Nyheder

Nikolaj Lie Kaas kritiseres for at lægge stemme til sort tegnefilmsfigur – nu svarer han selv

En hvid mand kan ikke lægge stemme til en sort karakter, mener kritikere.

Det er ikke problematisk, at det er Nikolaj Lie Kaas' stemme, der kommer ud af munden på den animerede figur Joe i Pixar-filmen ’Sjæl’. Det mener skuespilleren i hvert fald selv.

Det skriver han på Facebook.

- Lad den kvinde, mand, etc., der kan udføre arbejdet bedst muligt, få jobbet. Det plejer at blive det bedste resultat, skriver han.

Udmeldingen fra skuespilleren kommer, efter at der de seneste dage har været debat om, hvorvidt en hvid skuespiller kan lægge stemme til en sort tegnefilmskarakter.

Joe i ’Sjæl’ er afroamerikaner, og det er Nikolaj Lie Kaas ikke, og det har skabt undren og debat.

Sorte skuespillere i biroller

’Sjæl’ er den første Pixar-film, hvor en sort figur har hovedrollen. Den handler om Joe Gardner, en midaldrende afroamerikansk musiklærer i New York, der drømmer om at blive jazzmusiker.

Instruktøren af filmen Pete Doctor har i et interview med Varietyfortalt, at holdet bag filmen har gjort sig umage med ikke fremstille Joe Gardner på en karikeret og stereotyp måde.

I den oprindelige udgave er det skuespilleren Jamie Foxx, der lægger stemme til hovedpersonen Joe.

I den danske version er den tjans gået til Nikolaj Lie Kaas, og det har vakt undren, fordi han ikke deler hudfarve med Joe Gardner.

Der er dog sorte danskere blandt dem, der lægger stemme til filmen. Komiker og tv-vært Melvin Kakooza og rapperen Al Agami lægger stemme til de to biroller Curley (afroamerikansk trommeslager) og Dez (afroamerikansk barber og ven til Joe). Remee, der også er sort, lægger også stemme til en mindre rolle i filmen.

Det handler om respekt og anerkendelse

Én af dem, der undrer sig over valget af Nikolaj Lie Kaas, er Asta Sekamame. Hun er bestyrelsesforperson i Danmarks Intersektionelle Højskole og bestyrelsesmedlem i Afro Danish Collective.

Hun mener, at valget af hovedpersonen er påfaldende.

- Det får mig til at tænke på, hvilket signal det sender til mine drenge. De kan få lov til at være en birolle, men de kan aldrig få lov til at være en hovedrolle. Selv ikke når hovedrollen faktisk oprindeligt lignede dem. Det sender et signal om, at de, der har castet, er fyldt med blinde vinkler og har meget, de skal lære om diversitet og repræsentation, siger hun til Berlingske.

Det er Mira C. Skadegård enig i. Hun er adjunkt ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet og mener, at det er vigtigt, at en sort skuespiller lægger stemme til en sort karakter for ikke at fastholde minoriteter i sekundære positioner.

- Det handler ikke om det biologiske i stemmen, for man kan jo ikke høre så meget forskel, men det er det symbolske i respekten og anerkendelsen, samt at man bryder med de strukturelle mekanismer, der fastholder nogle skuespillere i hovedrollerne og andre i birollerne, siger Mira C. Skadegård til Berlingske.

Det udvander debatten

Nikolaj Lie Kaas kan godt forstå, at det i nogle tilfælde vil være forkert at lade en person med én hudfarve spille en person med en anden hudfarve. Men lige når det kommer til Joe undrer det skuespilleren, fordi hovedpersonen i ’Sjæl’ er et eksempel på, at etnicitet er ligegyldigt.

Derfor udvander det debatten, mener han.

- Hver dag jeg går på arbejde, lader jeg som om, jeg er en anden. Jeg har spillet folk, der er klogere end mig, dummere end mig, personer jeg ikke forstår, eller overhovedet ikke deler holdninger med, skriver han og fortsætter:

- Men jeg er så taknemmelig for at få lov til at sætte mig ind i, hvordan andre tænker og føler og få lov at forsvare dem, og hver dag går jeg derfra med en langt bedre forståelse af mennesker, der ikke er mig.

Afstemning

Synes du, at en sort skuespiller skal lægge stemme til en sort tegnefilmsfigur?

Ikke en ny debat

I filmen er der en karakter ved navn 22, som skal forestille en sjæl. I den amerikanske version lægger Tina Fey stemme til, og det er ikke faldet i god jord. Det burde også have været en sort skuespiller, lyder kritikken.

Debatten om repræsentation i filmverdenen er ikke ny. Med Black Lives Matter-bevægelsen er der kommet fokus på hudfarven, på de skuespillere der lægger stemme til tegnefilm.

Skuespilleren Jenny Slate, der er hvid, droppede sin rolle i den animerede Netflix-serie ’Big Mouth’, fordi karakteren var sort.

- Sorte karakterer i en tegneseriefilm skal blive spillet af sorte personer, begrundende hun på Instagram.

Tidligere i år blev det meldt ud, at serierne 'The Simpsons' og 'Family Guy' ikke længere vil have hvide skuespillere til at lægge stemme til karakterer, der ikke er hvide. Det har der ellers været flere eksempler på tidligere.

Med omvendt fortegn skabte det i 2019 stor debat, da en sort skuespillerinde blev valgt til at spille Ariel i 'Den Lille Havfrue'.

TV 2 har været i kontakt med Nikolaj Lie Kaas' agent, men det har ikke været muligt at stille uddybende spørgsmål til hans Facebookopdatering.