Samfund

33 store personligheder vi mistede i 2020

Læs om nogle af de store personligheder, der gik bort i 2020.

Simone Kirstine Hansen (https://shared.tv2.dk/profil/simone-vrangbak-hansen), Nanna Nagy (https://nyheder.tv2.dk/profil/nanna-nagy), fotos fra Ritzau/Scanpix (https://nyheder.tv2.dk/profil/nanna-nagy)

2020 var året, hvor vi mistede hele Danmarks komponist, verdens første James Bond, en ikonisk forsanger og en sand basketball-legende.

Her kan du læse om nogle af de kendte, vi tog afsked med.

John Le Carre.
John Le Carre. Foto: TV 2

John le Carré, 89 år

Forfatter, døde 13. december.

John le Carré blev om nogen synonym med bøger om den kolde krig og spionfagets mørkelagte hemmeligheder.

Hans gennembrud kom med 'Spionen, der kom ind fra kulden' fra 1963, som hans forfatterkollega Graham Greene kaldte ”den bedste spionhistorie, jeg nogensinde har læst”.

Den danske instruktør Susanne Bier kastede sig over 'Natportieren' som serie. En serie der var baseret på en bog af le Carré fra 1993, og den kredsede om temaer, der var velkendt for forfatteren, der selv havde erfaring fra den britiske efterretningstjeneste.

Paolo Rossi.
Paolo Rossi. Foto: TV 2

Paolo Rossi, 64 år

Fodboldspiller, døde 10. december.

Paolo Rossi var et italiensk fodboldkoryfæ og VM-vinder i 1982.

Rossi blev med seks mål topscorer ved VM i 1982, hvor han også blev kåret til turneringens bedste spiller. Senere samme år blev han kåret som Europas bedste.

Rossi nåede at repræsentere en række italienske klubber - heriblandt Juventus, Como, Vicenza, Milan, Perugia og Hellas Verona - før han trak sig tilbage i 1987.

Han blev i sæsonen 1977-78 topscorer i Serie A med 24 mål, vandt Europa Cuppen for pokalvindere i 1984, mesterholdenes turnering (nu kaldet Champions League, red.) med Juventus i 1985 og to italienske mesterskaber i 1982 og 1984.

Klaus Pagh.
Klaus Pagh. Foto: Scanpix

Klaus Pagh, 85 år

Skuespiller og teaterdirektør, døde 8. december.

Klaus Pagh brød igennem som 20-årig i filmen 'Ung Leg' fra 1956. De følgende år blev han dyrket som idol og kendt som "den danske James Dean". Han spillede med i en række danske film, blandt andet i rollen som Holger Schwanenkopf i 'Soldaterkammerater'-filmene fra 1958 til 1962.

Siden gjorde han sig især inden for teater og revy.

Som direktør for ABC Teatret og Aveny Teatret fik han i 1970'erne og 1980'erne stor succes med flere farcer, lystspil og revyer med navne som Dirch Passer, Preben Kaas, Jørgen Ryg og Lisbet Dahl.

Diego Maradona.
Diego Maradona. Foto: Scanpix

Diego Maradona, 60 år

Fodboldspiller, døde 25. november.

Diego Maradona voksede under fattige kår i Buenos Aires, men viste allerede fra barnsben et stort talent for fodbold.

Han startede sin fodboldkarriere som 15-årig, og i 1982 kom han til Barcelona, indtil han til alles store overraskelse skiftede til den fattige italienske by Napoli to år senere.

Men gadedrengen Maradona forstod og elskede Napoli. I løbet af sin karriere var han med til at vinde to italienske mesterskaber i 1987 og 1990, og han fik noget nær gudestatus i byen.

Også i hjemlandet var han elsket, da han var med til at sikre Argentina VM-guld i 1986. Her blev VM-kvartfinalen mod England især husket for, at Maradona brugte hånden til at score et mål med - uden at dommeren så det. En hånd som Maradona selv kækt døbte ”Guds hånd”.

Den sidste del af hans karriere var dog præget af et heftigt stofmisbrug, der blev understøttet af hans tætte forbindelse med Comorra-mafiaen, og i både 1991 og 1994 fik han to gange karantæne fra fodbolden på grund af doping.

Han sluttede sin karriere af som fodboldtræner, og i 2000 tildelte FIFA Maradona prisen som århundredets bedste spiller sammen med Pelé.

