Nyheder

I Vejle viser lyskegler på himlen vej til aftensmaden

Lyskeglerne skal minde vejlenserne om at bruge byens restauranters tilbud om takeaway i en tid, hvor man ikke kan gå ud at spise.

Otte store lyskegler har de seneste dage lyst op på Vejles aftenhimmel.

Men det var hverken en stor koncert eller fest, der var årsag til de dansende lys på himlen.

Det var derimod City Vejle, der havde fået en lys idé om at sætte lysspots op ved byens restauranter for at minde vejlenserne om at bruge dem til at købe takeaway fra i en tid med coronavirus og nedlukning.

- Følg lysene, og du finder lækker takeaway, lød det i et Facebook-opslag fra City Vejle.

- Det er måske ikke bogstaveligt talt formålet, at folk skulle gå ud i mørket, følge lyset og på den måde opdage finde dagens aftensmad, men lysene har en mere symbolsk værdi, lyder det fra citychef i byen Andreas Kiis Antonsen.

- Det handler om at fortælle, at vi skal huske på at bruge restauranternes takeaway, siger han.

Efter et hurtigt tjek med Billund Lufthavn, der ikke havde nogle indvendinger i forhold til flytrafikken, blev lysene sat op. De lyste onsdag og torsdag i sidste uge, men på grund af den positive respons kommer lysspotsene op igen i denne uge.

I kamp mod corona

Ifølge Andreas Kiis Antonsen var reaktionerne overvældende på foreningens Facebook-side, og både borgere og restauratører var begejstrede over idéen.

Folk har kommenteret med alle mulige referencer til både Anden Verdenskrig og Batman, fortæller citychefen.

- Men det er ikke krig. Det er corona, vi er i kamp mod, siger Andreas Kiis Antonsen.

Om lyskeglerne rent faktisk har ledt flere kunder til byens restauranter, kan citychefen ikke sige med sikkerhed. Men det har i hvert fald skabt opmærksomhed.

Hold til højre

Andreas Kiis Antonsen blev ansat som citychef i april, så han har kun prøvet at være chef for en handelsforening under en coronapandemi. Ideen med lyskeglerne er bare ét af mange initiativer, han har sat i værk for at bakke op om byens butikker og sørge for en tryg indkøbsoplevelse.

Vejle var eksempelvis den første by i Danmark til at indføre 'Hold til højre'-kampagner i gågaden. Noget der siden er blevet bredt ud gennem Rigspolitiets idékatalog til coronasikker shopping.

Generelt har butikslivet i Vejle klaret sig godt gennem coronapandemien, selvom nogle brancher har været under hårdt pres.

- Det har været en vild tid, og det har været meget forskelligt, hvordan butikkerne har klaret sig. Nogle har klaret sig bedre end nogensinde, mens andre har klaret det mindre godt, fortæller Andreas Kiis Antonsen.