Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Hvad er status? 2046 personer er konstateret smittet med coronavirus i Danmark det seneste døgn. 

Brasiliens præsident lover gratis og frivillig vaccination til alle

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, skriver mandag på Twitter, at regeringen vil tilbyde vacciner mod covid–19 til alle landets borgere. Og det bliver gratis at få den – og frivilligt.

Vaccinationen vil blive tilbudt, når de relevante myndigheder har godkendt en vaccine, skriver han ifølge Reuters.

Landet har mandag registreret 20.371 nye smittede og 376 nye coronadøde.

Israel indfører udgangsforbud om natten

Israelske myndigheder har mandag meddelt, at der fra onsdag 9. december træder et natligt udgangsforbud i kraft. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det skyldes en stigning i antallet af smittede over de seneste uger.

Det fremgår ikke, hvilket tidsrum det natlige udgangsforbud omfatter, men bevægelse mellem forskellige områder vil også blive begrænset om natten.

Højeste antal coronadøde i USA siden april

15.000 personer døde med coronavirus i USA i sidste uge. Det er de dødeligste syv dage i landet siden april, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig advarer sundhedsmyndigheder om, at antallet af smittede og døde vil stige de kommende uger og måneder, fordi folk rejser og samles med familien under julen.

Canada kan begynde vaccination mod corona næste uge

De første doser af en coronavaccine fra Pfizer og BionTech bliver leveret til Canada i december. Det siger landets premierminister, Justin Trudeau, mandag.

Selve vaccinationen af borgere kan begynde så tidligt som næste uge, oplyser Trudeau ifølge AFP.

150 elever sendt hjem efter smitte på skole

Cirka 150 elever fra Tåsingeskolen i Svendborg er i øjeblikket sendt hjem for at blive testet for coronavirus.

Det sker efter et udbrud på skolen, hvor en lærer, en pædagog og i alt ti elever henover weekenden er testet positive for covid-19. Det forklarer skoleleder Kasper Føns over for Fyens Stiftstidende.

Lange ventetider på coronatest i København

Folk, der ønsker at blive coronatestet, skal i visse tilfælde væbne sig med tålmodighed.

Skal man booke en tid i København, er den næste ledige tid at finde på hjemmesiden www.coronaprover.dk først på fredag.

Ifølge TV 2 LORRY har både faste og mobile testcentre mandag kunnet mærke, at der er meldt nye restriktioner ud. Ved mobile testcentre i Brøndby og Gladsaxe stod folk ifølge mediet i kø i op til fire timer for at blive testet.

Mette Frederiksen vil ikke udelukke yderligere restriktioner

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke udelukke, at der kan komme yderligere restriktioner i Danmark, hvis smitten bliver ved med at smitte. Det siger hun i et interview med TV 2. 

- Der er ikke nogen garanti for, at vi kan få behov for at lave yderligere restriktioner.

Statsministeren understreger dog samtidig, at der er tale om ret omfattende nedlukning, og at hun håber det er nok. 

- Hvis alle gør, hvad de kan nu, så tror jeg, at vi kan se ind i en jul, hvor vi kan få lov til at være sammen med vores kære, ikke dem alle sammen, men nogle af dem, siger hun.

Tivoli Friheden holder åbent trods nye coronaregler

Julen fortsætter i Tivoli Friheden i Aarhus. De nye restriktioner kan ikke forhindre den århusianske forlystelsespark i at holde åbent, skriver Århus Stiftstidende.

Det skyldes blandt andet, at meget hos forlystelsesparken foregår udendørs, siger Tivoli Frihedens marketingschef.

Restauranter og indendørs aktiviteter lukkes dog.

Merkel vil stramme tyske coronaregler yderligere

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ønsker yderligere tiltag for at bremse smittespredningen i landet.

Det skal hun have sagt til sine partikolleger mandag, skriver Reuters.

De nuværende tiltag med blandt andet lukkede barer og restauranter er ikke nok til at få landet sikkert gennem vinteren, sagde hun til et møde med sine kolleger ifølge flere af de deltagende ved mødet.

200 fynske robotter bliver doneret til kampen mod corona

EU-Kommissionen har bestilt 200 robotter fra UVD Robots i Odense. Robotterne doneres til hospitaler i særligt ramte områder, skriver Fyens Stiftstidende.

