USA VALG

Kongressen i USA stormet af demonstranter

Hvad sker der? Joe Bidens valgsejr er en realitet, efter at Kongressen har godkendt resultatet fra valget 3. november. Det skete efter en dramatisk 6. januar, hvor Trump-tilhængere trængte ind i den amerikanske kongres.

Hvad er status? Mindst fire personer er døde i forbindelse med urolighederne. 68 personer er anholdt. Imens kræver flere topdemokrater Donald Trump afsat.

Livebloggen opdateres ikke.

Borgmesteren vil stille Trump til ansvar

Washington D.C.'s borgmester, Muriel Bowser, kalder angrebet på Kongressen for "indenlandsk terror" og skyder skylden på Donald Trump.

- Den nuværende præsident må stilles til ansvar for dette hidtil usete angreb på vores demokrati. Det, der skete i går, var det, hans ønskede skule ske. Og vi må ikke undervurdere de skader, han kan tilføre vores nation og demokrati i løbet af de næste to uger, siger hun.

Samtidig forlanger hun, at Kongressen omgående flytter beføjelserne over Nationalgarden i District of Columbia fra præsidenten til borgmesteren.

Onsdagens optøjer ved Kongressen var et  "kastrofalt brud på sikkerheden", mener hun.

Arbejder for fredelig magtoverdagelse

- Dem, der voldeligt overtog Kongressen, er det modsatte af alt det, denne regering står for, siger pressesekretær Kayleigh McEnany.

Dem, der arbejder i Det Hvide Hus, arbejder for en fredelig overdragelse af magten, tilføjer hun.

Derefter forlader hun rummet, mens journalisterne i munden på hinanden råber spørgsmål, som forbliver ubesvaret.

Det Hvide Hus fordømmer volden

Pressesekretær Kayleigh McEnany holder nu en pressebriefing i Det Hvide Hus.

Præsidenten og regeringen fordømmer volden på det kraftigste, og gerningsmændene skal retsforfølges, siger hun.

Donald Trump har endnu ikke personligt fordømt angrebet på Kongressen. Han har til gengæld sagt til deltagerne, at han "elsker dem".

Trumps tidligere stabschef opfordrer til at afsætte præsidenten

Donald Trumps tidligere stabschef i Det Hvide Hus John Kelly mener, at regeringen bør mødes for at diskutere muligheden for at aktivere den 25. tilføjelse til forfatningen med henblik for at afsætte præsidenten omgående. Det siger han til CNN.

Hvis han stadig var en del af regeringen, havde han stemt ja, tilføjer han.

Trump dropper retssag i Georgia

Donald Trumps valgkampagne har droppet søgsmål, den havde anlagt i Georgia for at udfordre valgresultatet i delstaten, som præsidenten tabte til Joe Biden ved præsidentvalget 3. november.

Det oplyser Georgias indenrigsminister, Brad Raffenperger, ifølge Reuters.

Hvad laver Trump i dag?

Der har dagen igennem været en tavshed fra præsidenten, vi ikke har set magen, siden han tabte præsidentvalget En del af forklaringen kan selvfølgelig være, at hans foretrukne kommunikationskanal, Twitter, i nat suspenderede hans konto.

Vi ved dog fra Det Hvide Hus, at præsidenten i dag har overrakt Præsidentens frihedsmedalje til golfspillerne Annika Sorenstam og Gary J. Player samt den afdøde Babe Zaharias, der gjorde sig inden for flere sportsgrene herunder golf.

Hegn om Kongressen

Torsdag bliver der sat solide, sorte hegn op omkring Kongressen, dagen efter at den blev indtaget af vrede Trump-tilhængere.

Der er 13 dagen, til Joe Biden bliver indsat som præsident ved en ceremoni i Washington D.C.

Snapchat suspenderer også Trump

Der er snart ikke et socialt medie, der ikke har suspenderet Donald Trump.

Senest har Snapchat gjort som Facebook og Twitch og suspenderet præsidentens konto på ubestemt tid. Det bekræfter en talsperson for Snapchat over for The Hill.

Twitter har ikke meldt nyt ud, siden det sociale medie natten til torsdag suspenderede Donald Trump i 12 timer. Præsidenten har på den anden side heller ikke tweetet noget, siden de 12 timer udløb.

Mand anholdt med skydevåben nær Kongressen

I løbet af de seneste 36 timer er der rejst sigtelser mod 40 personer for optøjerne ved Kongressen.

