skal være før sommerferien. Jeg ville også gerne have haft, at det var før juleferien. Det nåede vi ikke, men selvfølgelig skal det være før sommerferien.

Bliver nedlukningen forlænget efter 17. januar?

Det kan godt være, at vi kommer til at forlænge. Vi ved det ikke endnu.

Det ser ud til, at tingene går i den rigtige retning nu. Vi har smitte, der er på vej nedad, vi har faldende antal indlæggelser på hospitalerne, og positivprocenten, altså antallet af danskere, der bliver testet positive hver dag, er også faldende.

Det er rigtig, rigtig, rigtig godt, men der er den britiske mutation. Den smitter op til 70 procent mere, og derfor skal vi have slået smitten markant ned for, at den engelske mutation ikke får det til at brage fuldstændig løs her i januar og februar, så jeg kan ikke love, at vi kan nøjes med restriktionerne 17. januar, men vi håber det selvfølgelig.

Ville det ikke give bedre mening at lukke fuldstændig ned i x antal uger, og så kunne du gå tilbage og løsne på grebet, hvis det er muligt at åbne før tid?

Fordi det er biologi, så bliver vi hele tiden nødt til at komme tættere på datoerne for, om vi kan åbne op eller skal lukke ned.

Den ærlige version er, at vi prøver at planlægge og navigere så godt, vi kan, men den her virus ændrer sig hele tiden, og det bliver vi nødt til at navigere efter. Jeg kan ikke sige det mere tydeligt i dag end på pressemødet, men den engelske mutation smitter ad Pommern til, og det går rigtig stærkt med den, så vi må forvente, at januar og februar bliver hårde og svære måneder.

Er der et tal, man kan holde øje med?

Det, man skal holde øje med, er, hvor mange nysmittede der er, og man skal holde øje med det, der hedder positivprocenten, altså hvor mange af dem, der er testet siden i går, er testet positiv.

En gang om ugen, om tirsdagen, der offentliggøres kontakttallet, altså hvor mange smitter én person, der har corona. Når kontakttallet ligger over 1, så er epidemien i Danmark på vej op. Når den er under 1, så er den i virkeligheden på vej ned. Hvis vi får den banket ned under 1 i nærheden af 0,7, så står vi et rigtigt godt sted.

Så er der antallet af indlæggelser og selvfølgelig også, hvor mange der mister livet på grund af den her sygdom. Så jeg kan ikke give dig et tal, men hvis du holder øje med de her fem tal, har man en ret god fornemmelse af, hvor vi er henne i epidemien i Danmark.

Skal jeg sende mit barn i børnehave eller passe mit arbejde?

De to ting kan ikke skilles ad, fordi hvis vi skal komme gennem den her krise,  handler det ikke kun om sundhed. Det handler først og fremmest om sundhed, men når man vil passe godt på danskernes sundhed, skal man også passe godt på vores samfundsøkonomi. Vi kan se nu, at de to ting hænger uløseligt sammen.

Rigtigt mange danskere er sendt hjem lige nu, enten med hjemmearbejde, eller fordi deres virksomheder er lukket fysisk ned, for eksempel frisører og andre liberale erhverv, men alle dem, der kan gå på arbejde, skal blive ved med at gå på arbejde, ellers begynder samfundet jo at bevæge sig baglæns.

Der er rigtigt mange mennesker, der har behov for at komme på arbejde, og derfor bliver vi også nødt til at sørge for, at deres børn kan blive passet, ellers går samfundet i stå.  

Hvorfor må min datter være sammen med 40 andre børn og otte voksne i børnehaven, når hun ikke må se sin egen familie, fordi vi er mere end fem?

Hvis der er 40 børn, der leger fuldstændig uhindret mellem hinanden, så er det ikke den klogeste måde at indrette hverdagen i daginstitutionen på. Jeg ved, at dem, der er ansvarlige for daginstitutionerne sidder også lige nu og kigger på, hvordan vi, med de børn, der bliver nødt til at være i vuggestuen, kan få indrettet den hverdag, der er i daginstitutionen på bedst mulig vis.

I forhold til om man skal holde sine børn hjemme eller ej, skal man ikke have dårlig samvittighed, hvis man sender sit barn i daginstitution eller nødpasning. Hvis man har behov for at få passet sit job, eller man i øvrigt er i en situation, hvor man er en familie, der ikke har det godt, og hvor det er godt for børnene at komme afsted, for at problemerne ikke vokser sig endnu større.

Ville det ikke være fornuftigt, hvis du tog vaccinen nu for at sende et godt signal?

Der er i mine øjne ikke noget at være bange for med den vaccine, og jeg er ikke et sekund i tvivl selv. Jeg har ingen betænkeligheder ved at gøre det. Jeg vil ikke tage vaccinen fra en af dem, der er i langt større risiko for at dø af sygdommen, end jeg selv er. 

Jeg har ikke selv nogle kroniske sygdomme, og jeg er ikke så gammel endnu, så som tingene står nu, vil jeg ikke tage vaccinen fra en, der virkelig har behov for den.