Diego Maradonas helbred led de sidste år af hans kokainmisbrug. Han døde som følge af et hjerteanfald.

Michael Bundesen.
Michael Bundesen. Foto: Scanpix

Michael Bundesen, 71 år

Forsanger i Shu-bi-dua, døde 9. november.

Michael Bundesen startede sin karriere som radiovært på Danmarks Radio, hvor han mødte Michael Hardinger.

Sammen startede de bandet Shu-bi-dua og fik deres første hit med sangen 'Fed Rock' i 1973. Den blev fulgt op af hits som 'Vuffeli-vov', 'Den røde tråd' og 'Danmark' op igennem 70'erne. De blev fast inventar ved skolekoncerter, sommerfester og festivaler op gennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne.

Bundesen forlod for en stund bandet for at blive programchef i 1984, men vendte tilbage i 1987, hvor de igen fik succes med nye hits som 'Sexchikane' og 'Familien kom til kaffe'.

Det blev enden på Shu-bi-dua og en lang musikkarriere, da bandets frontfigur, Michael Bundesen, blev ramt af alvorlig sygdom.

I maj 2011 blev han med kort tids mellemrum ramt af to blodpropper i hjernen, som medførte lammelser i venstre side af hans krop.

Da havde han sunget om sexchikane, hvalen Valborg og en vuffelivov i knap 40 år.

To år senere var Michael Bundesen på en scene for sidste gang. Det skete ved Danish Music Awards i 2013, hvor Shu-bi-dua med en bevæget Michael Bundesen i kørestol modtog æresprisen.

Han efterlader sig tre voksne børn.

Sean Connery.
Sean Connery. Foto: Scanpix

Sean Connery, 90 år

Skuespiller, døde 31. oktober.

Sean Connery er nok mest kendt for at have været den første, der spillede den fiktive britiske karakter James Bond. Den rolle havde han i syv film fra 1962 til 1983.

Connery indtog rollen som den charmende agent første gang i filmen 'Dr. No.' Herefter medvirkede han i nogle af de mest kendte Bond-film som 'From Russia With Love', 'Goldfinger' og 'Diamonds are forever'. Han medvirkede i sin sidste James Bond-film i 1983.

Sean Connery var dog også meget mere end James Bond.

I 1988 vandt han en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation i filmen 'The Untouchables' (De uovervindelige). Sean Connery spillede derudover også med i store film som 'Jagten på Røde Oktober', 'The Rock' og 'Indiana Jones og det sidste korstog'.

Gennem sine årtier i filmbranchen modtog Sean Connery også to BAFTA-priser og tre Golden Globes. Han blev i 1999 kåret til århundredets mest sexede mand efter en rundspørge blandt kvinder.

Og året efter blev Sean Connery slået til ridder af dronning Elizabeth for sin betydning for britisk film.

Sean Connery indspillede sin sidste Hollywood-film, 'Det hemmelighedsfulde selskab', i 2003.

Ebbe Skovdahl.
Ebbe Skovdahl. Foto: Scanpix

Ebbe Skovdahl, 75 år

Fodboldtræner, døde 23. oktober.

Ebbe Skovdahl startede sin karriere som fodboldspiller i start 70'erne og begyndte i 1971, som spiller hos Brøndby IF, hvor han nåede at spille over 80 kampe.

Han huskes dog først og fremmest som fodboldtræner for selvsamme klub, som han ad tre omgange stod i spidsen i 1980'erne og 90'erne. Her var han med til at sikre klubben fire danske mesterskaber samt tre pokaltitler, og han førte holdet til flere meritterende sejre i Europa.

Dermed blev Ebbe Skovdahl den mest vindene træner i Brøndbys historie ,og i 2017 indviede Brøndby IF Ebbe Skovdahl Fan Loungen på Brøndby Stadion som en hyldest til træneren.

Ebbe Skovdahl sluttede sin trænerkarriere hos BK FREM i 2006.

Eddie van Halen.
Eddie van Halen. Foto: Scanpix

Eddie van Halen, 65 år

Guitarist, kendt fra rockbandet Van Halen, døde 6. oktober.

Den hollandske guitarist dannede i 1975 bandet Van Halen med sin bror og to andre bandmedlemmer. Stilen var hard rock heavy metal og glam metal, og bandets største hit 'Jump' udkom i 1984.

