3337 personer er registreret smittet med coronavirus
Dagens smittetal er det højeste, der er registreret i løbet af coronapandemien.
3337 personer er blevet registeret smittet med coronavirus det seneste døgn. Ni personer er døde.
Det er blevet foretaget 95.230 test. Positivprocenten ligger på 3,5 procent.
Tallet er dermed det højeste, der er blevet registreret på et døgn i løbet af coronapandemien i Danmark.
Det er selvom, at det tal, der blev meldt ud lørdag, var på 3552 nye smittetilfælde. Det skyldtes, at den dags tal var forsinket med et par timer grundet tekniske problemer. Derfor dækkede smittetallet over 28 timer i stedet for de sædvanlige 24 timer.
Det bidrog også til, at søndagens tal var lavere. Der fandt man frem til 2642 nye smittetilfælde i løbet af de resterende 20 timer.
Mandagens tal kommer samtidig med, at flere testcentre omkring hovedstadsområdet melder alt udsolgt, når det kommer til at finde et ledigt tidspunkt at få en test, hvis man har milde eller ingen symptomer på coronavirus.
Det kan være en udfordring, hvis man gerne vil testes op til juleaften.
Flere testtelte med lyntest
Mandag er også dagen, hvor Falck meldte ud, hvor de nye testtelte vil blive placeret.
Dermed er der udsigt til, at noget af trykket på de almindelige testcentre bliver taget af, når de slår dørene op inden for de næste to til tre dage.
Se her, hvor alle de nye testtelte ligger i landet.
De nye hurtigtest, som Falck skal levere, er såkaldte antigentest, og de er mindre sikre end de PCR-test, som benyttes i de mange testtelte landet over.
Ifølge Sundhedsstyrelsen giver de kun det korrekte svar i 50 procent af tilfældene, mens PCR-test har en pålidelighed på 98 procent.
Hvis man ser tilbage på de sidste tre dages smittetal, er der grund til "en smule optimisme". Det vurderer Eskild Petersen, professor ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.
- Det virker, som om at tallene er ved at flade ud, og kurven ikke stiger længere. Så der er grund til forsigtig optimisme, og de næste to til tre dage vil vise os, om det er rigtigt, eller der stadig er en udvikling. Men, at tallene er stort set stabile over tre dage, er et godt tegn, siger Eskild Petersen til ritzau.