38.000 skriver under på forslag på tre dage - vil afskaffe normal eksamen
Gymnasielærer og forsker i virtuel undervisning foreslår at skære ned på pensum til sommerens studentereksamen.
- Godmorgen, 3.X. Jeg råber jer lige op, så tænd jeres mikrofon og kamera, så jeg ved, om I er her.
Sådan har det lydt for de danske gymnasieelever, som siden marts har været sendt hjem af flere omgange, for i stedet at modtage onlineundervisning på deres computere.
Men spørger man 3.g-elev og forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i København, Rosa Muncan Laursen, har onlineundervisningen ikke kunnet leve op til den vante undervisning ude i klasseværelserne.
- Sidste år valgte man at aflyse alle eksaminerne undtagen tre for 3.g’erne og det, synes jeg, giver rigtig god mening at gøre igen. Vi står i en sværere situation, fordi vi har mistet mere af vores undervisning i år, siger Rosa Muncan Laursen i 'Go’ morgen Danmark'.
Og hun er ikke den eneste, der ikke føler sig klædt på til sommerens studentereksamen.
Mere end 38.000 personer har siden mandag skrevet under på et borgerforslag om, at sommerens studentereksamen skæres ned til tre eksaminer.
- Vi har haft dårligere forudsætninger, end man plejer. For eksempel i de fag, jeg kun har haft i år, virker det ret uoverskueligt at skulle til eksamen i, når en stor del af undervisningen har været virtuel, forklarer Rosa Muncan Laursen.
Gymnasielærer: Skær ned i pensum
Morten Bülow, der er gymnasielærer og samtidig skriver ph.d. om digital undervisning, forstår Rosa Muncan Laursens bekymringer.
- Jeg tror, at alle gymnasielærere kan forstå det, som Rosa fremfører her - nemlig, at det er nogle helt andre vilkår, vi har haft det sidste års tid, forklarer han.
Samtidig peger Morten Bülows undersøgelser på, at kvaliteten af den online hjemmeundervisning er højnet markant siden forårets nedlukning.
- Jeg har selv haft mine elever til at lave iskerner i naturgeografi og forskellige eksperimenter i de andre fag, jeg har. Der er mange muligheder, som vi har oplevet, at underviserne har fundet og brugt de seneste par måneder, lyder det.
Alligevel anerkender Morten Bülow, at den online undervisning ikke har været tilstrækkelig.
Han foreslår derfor ligeledes, at undervisningsministeriet skærer noget af elevernes pensum ud ved denne sommers studentereksamen.
- Vi skal sortere ud. Der er nogle sidetalskrav og kernestofkrav, som man kunne slække på. Ministeriet skal klæde censorerne på og forholde sig til, at det har været en særlig situation, og så gennemføre en eksamen i halvdelen af pensum, lyder det.
Roser lærernes kreativitet
Rosa Muncan Laursen anerkender, at lærerne er blevet dygtigere til at undervise digitalt, men hun kan også se, at hjemmeundervisningen ikke virker lige godt for alle.
- Der er en forskel på, hvilket hjem man kommer fra, og hvor meget du kan få ud af hjemmeundervisningen. Det kan godt være, at der ikke lige er ting til at lave forsøg eller en spændende podcast med derhjemme, forklarer hun.
Rosa Muncan Laursen håber på, at politikerne vil kigge på, hvordan sommerens studentereksamen løses bedst muligt.
- Jeg synes ikke, at vi skal aflyse dem alle sammen. Jeg synes, at den model fra sidste år, hvor man holdt fast i tre eksaminer, er rigtig god, fordi man stadigvæk skal prøve at komme til eksamen. Gymnasiet er trods alt også studieforberedende, slutter hun.
Se hele interviewet i 'Go' morgen Danmark' med Rosa Muncan Laursen og Morten Bülow på TV 2 PLAY