GO'

I retten skulle jurist redegøre for, om hun sov med trusser - nu fejrer hun ny lov

Det var et enigt Folketing, der torsdag vedtog den nye samtykkelov.

Da Trine Svensson for tre år siden skændtes med sin daværende kæreste, endte det i en voldsom voldtægt.

Først da hun blødte fra livmoderen, stoppede han.

Trine Svensson var ti dage om at anmelde den voldtægt, som hun blev udsat for af sin daværende kæreste.

Derfor fejrer Trine Svensson, at Folketinget torsdag har vedtaget en ny samtykkebaseret voldtægtslov. Hun håber, at den vil skabe en bedre balance i voldtægtssager i retssystemet.

- Det er en glædens dag, først og fremmest. Min oplevelse var, at det var mig, der skulle forklare mig hele vejen igennem, og at gerningsmandens forklaring ikke på samme måde blev udfordret som min, fortæller hun i ‘Go’ morgen Danmark’.

Forhåbentlig kan det også føre til, at flere kvinder får tillid til vores retssystem

Helle Jacobsen, seniorrådgiver i Amnesty Danmark.

Spørger man Trine Svensson, har selve voldtægten ikke været det værste i hendes forløb.

Selvom hun er jurist og har kendt til behandlingen af voldtægtssager, blev hun overrasket over de spørgsmål, hun fik stillet i retten.

- I byretten skulle jeg svare på spørgsmål som, om jeg sover med eller uden trusser, om min natkjole er gennemsigtig og i så fald, hvor gennemsigtig den er, om jeg nogensinde har set pornofilm, og om jeg hører heavy metal, lyder det.

Amnesty: Det er en historisk dag

Hos Amnesty Danmark fejrer de også den nye samtykkelov og sammenligner den med, da kvinder i Danmark fik ret til fri abort.

Jeg har nu genvundet min tillid til retsstaten, men det har også taget tre år for mig at nå dertil

Trine Svensson, jurist

Selvom mange har været kritiske over for, om loven vil gøre en forskel, håber organisationen, at det vil give voldtægtsofre som Trine Svensson en bedre oplevelse i det danske retssystem, når de anmelder en voldtægt.

- Det, vi har set i systemet, er, at man har et ansvar som offer for at kæmpe imod, men med en samtykkelov understreges det, at begge parter har et ansvar for at sikre sig, at sex altid er frivilligt, og er det ikke det, så er det voldtægt, lyder det fra Helle Jacobsen, der er seniorrådgiver i Amnesty Danmark.

Ved at der fra 1. januar 2021, hvor den nye lovgivning træder i kraft, skal gives samtykke, før man har sex, håber hun, at flere kvinder vil få tillid til det danske retssystem igen.

- Vi er stadig i en situation, hvor det er meget, meget få fældende domme, der er hvert år, siger hun.

Har genvundet tilliden

Trine Svensson er glad for, at der er kommet så meget fokus på samtykke, at der nu er vedtaget en ny lovgivning i Folketinget.

Hendes ekskæreste, der voldtog hende, blev idømt seks måneders betinget fængsel for voldtægten i 2017.

I dag har hun det godt, men oplevelsen med retssystemet har taget tid at bearbejde:

- Jeg blev aktivist qua min egen sag, og jeg har nu genvundet min tillid til retsstaten, men det har også taget tre år for mig at nå dertil, slutter hun.

Se interviewet med Trine Svensson og Helle Jacobsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY