Realitydeltager blev smidt ud for vold – nu hyldes han med nominering for 'Årets mandlige deltager'
Realitydeltageren Türker Alici er blevet nomineret til en Reality Award for sin deltagelse i 'Paradise Hotel'.
I foråret løb en scene over skærmen i realityprogrammet 'Paradise Hotel', hvor deltageren Türker Alici bliver vred på den kvindelige deltager Sarah Dohn. De skændes voldsomt, og Türker Alici kaster en vandflaske i hovedet på hende.
Produktionen valgte at smide Türker Alici ud af luksushotellet i Mexico for optrinnet.
Men nu er episoden igen vakt til live.
Det skyldes, at Türker Alici er blevet nomineret til en Reality Award som 'Årets bedste mandlige deltager'. Nomineringen skyldes hans deltagelse i netop 'Paradise Hotel'.
Men det er faldet flere for brystet.
For hvordan kan man blive smidt ud for vold for derefter at blive fremhævet som en af de bedste deltagere?
I Danmark præmierer vi vold mod kvinder
Den svenske journalist og influencer Johanna Bladh har delt et klip fra 'Paradise Hotel' på sin instagramprofil med flaskekastet sammen med hashtagget #vadvisarni (hvad viser I, red.)
Hun har startet en debat om krænkende indhold i realityprogrammer ved at dele klip, hvor mandlige deltagere overfalder og nedværdiger kvinder verbalt og fysisk.
I slutningen af denne video kan man se episoden, der førte til, at Türker Alici blev smidt ud af programmet.
- Det er et venligt initiativ fra starten, der handler om at minde streamingtjenesterne om, hvad de viser, siger Johanna Bladh til svenske Expressen.
- Publikum bekymrer sig om, at der faktisk er kvindefjendsk indhold på platformene, fortsætter hun.
Debatten har allerede ført til, at Discovery Networks Sverige har fjernet første sæson af det danske realityprogram 'Ex on the beach' fra deres platform. Det skal nu gennemgås med en tættekam.
Den danske radiovært Iben Maria Zeuthen har også på sin Instagram delt sin forundring over, at Türker Alici har fortjent en nominering.
- I Danmark præmierer vi åbenbart vold mod kvinder, skriver hun.
Også kvinden, som det hele gik ud over, Sarah Dohn, er vred over nomineringen.
- Nu står han til at blive hyldet for sin deltagelse, hvor han egentlig blev smidt ud for at være voldelig, siger hun til Se og Hør.
En modstandsdygtig branche
Kenneth Reinicke, der er lektor ved Roskilde Universitet og kønsforsker, kan godt forstå kritikken og forargelsen over nomineringen af Türker Alici.
Han ser nomineringen som et udtryk for, at debatten om sexisme og krænkelser i mange forskellige brancher de seneste måneder er gået udenom realityverdenen.
Hvis samme sag var kommet frem i en hvilken som helst anden branche, ville gerningsmanden blive marginaliseret og taget kraftigt afstand fra. Men ikke i realitybranchen.
- Der er de ret modstandsdygtige, og tidens strømninger ryger udenom den verden, siger han.
Han betegner realitybranchen som et helle, der kan blive ved med at reproducere kønsstereotyper.
- Der er nogle traditionelle stereotyper, der bliver fejret og æret. Det er den muskuløse, pumpede tatoverede krop, og kvinderne har kunstige bryster og er lidt bimbotyper, siger han.
Han tror dog sagtens, at MeToo-debatten kan få fat i denne branche også, hvis der bliver skabt en debat om indholdet.
En bærende karakter
Türker Alici er ked af episoden. Han undskyldte for sin opførsel i foråret, og nu gør han det igen.
- Jeg har aldrig flovet mig mere i mit liv end den episode. Og den vil højst sandsynlig jagte mig resten af livet, skriver han på Instagram.
Her fortæller han også, at han og Sarah Dohn har et fint forhold i dag.
I marts 2020 afviste Sarah Dohn i et interview med Ekstra Bladet, at der var tale om en voldshandling.
Kit Nielsen, der er ansvarlig for Reality Awards, skriver til TV 2, at man på baggrund af det interview, og at der ikke har været en anmeldelse for vold og derfor ikke noget retsligt efterspil, at juryen ikke var i den tro, at episoden havde nogen vægt.
Reality Awards har endnu ikke hørt direkte fra Sarah Dohn, men vil tage kontakt til hende for at få klarlagt, om hun nu oplever episoden som en voldsepisode. Derefter vil juryen tage nomineringen op til fornyet overvejelse.
Reality Awards bliver afholdt 15. januar.