12-årige Kimmie Solak har boet på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, siden hun var ni år.
Vores liv på børnehjemmet

Hun har boet på børnehjem, siden hun var 9: - Jeg savner min mor hele tiden

Kimmie Solak har boet på børnehjem, siden hun var ni år gammel. Hun vil gerne hjem igen, men før hun kan det, skal hun have det bedre.

Bordet er dækket med den klassiske fødselsdagsdug, der er hvid og fyldt med små dannebrogsflag. Der er kakao i kopperne. Gaver på bordet. Flag i fødselsdagsbollerne og 11 lys i lagkagen. Rundt om bordet sidder både børn og voksne.

- Vi skal ikke synge fødselsdagssang, udbryder Kimmie Solak, der er dagens fødselar.

Men det får hun ikke lov til at bestemme. Både børn og voksne bryder ud i sang, og Kimmie kigger genert ned i bordet, mens sangen går:

- I dag er det Kimmies fødselsdag. Hurra, hurra, hurra.

På mange måder ligner det en helt almindelig 11-års fødselsdag. Men der mangler nogen og noget.

- Allerhelst ville jeg jo bare være derhjemme med min mor og min søster og min papfar og mine to hunde. Men det kan jeg altså ikke lige nu, siger Kimmie.

11-årige Kimmie er en af de 12.000 danske børn under 18 år, der er anbragt væk fra sine forældre.

At bo på et børnehjem

Kimmie holder 11-års fødselsdag på Orøstrand.

Hun har boet på behandlingshjem, siden hun var ni år. Hendes højeste ønske er at komme hjem til sin mor igen, men før det kan lade sig gøre, skal både hun og hendes mor have det bedre og lære at tackle en lang række udfordringer.

Det er et år siden, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale satte fokus på danske børn og deres trivsel. Her sagde hun, at flere udsatte børn skulle have et nyt hjem. Gerne så tidligt som muligt.

Men hvordan er det at bo på et anbringelsessted? Hvorfor kommer man der? Og hvordan får man hjælp til at komme videre? Igennem et år har TV 2 fulgt en række børn på Orøstrand i programmet 'Vores liv på børnehjemmet'.

Første dag på Orøstrand

Første dag på Orøstrand.

Kimmie Solak har mascara på sine lange øjenvipper. De kunstige negle på hendes fingre funkler af glimmer.

Hun elsker at lægge makeup. Det har hun gjort, siden hun var otte år.

- Men min kontaktpædagog, Sandra, var ikke så glad for det i starten. Hun er meget optaget af, at jeg skal opføre mig alderssvarende, siger Kimmie og vrænger stemmen, da hun når til sidste ord.

Kimmie kan mange ord, man sjældent hører en pige på 11 år sige. ”Alderssvarende” er et af dem. ”Tilknytningsforstyrrelse” er et andet.

- Jeg har en tilknytningsforstyrrelse. Det anede jeg ikke selv, før Sandra fortalte mig det. Jeg har også ADHD, fortæller hun.

Det er lidt over to år siden, at Kimmie kom til Orøstrand. Datoen husker hun tydeligt.

- Jeg kom 31. oktober 2018. Det var nogle pædagoger, der kørte mig herhen. Jeg vidste ikke, at det var på en ø. Jeg tænkte, at det var ret nederen, hvis jeg nu havde lyst til at stikke af, siger hun.

Forud for køreturen til Orøstrand lå ni års barneliv, der var svært allerede fra begyndelsen.

Et hjertebarn

Kimmie.

Kimmies mor, Emma Solak, var kun lige fyldt 20 år, da hun fik sin datter. Kimmies biologiske far har aldrig været en del af hendes liv.

- Hun er mit hjertebarn, men det har bare været en kamp lige fra start af. Jeg kunne ikke amme, og hun sultede og skreg konstant i otte måneder. Der var ikke noget, der var rart eller nemt, fortæller Emma.