Men faktisk nåede 13 af deres sange Billboard Mainstream Rock Chart-hitlisten og i 2007 blev bandet optaget i rockens Hall of Fame.

Eddie Van Halen døde efter længere tids kræftsygdom.

Ruth Bader Ginsburg.
Ruth Bader Ginsburg. Foto: Scanpix

Ruth Bader Ginsburg, 87 år

Amerikansk højesteretsdommer, døde 18. september.

Ruth Bader Ginsburg blev udnævnt til USA's højesteret i 1993. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til lidt af et ikon for liberale i USA.

Hendes helt store kamp var for det såkaldte 'Equal Rights Amendment', en tilføjelse til den amerikanske forfatning, der ville garantere, at man ikke i nogen sammenhæng må diskriminere baseret på køn. Den ville have nogenlunde samme effekt som lignende tilføjelser har haft det med hensyn til race.

Kampen om den lov rasede for alvor i 1970'erne, hvor Ginsburg som yngre jurist markerede sig, og hun fortsatte kampen for at få det vedtaget igennem hele sin karriere. En kamp der blev foreviget i den stjernebesatte film 'On the Basis of sex' fra 2018.

Det er dog endnu ikke lykkedes at få loven vedtaget.

Sonia Sander.
Sonia Sander. Foto: Scanpix

Sonia Maria Sander, 61 år

Barneskuespiller, døde 13. september.

Sonia Maria Sander havde en utrolig kort, men til gengæld ekstremt effektfuld karriere som skuespiller.

Hun blev landskendt som den rapkæftede og charmerende Sonia i DR 1's hitserie 'Sonia fra Saxogade' fra 1968. Serien var ifølge Sonia Maria Sander mere eller mindre skrevet om hendes eget barndomsliv af instruktør Jytte Hauch-Fausbøll, hvis datter var veninde med Sonia.

Faktisk var der kun fire afsnit i serien, men den 9-årige pige gjorde et uudsletteligt indtryk på danskerne. Sonia Maria Sander gik aldrig tilbage til skuespiller igen, men arbejdede som sygehjælper og socialrådgiver livet igennem.

Diana Rigg.
Diana Rigg. Foto: Scanpix

Diana Rigg, 82 år

Skuespillerinden, døde 10. september.

Den britiske skuespillerinde fik sit gennembrud i den originale 'The Avengers'-serie fra 1965, som den hemmelige agent Emma Peel.

I 1969 spillede hun Tracy i Bondfilmen 'On Her Majesty's Secret Service', hvor hun som den eneste Bond-babe nogensinde blev gift med James Bond i filmen. Ved siden af film og tv havde Diana Rigg også en lang og glorværdig karriere på de britiske teaterscener.

Hun er blev nomineret til et hav af prestigefyldte priser op igennem sin karriere og har blandt andet vundet en Tony, Emmy og BAFTA-pris.

En af de sidste roller, hun spillede inden sin død, var Olenna Tyrell i succes-serien 'Game of Thrones'. Diana Rigg døde efter længere tids kræftforløb.

Chadwick Boseman.
Chadwick Boseman. Foto: Scanpix

Chadwick Boseman, 43 år

Amerikansk skuespiller og producer, døde 28. august.

Chadwick Boseman er mest kendt for sin hovedrolle i superheltefilmen 'Black Panther', der udkom i 2018.

Med filmen blev Boseman den første sorte skuespiller til at få sin egen film med en sort superhelt i hovedrollen i Marvel Studios populære superhelteunivers.

Filmen, der foregår i det fiktive afrikanske kongerige Wakanda blev mødt af nærmest universel ros fra både filmanmeldere og publikum.

Filmen er til dato den 12. mest indtjenende nogensinde målt på billetsalg.

I starten af sin karriere havde Chadwick Boseman også hovedrollen i flere film om forskellige afroamerikanske ikoner.

Blandt andet spillede han rollen som den første afroamerikanske baseballspiller Jackie Robinson i filmen '42'. Han spillede også musikeren James Brown i filmen 'Get on Up'.

Boseman skulle også have spillet med i efterfølgeren til 'Black Panther', der er sat til at udkomme i 2022.

Han døde efter at have haft tyktarmskræft i fire år.

