71 procent af amerikanerne vil "helt sikkert" eller "formentlig" have en vaccine mod covid-19. Det viser en måling fortaget af Kaiser Family Foundation. Det skriver CNN.
En tredjedel af de adspurgte siger, at de vil have vaccinen så hurtigt som muligt. Mens 39 procent ”vil vente og se”, hvordan den indledende vaccination forløber, inden de selv vil under nålen.
Cirka 15 procent siger, at de "helt sikkert ikke" vil vaccineres. Denne gruppe har en hovedvægt af republikanere og lavtuddannede, og blandt de mest skeptiske er de 30-39-årige, folk, der bor på landet, og sorte.
- Nogle sorte er skeptiske, men det kan ændre sig med lidt mere information. 71 procent af disse vil ikke vaccineres på grund af frygt for sideeffekter, og halvdelen mener, at de kan få covid-19 på grund af vaccinen, siger organisationen i en meddelelse.
Samtidig vil én ud af fire republikanere ikke lade sig vaccinere, fordi de ikke mener, at covid-19 udgør en risiko.