Nyheder

Nye luftfotos viser verdens største isbjerg på uheldig kurs

Isbjerget knækkede af i 2017 ved Antarktis og er nu bare 200 kilometer fra at støde på land igen. Det kan få store konsekvenser, hvis det sker.

Verdens største isbjerg driver rundt i det sydlige Atlanterhav.

Nye billeder taget fra et fly viser det imponerende isbjerg, der er 4200 kvadratkilometer stort. Det svarer til halvanden gang Fyns størrelse.

Det er British Forces South Atlantic Islands (BFSAI), der har sendt et fly ud for at fotografere isbjerget.

- Ved hjælp af satellitsporing kan A400M (flyet red.) komme under vejret og tættere på isbjerget og indsamle mere detaljerede observationer, siger Michael Wilkinson, der er leder af indsatsen, i et facebookopslag.

- Jeg ved, at jeg taler på vegne af alle involverede, når jeg siger, at det her er en unik og uforglemmelig opgave at være involveret i, siger han.

Billederne skal nu analyseres for at forstå, hvordan bjerget måske vil opføre sig i de kommende uger og måneder.

Har kurs mod land

Det spændende bliver, om isbjerget støder på grund. Lige nu er det 200 kilometer fra Sydgeorgien, som er en ø i det sydlige Atlanterhav, der hører til Storbritannien.

Øen er 167 kilometer lang og 1,4 - 37 kilometer bred. Øen har ingen mennesker som permanente beboere. Til gengæld er den hjemsted for kolonier af sæler og pingviner.

Og støder isbjerget på grund i det lave vand rundt om øen, kan det få betydelige konsekvenser for dyrelivet. Det kan udgøre en alvorlig trussel mod et enormt yngleområde, fordi dyrenes normale foderruter kan blive blokeret og dermed gribe forstyrrende ind i øens skrøbelige økosystem.

Da isbjerget rev sig løs sig i juli måned for mere end tre år siden, lå det længe som en stort set ubevægelig kolos. Men med tiden har kraftige strømme og vinde ført isbjerget nordpå i retning mod Atlanterhavet i et territorium, som er blevet kaldt en slags isbjergenes kirkegård.

Isbjerge så store er under konstant satellitovervågning, fordi de udgør en risiko for skibsfarten.