Ulla Pia.
Ulla Pia. Foto: Scanpix

Ulla Pia, 75 år

Sangerinde, døde 22. august.

Ulla Pia begyndte sin karriere som korsanger, men sprang allerede i en ung alder ud som soloartist indenfor slagermusikken og dansk pop. Hun fik sit store gennembrud som bare 21-årig, da hun vandt det danske melodigrandprix i 1966 med sangen 'Stop, mens legen er go''.

Allerede to år senere fik hun sit første hit på dansktoppen med nummeret 'Sommeren der hændte' fra 1968. Hun fortsatte med at udgive hits op gennem 60'erne og 70'erne og er i dag især kendt for numrene 'Flower Power Tøj' og 'Karina' fra henholdsvis 1969 og 1971.

Ulla Pia droslede ned for sangkarrieren i slutningen af 70'erne. Hun døde efter nogle måneders alvorlig kræftsygdom og efterlod sig datteren Karina og børnebørn.

Bent Fabricius-Bjerre.
Bent Fabricius-Bjerre. Foto: Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre, 95 år

Komponist og pianist, døde 28. juli.

Bent Fabricius-Bjerre blev født 7. december 1924 på Frederiksberg. Han var i adskillige årtier en af Danmarks mest kendte og populære musikere.

Som 26-årig stiftede han sit eget grammofonselskab Metronome Records. Records, fordi det lød mere internationalt end grammofonpladeselskab, og planen var at indtage verden. Det lykkedes ret godt, og inden Bent Fabricius-Bjerre solgte Metronome i slutningen af 1990’erne, dækkede selskabet både over film, biografer, video og tv.

Bent Fabricius-Bjerre slog for alvor sit navn fast i 1962 med singlen 'Alley Cat', som han vandt en amerikansk grammy for. Sangen opnåede en syvendeplads på Billboard top 100.

Han er også kendt for at lave intromelodierne til blandt andet 'Matador' og 'Olsen Banden'. Desuden har han stået bag musik til en række ballet-, musical- og teaterstykker gennem årene.

Bent Fabricus-Bjerre var aktiv til det sidste. i 2017 modtog han en ærespris i den franske by Cannes.

Bent Fabricius-Bjerre blev født i 1924 på Frederiksberg. Han blev uddannet pianist fra Det Kongelige Musikkonservatorium i 1946. I 1996 blev han slået til Ridder af Dannebrog. Privat nåede Bent Fabricius-Bjerre at være gift tre gange og var gift med Camilla Arndt ved sin død.

Lone Dybkjær.
Lone Dybkjær. Foto: Scanpix

Lone Dybkjær, 80 år

Tidligere miljøminister og medlem af Europa-Parlamentet, døde 21. juli.

Lone Dybkjær var uddannet civilingeniør, men var i flere omgange medlem af Folketinget for Radikale Venstre - 1973 til 1977, 1979 til 1994 og igen fra 2005 til 2011.

Fra 1988-1990 var hun miljøminister i Poul Schlüters (K) regering, og fra 1994-2004 var hun medlem af Europa-Parlamentet.

I 1994 blev hun gift med Poul Nyrup Rasmussen. Kort tid efter hendes farvel til politik mistede hun sin ældste datter, der i mange år havde lidt af sklerose.

Lone Dybkjær var i flere år syg med kræft inden sin død.

Ennio Morricone.
Ennio Morricone. Foto: Scanpix

Ennio Morricone, 91 år

Filmkomponist, døde 6. juli.

Allerede som barn havde Ennio Morricone et tydeligt talent for musikken, og som bare 12-årig kom han på musikkonservatoriet i 1940.

Han begyndte sin karriere med at skrive popsange og musik til teaterstykker og radioprogrammer, men i starten af 1960'erne begyndte han at komponere filmmusik, og det var især det, han blev kendt for.

Ennio Morricone stod blandt andet bad melodien til Dollars-trilogien, men skrev sig for alvor ind i filmhistorien med musikken til en række spaghettiwesternfilm som 'A Fistful of Dollars', 'The Good, the Bad and the Ugly' og 'Once Upon a Time in the West' - sidstnævnte indeholdt en 13 minutter lang åbningsscene med musik komponeret af Morricone.

Morricone nåede at lave musik til over 500 film i alle genre og nåede at modtage både Oscar-, Golden Globe- og BAFTA-priser for sin musik.