De første år af Kimmies liv havde Emma et par forskellige kærester. Kimmie knyttede sig tæt til dem, og da de forsvandt igen, var det hårdt for hende.

Allerede i børnehaveklassen begyndte Kimmie at vise tegn på mistrivsel, fortæller Emma Solak. Hun blev aggressiv og selvskadende. Hun fik diagnosen ADHD. Det samme har hendes mor.

Emma Solak og datteren Kimmie.

Emma Solak forsøgte at få hjælp til sin datter. Hun kontaktede kommunen og efterspurgte psykologhjælp til Kimmie. Men hun oplevede ikke, at hun fik hjælp.

Da Kimmie var otte år, mistede hun for en kortere periode den eneste person, der altid havde været der for hende. Hendes mor.

For i efteråret 2017 fik Emma Solak det så svært med sig selv, at hun lod sig frivilligt indlægge. Her fik hun også diagnosen borderline. Kimmie boede hos sin papfar med sin lillesøster imens.

Kimmie begyndte at få det svært allerede i børnehaveklassen. Hun fik diagnosen ADHD, og hendes mor forsøgte at få psykologhjælp til sin datter.

Adskillelsen fra moren tog hårdt på Kimmie. Hun slog sig selv og rev håret ud af sit hoved.

Hun begyndte at slå både lærere og elever. Faktisk tror Kimmie ikke, der er nogen i hendes klasse, hun ikke enten rev, slog eller sparkede dengang. Hun var også aggressiv derhjemme. Det fortsatte, da Emma kom hjem efter to måneder væk fra Kimmie.

En dag kammede det over i skolen. Kimmie havde taget fat i en piges hestehale og trukket hende rundt i skolen i håret.

Emma måtte komme og hente hende. Da de kom hjem ”væltede Kimmie hele lortet” i lejligheden, fortæller Emma Solak.

Hun bad Kimmie stoppe og rydde op. Mens hun sagde det, løftede hun sit blik op mod Kimmie og fik et chok.

Kimmie var på vej ud ad vinduet. Fra anden sal. Med hovedet først.

- Jeg greb rimelig hurtigt fat i hende og hev hende ind igen. Ellers var hun hoppet, siger Emma.

Emma Solak ringede endnu en gang til kommunen.

Da de to sagsbehandlere ankom og så den ramponerede lejlighed og Emma Solak, der stod og græd og rystede over hele kroppen, slog de alarm. Kimmie skulle have hjælp.

Emma Solak ville have ønsket, at hjælpen var kommet tidligere.

- Så var det måske aldrig nået så langt ud, siger hun.

Kimmie var ni år, da hun kom på Orøstrand.

Den dengang niårige Kimmie kunne ikke blive boende hjemme. Det var hårdt for hendes mor at indse.

- Jeg synes, det var et tabu. Det var hårdt som mor ikke at kunne hjælpe sit eget barn. Ikke at være nok. Når jeg selv har ADHD og borderline, foregår der også mange ting oppe i mit hoved, der gør, at jeg ikke kan være rigtig til stede, siger hun.

Kimmie kom først i en plejefamilie, men det gik ikke særlig godt, og efter nogle måneder blev hun flyttet til Orøstrand. Et behandlingshjem for børn der er følelsesmæssigt skadet.

Orøstrand

Orøstrand.

Orøstrand er et skole- og behandlingshjem, hvor der kan bo 24 børn og unge i alderen 6 til 18 år.

- Den primære årsag, til at børn kommer der, er, at de har haft en rigtig svær opvækst. De fleste børn er normalt begavede, men følelsesmæssigt skadet, forklarer forstanderen Søren Nielsen.

På Orøstrand forsøger man at skabe en struktureret og tryg hverdag for børnene, der både bor og kan gå i skole der. Hvis børnene kan magte det, går de i den lokale folkeskole.

- Vi lærer dem at håndtere det relationelle, som de ofte har svært ved. Grundlæggende handler det om, at de skal lære at håndtere stressede situationer og tackle konflikter, siger Søren Nielsen.