200 af de selvkørende robotter, der ved hjælp af uvc-lys desinficerer overflader og luften i et lokale for 99,99 procent af vira og bakterier som eksempelvis coronavirus, skal rulles ud på sygehuse og hospitaler i hele Europa.

Prins Christian testet positiv for coronavirus

Prins Christian er blevet testet positiv for coronavirus.

Hele kronprinsefamilien er i isolation i Frederik VIII’s Palæ, indtil det efter de gældende retningslinjer igen er sikkert at afbryde isolationen.

Biskop opfordrer til julegudstjenester på internettet

Årets julegudstjeneste skal måske ikke opleves fysisk, som man plejer.

I stedet kan man undersøge muligheden for at opleve den på internettet, for at undgå fare for coronasmitte. Det oplyser Peter Skov-Jakobsen, der er biskop i Københavns stift.

- Vi bliver meget færre i kirken, end vi plejer at være.

- Der vil være rigtig mange kirker, der vil streame deres gudstjenester. Hvis éns egen kirke ikke gør det, kan man se, om man kan finde en kirke, der gør, siger han.

Borgmestre er utilfredse med mange timers kø ved testcentre

Mandag var der op til fire timers kø ved et mobilt testcenter i Gladsaxe. Det samme gør sig gældende i andre kommuner, skriver TV 2 LORRY.

– Vi oplever et kæmpe pres på testkapaciteten, siger borgmesteren i Helsingør, Benedikte Kiær (K), til TV 2 LORRY.

Og samme melding lyder fra blandt andre Frederiksberg borgmester, Simon Aggesen (K).

Efterskoleelever får lov til at blive i skole trods nye restriktioner

Trods nye restriktioner kan efterskoleelever blive på skolen. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Ritzau. Fra på onsdag skal skoleelever fra 5. klasse og opefter i 38 kommuner have digital undervisning. Efterskolerne i kommunerne er dog ikke omfattet af nedlukningen.

Professor mener, at det er realistisk at nye tiltag knækker kurven

Ifølge Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er de nye restriktioner den rette vej at gå. Det siger han til Fyens Stiftstidende.

– Jeg tror derfor, der er en realistisk chance for, at man med de øgede restriktioner faktisk kan knække kurven. Det handler om at få afbrudt så mange smitteveje som overhovedet muligt, og det gør man jo netop ved at gribe ind der, hvor der er mange mennesker samlet.

Julearrangementer for udsatte undtages forsamlingsloft

Der indføres undtagelser for forsamlingsforbuddet på 10 personer på socialområdet, skriver Social– og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Arrangementerne må afvikles med op til 50 personer.

Det drejer sig om julearrangementer 24. og 31 december på sociale plejehjem og plejehjem samt arrangementer for hjemløse og udsatte ensomme mennesker i perioden 20. december til og med 25. december.

Tivoli drøfter corona på ekstra bestyrelsesmøde

Restriktioner, som mandag er blevet præsenteret af myndighederne, forventes at ramme Tivoli i København. Forlystelsesparken afventer dog stadig at finde ud af hvordan.

- Tivoli afventer at se de endelige formuleringer i bekendtgørelsen og et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag aften. Herefter kommer Tivoli med en udmelding i løbet af tirsdagen, lyder det i en udtalelse.

Lægemiddelstyrelsen: Mundbind gælder også i 2021

Selvom en vaccine mod coronavirus nærmer sig, så betyder det ikke, at man kan droppe håndsprit og afstand med det samme.

Det minder Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, om på Twitter.

- Vi skal stadig huske mundbind, håndhygiejne, afstand og så videre - også i en rum tid ind i 2021, skriver han. 

Ni har mistet livet med corona det seneste døgn

Udover de 2046 nye smittede, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste på dagens pressemøde, har ni personer mistet livet med coronavirus det seneste døgn.

Det viser Statens Serum Instituts daglige opdatering.

Antallet af indlagte stiger med 26 til 328, mens der har været 64 nye indlæggelser. Forskellen skyldes, at patienter også bliver udskrevet eller mister livet.

DIF: Restriktioner har fysiske og mentale konsekvenser

De nye restriktioner, der skal standse spredningen af smitte med coronavirus, rammer også idrætten.

- Jeg håber inderligt, at smittetallene med de nye tiltag kommer til at falde, så restriktionerne også på idrætsområdet igen kan lempe, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund, i en pressemeddelelse.

- For den fysiske aktivitet kommer til at falde markant nu, og det får både nogle fysiske og mentale konsekvenser, som bekymrer mig dybt.