Han stod også bag musikken til Quentin Tarantino-filmen 'The Hateful Eight' fra 2015, som modtog en Oscar for musikken.

Ashley Cooper.
Ashley Cooper. Foto: Scanpix

Ashley Cooper, 83 år

Tennisspiller, døde 22. maj.

Ashley Cooper, der var blandt de bedste tennisspillere i sin tid, vandt fire grand slam-turneringer i herresingle i sin karriere - tre af dem i samme år. Det har kun ti andre tennisspillere opnået i karrieren.

Også i double havde Cooper stor succes og vandt fire grand slam-turneringer.

Med Malcolm Anderson ved sin side til French Open i 1957 kunne han tage trofæet med hjem til Australien. Siden vandt han sammen med Neale Fraser US Open, Australian Open og French Open.

Little Richard.
Little Richard. Foto: Scanpix

Little Richard, 87 år

Amerikansk sanger og pianist, døde 9. maj.

Little Richard var blandt andet kendt for sin flamboyante stil og hæse sangstemme.

Allerede som helt ung blev han påvirket af musikken i kirken i byen Macon i staten Georgia, hvor han voksede op og sang i kor. Hans far støttede dog ikke op om sønnens spirende musikalske talent - og heller ikke den flamboyante stil, som den unge mand allerede tidligt begyndte at dyrke.

Faderen anklagede sønnen for at at være homoseksuel, fordi han at låne morens makeup og tøj. Det var ikke foreneligt med en familie bestående af prædikanter, og i sine tidlige teenageår blev musikeren derfor smidt ud hjemmefra. 'Lil' Richard', som familien havde kaldt ham, voksede i stedet op hos en plejefamilie.

Som 15-årig tog han for alvor kunstnernavnet Little Richard til sig.

Igennem sin karriere var Little Richard en pioner indenfor rock and roll-musikken, og fra karrierens start i 1950'erne formåede han at sætte sit helt eget præg på genren. Blandt hans største hits var 'Tutti frutti', 'Good golly miss Molly' og 'Long tall Sally'.

Hans udgivelser opnåede flere topti placeringer på de amerikanske hitlister. Men hans eftermæle tæller også, at han har været en direkte musikalsk inspirationskilde for flere andre store stjerner, herunder The Beatles, The Rolling Stones og Prince.

Yahya Hassan.
Yahya Hassan. Foto: Scanpix

Yahya Hassan, 24 år

Digter, døde 29. april.

Yahya Hassan nåede at udgive to roste digtsamlinger i sit liv.

Den første, 'Yahya Hassan' fra oktober 2013, blev den bedst sælgende debutdigtsamling med 120.000 solgte eksemplarer.

I 2019 udgav Yahya Hassan sin anden digtsamling, der også blev kritikerrost.

Yahya Hassan blev født 19. maj 1995 i Aarhus V af palæstinensiske forældre, der blev skilt, da han var syv år. Som 13-årig blev han fjernet fra hjemmet og anbragt på institution.

Yahya Hassan modtog i de senere år en række domme for blandt andet tyveri, hæleri og for at have skudt en 17-årig mand i foden, og han blev også indlagt på psykiatrisk hospital.

Digtene i Hassans udgivelser kredser om hans opvækst, indvandrermiljøet, vold, overfald, om at sidde i fængsel, om stoffer og om psykisk sygdom.

Maj Sjöwall.
Maj Sjöwall. Foto: Scanpix

Maj Sjöwall, 84 år

Svensk forfatter, døde 29. april.

I 1965 udgav Maj Sjöwall sin første bog sammen med sin kæreste Per Wahlöö. Bogen hed 'Roseanna' og blev den første af en lang række samfundskritiske kriminalromaner om politikommisæren Martin Beck.

Fortællingen om Beck blev populær, og over de næste tyve år udgang Sjöwall og Wahlöö ti bøger om politimanden, der endte med at blive oversat til over 40 sprog. Parret udgav deres sidste bog i 1975, og samme år døde Per Wahlöö.

Bøgerne blevet filmatiseret flere gange med både Gösta Ekman og Peter Haber i rollen som Beck. Maj Sjöwall har sågar haft små roller i enkelte af afsnittene med Gösta Ekman.

Cecil Bødker.
Cecil Bødker. Foto: Scanpix

Cecil Bødker, 93 år

Børnebogsforfatter, døde 19. april.