Samtidig skal forældrene til de børn, der går bor der, også arbejde med sig selv og lære at håndtere de konfliktfyldte situationer derhjemme.

Det er dog et arbejde, der kan tage lang tid, og mange af børnene vil gerne hurtigt hjem igen.

Det gælder også Kimmie.

- Jeg savner hende hele tiden

Kimmie er glad for mange af de voksne på Orøstrand og synes også, at de gør meget for at gøre det hyggeligt for hende og børnene, der bor der.

- De er søde til at få os til at føle os hjemme ved at pynte op, give os gaver og gøre det hyggeligt, siger hun.

Kimmie har svært ved at komme op om morgenen. På Orøstrand vækker en pædagog hende, da hun har første dag på en helt nye skole.

Men selvom hun synes, at de voksne gør en indsats, er der også mange ting, hun ikke kan lide ved at være på Orøstrand.

Der er regler, hun skal følge. Mange ting hun ikke selv må bestemme.

- Der er mange voksne, der bestemmer over mig: Min sagsbehandler, skolelederen, min kontaktpædagog og min mor. Det er dem, der tager beslutninger på mine vegne. Jeg ville jo bare meget hellere selv bestemme, siger hun.

Og så er der alle vennerne, der kommer og går.

I løbet af sine to år på Orøstrand har Kimmie fået flere gode venner, men rigtig mange af dem flytter igen.

- Det værste er, at det ikke engang er fordi, de kommer hjem. De fleste bliver bare flyttet et nyt sted hen, siger hun.

Kimmie har fået flere gode venner på Orøstrand. Blandt andet Sami som boede der, dengang Kimmie kom. Desværre er han flyttet videre til et nyt sted ligesom et par af Kimmies andre gode venner.

Det allerværste for Kimmie ved at bo på Orøstrand er dog savnet til sin mor, som hun ringer til hver eneste dag.

- Jeg savner hende hele tiden. Der er ikke et eneste tidspunkt, jeg ikke savner hende. Om aftenen fylder hun mest for mig. Og om morgenen. Og også lidt om eftermiddagen, siger hun.

Kimmie Solak er hjemme hos sin mor næsten hver weekend. Hun er glad for, at de ses så tit.

Før Kimmie kan komme hjem, skal både hun og hendes mor blive bedre til at tackle de udfordringer, de har i hverdagen.

Noget, der kan bringe Kimmie tættere på at kunne komme hjem, ville være, hvis hun kunne gå i en almindelig skole.

Det er nemlig et skridt nærmere til, at man kan fungere i en normal hverdag.

Det forsøgte Kimmie i januar 2019. I starten gik det rigtig godt.

På prøve i skolen

Kimmie.

Kimmie var både spændt og nervøs, da hun begyndte på skolen, og de første mange dage var gode. De havde både dansk, engelsk, spillede banko og rundbold.

Hun var glad for at være der og ville gerne gå på skolen. Men efter tre uger blev Kimmie pludselig vred på en pige, der grinede af hende. Kimmie stak hende en lussing. Og så blev hun sendt hjem.

- Det er jo ikke særlig godt at slå, sagde Kimmie.

Cirka en uge senere skulle skolelederen og læreren beslutte, om Kimmie kunne blive gående på skolen. Det blev et nej.

Kimmie var skuffet. At de voksne forsøgte at forklare hende, at det var sejt gået, at hun overhovedet kom på skolen, lod ikke helt til at gøre en forskel for hende.

Perioden efter afslaget fra skolen var svær for hende.

En dag stak hun af fra Orøstrand ned til Brugsen og købte smøger, som hun sad og røg på en nærtliggende tankstation. Kimmie vidste godt, at det ikke var den bedste idé.

- Jeg er meget inde i en svær periode lige nu. Men det er jo ikke nogen undskyldning, vel? Det er jo bare dumt? Dumt på dumt. Dumt for dig selv. Dumt for dine omgivelser. Det er heller ikke godt for klimaet, har jeg hørt noget om, sagde hun og smilede skævt.