En mand blev anholdt med et "militærlignende" skydevåben og molotovcocktails i nærheden af kongresbygningen.

Det siger Michael R. Sherwin, der er fungerende anklager i District of Columbia ifølge AP.

Han forventer yderligere 15 sigtelser, og det er kun begyndelsen, siger han.

Anklagemyndigheden har hundredvis af folk til at gennemsøge sociale medier for at stille folk til ansvar, lyder det.

Twitch suspenderer Trump

Video-streamingtjenesten Twitch har lukket Donald Trumps konto på ubestemt tid, skriver The Verge.

Donald Trump er også blevet udelukket på ubestemt tid fra Facebook, og Twitte har suspenderet ham i 12 timer.

I juni blokerede Twitch Donald Trump i to uger for "hadefuldt indhold".

Anholdte stilles for en dommer

Nu bliver de første personer stillet for en dommer i Washington D.C., efter at de blev anholdt i forbindelse med stormløbet mod Kongressen. Det skriver CNN.

En 38-årig mand fra Florida og en 33-årig mand fra Massachusetts er begge sigtet for ulovlig indtrængen og for at bryde udgangsforbuddet i forbundshovedstaden.

Pelosi: Politichef bør træde tilbae

Sergeant at arms Paul Irving, der er ansvarlig for ordenshåndhævelsen i Repræsentanternes Hus, siger sin stilling op som følge af onsdagens angreb på Kongressen. Det siger Nancy Pelosi på sit pressemøde torsdag aften dansk tid.

Samtidig siger hun, at politichefen i Washington D.C. bør træde tilbage.

Pelosi vil have Trump afsat omgående

Donald Trump er "en meget farlig person" og bør afsættes omgående, mener demokraten Nancy Pelosi, der formand for Repræsentanternes Hus.

Hun vil derfor have vicepræsident Mike Pence til at aktivere den 25. tilføjelse til forfatningen, som gør det muligt at afsætte en præsident, hvis denne vurderes uegnet til embedet af sin egen regering.

Alternativt vil demokraterne bringe Donald Trump for en rigsret igen. Det siger på et pressemøde.

- I går ansporede USA's præsident et væbnet oprør imod USA, siger Nancy Pelosi.

Tidligere i dag krævede demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, det samme.

Nominerer nu til Justitsministeriet

Efter at have kritiseret Donald Trump i hårde vendinger, er Joe Biden gået videre til at nominere de personer, han vil have til at arbejde for sig i Justitsministeriet, herunder Merrick Garland til kommende justitsminister.

Sammenligner med Black Lives Matter

Hvis det havde været Black Lives Matter-demonstranter frem for "pøbel-bøller", der havde demonstreret på den måde i Washington, var de ikke blevet behandlet så pænt, lyder det fra Joe Biden.

- Vi ved alle, at det er sandt. Og det er uacceptabelt. Fuldstændig uaccebtelt, siger han vredt.

Langer hårdt ud efter Trump

Joe Biden langer usædvanlig hårdt ud efter Donald Trump, ikke hørt magen siden valgkampen.

Han kalder stormløbet mod Kongressen for et direkte resultat af Trumps vedholdende angreb på demokratiet.

Biden kalder demonstranter for "indenlandske terrorister".

Joe Biden kalder gerningsmændende til angrebet på Kongressen for "indenlandske terrorister".

- De var ikke demonstranter, kald dem ikke demonstranter. De var urostiftere. En pøbel. Indenlandske terrorister, siger han.

Biden holder nu pressemøde

Joe Biden holder nu pressemøde.

- I går var i mine øjne en af de mørkeste dage i vores lands historie, siger han.

Minister trækker sig

Transportminister Elaine Chao trækker sig fra posten som følge af Trump-tilhængeres stormløb mod Kongressen. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

En række ansatte i Det Hvide Hus har forladt deres poster det seneste døgn, men Elaine Chao er den foreløbig den eneste minister, der har trukket sig.

Den afgående minister er gift med den magtfulde republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

Politi udlover dusør for at udpege demonstranter

Politiet i Washington D.C. har indsamlet video- og billeddokumentation og efterlyser nu en stor del af de personer, der onsdag var med til at storme Kongressen. De mistænkes for ulovlig indtrængen.

Politiet udlover en dusør på op til 1000 dollars for informationer, der kan lede til anholdelse og sigtelse.

Nogle af personerne bærer visse kendetegn, der skulle gøre det muligt at opspore dem - for eksempel manden på billedet.