Kimmie Solak ved godt, at det er en adfærd som denne, der gør, at det kan tage længere tid at komme hjem.

Men selvom Kimmies hovedfokus er at komme hjem, er det slet ikke unormalt, at børn ender med at bo flere år på Orøstrand, forklarer Søren Nielsen.

Det tager tid

For det tager tid at lære at håndtere sine følelser og tackle de svære situationer.

- En eksplosiv adfærd forsvinder ikke bare på et halvt eller helt år. Det kan godt tage flere år. Børnene skal have tydelige, klare og professionelle rammer og lære at være i de relationer, de synes er svære, fortæller han.

Søren Nielsen fortæller, at de ofte oplever, at forældre eller sagsbehandlere ønsker at få børnene flyttet, når de hårde perioder kommer.

Den følelse kender Emma Solak godt.

For når Kimmie har det allerhårdest og ringer grædende hjem, får Emma det dårligt.

- Så får jeg følelsen af, at hun slet ikke er der, hvor hun skal være. Men jeg ved jo også, at det ikke bliver nemmere af, at hun kommer et nyt sted eller kommer hjem lige nu, siger hun og tilføjer:

- Jeg kunne ikke forestille mig, at Kimmie skulle et andet sted hen. Hun skal være der, indtil hun skal hjem, og hun SKAL hjem, siger hun bestemt.

Mor kommer på weekend på Orøstrand

Kimmie.

Det er et halvt år siden, at Kimmie stak af og købte smøger på tankstationen.

Det blev hun dårlig af efterfølgende, så hun er stoppet igen.

- Jeg vil ikke skuffe min mor mere, siger hun stille.

For at understøtte Kimmies ønske om at komme hjem og bo og hjælpe Kimmie og Emma til at kunne leve sammen igen, har man på Orøstrand i samarbejde med sagsbehandler tilrettelagt et forløb. Her skal Emma i seks weekender over det næste halve år bo i et hus på Orøstrand sammen med Kimmie.

- I løbet af weekenden vil der være personale, der er sammen med Kimmie og Emma og hjælper dem til at finde ind til hinanden igen, siger Søren Nielsen.

Kimmie håber, at folk, der ser programmet, forstår, at det ikke altid er børnenes egen skyld, at de kommer på børnehjem. - Der kan være problemer i familien, der gør, at man kommer sådan et sted, siger hun.

Kimmie håber, at hun snart kan komme hjem. Det håber hendes mor også.

Kimmie ved godt, hvad der skal til for at komme hjem. Hun skal snakke pænt. Opføre sig ordentligt. Høre efter hvad de voksne siger og blive bedre til at gå i skole.

Men det er lettere sagt end gjort. For hun kæmper stadigvæk med at styre temperamentet, og det er ikke mange uger siden, at hun blev så vred, at hun flåede skabe ud af væggen og slog sin lærer så hårdt i hovedet, at hun smadrede hans briller.

- Det gør jo ikke ligefrem, at jeg kommer hurtigere hjem, siger hun og trækker opgivende på skulderen.

Fødselsdag derhjemme

Fødselsdag derhjemme.

Selvom Kimmie helst ville være hjemme hele tiden, ved hun godt, at både hun og hendes mor skal blive bedre til at tackle de svære situationer, før de kan bo fast sammen.

Heldigvis kommer hun ofte hjem i weekenderne, og i julen 2020 fik hun lov til at holde sin fødselsdag på den måde, hun længe har drømt om. Den blev nemlig holdt hjemme hos hendes mor. For første gang i tre år. Med gaver, hygge, Fortnite-spil og wokret til aftensmad.

Et af Kimmies helt store ønsker var penge til en tur på restaurant. Så hende og hendes mor kunne komme ud og spise. Sammen. Bare de to. Det glæder de sig begge meget til.

Du kan se 'Vores liv på børnehjemmet' tirsdag klokken 20.40 eller nu på TV 2 PLAY.