Cecil Bødker er forfatter og blandt andet kendt for sine 14 børnebøger om den forældreløse dreng Silas.

Med bøgerne om Silas, hvoraf den første bog 'Silas og den sorte hoppe' udkom i 1967, gjorde hun sig bemærket ved at skildre barnet som et selvstændigt individ.

Hun er desuden den eneste danske forfatter, der har modtaget den internationale børnebogspris H.C. Andersen-medaljen, der regnes for en af de fornemmeste priser inden for børnelitteratur.

Hun har derudover vundet De Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris. I 1999 stiftede hun sin egen børnelitterære pris, Silas Prisen, som uddeles hvert andet år.

Cecil Bødker voksede op i Fredericia og fulgte i sin fars fodspor og uddannede sig til sølvsmed. Men Cecil Bødker havde ikke sølv, men ord der kriblede i fingrene for at komme ned på papir.

Albert Uderzo.
Albert Uderzo. Foto: Scanpix

Albert Uderzo, 92 år

Tegneren bag de populære Asterix-tegneserier, døde 24. marts.

Franske Albert Uderzo var med til at skabe 38 fortællinger om gallerkrigeren Asterix, hans tro følgesvend Obelix og deres kamp mod den romerske besættelsesmagt - godt hjulpet på vej af hemmelig trylledrik.

Tegneserien udkom første gang i 1959 og er senere blevet oversat til mere end 100 sprog.

Oprindeligt stod Albert Uderzo for tegninger, mens forfatter René Goscinny stod for teksterne, men efter Goscinnys død stod Uderzo både for tekst og billeder.

Uderzo døde efter et hjerteanfald.

Kenny Rogers.
Kenny Rogers. Foto: Scanpix

Kenny Rogers, 81 år

Amerikansk countrysanger, døde 20. marts.

Kenny Rogers fik sit musikalske gennembrud i 1958 med singlen 'That crazy feeling'. Han nåede at modtage to Grammy-priser i løbet af karrieren. Den første fik han i 1977 for sangen 'Lucille', den anden fik han allerede året efter for hittet 'The Gambler'.

Skønt den ikke vandt nogen Grammy, blev nummeret 'Islands in the Stream' fra 1983 også et af Rogers største hit - en sang han lavede med en anden countrykoryfæ, Dolly Parton.

Kenny Rogers solgte over 100 millioner album, og i 2018 blev nummeret 'The Gambler' optaget på The National Recording Registry of the Library of Congress som amerikansk kulturarv.

Karen Thisted.
Karen Thisted. Foto: Scanpix

Karen Thisted, 73 år

Dansk journalist og forfatter, døde 16. marts.

Karen Thisted var som redaktør med til at starte nogle af dansk tv's helt store sværvægtere op, nemlig 'Eleva2ren' og 'Go' morgen Danmark', der havde premiere i henholdsvis 1988 og 1996.

Hun nåede også at være redaktionschef på både Ekstra Bladet og TV 2 Nyhederne og var i år medvært på det populære radioprogram 'Den løse kanon' med Huxi Bach. Samtidig var hun forfatter på en række biografier og interviewbøger med blandt andre Erik Balling, Johannes Møllehave og Benny Andersen.

Året inden sin død udgav hun bogen 'Bryster skal hoppe, når man hikker' sammen med Hella Joof.

Max von Sydow.
Max von Sydow. Foto: Scanpix

Max von Sydow, 90 år

Svensk skuespiller, døde 8. marts.

Max von Sydow var kendt for filmklassikere i både Skandinavien og Hollywood, blandt andet Ingmar Bergman-filmen 'Det syvende sejl' og kultgyseren 'Eksorcisten'.

I 1973 spillede han skurken Blofeld i James Bond-filmen 'Never Say Never Again' - en rolle der måske lagde grunden for mange af hans fremtidige skurkeroller som blandt andet nazist og russer.

Herhjemme var han især kendt for rollen som Lassefar i den danske film 'Pelle Erobreren', der vandt en Oscar som fremmedsprogede film.

Selv i en sen alder fortsatte Max von Sydow med at være en populær skuespiller i Hollywood, hvor han i 2015 medvirkede i 'Star Wars: The Force Awakens' og i 2016 var med i 'Game of Thrones'.

Ole Michelsen.
Ole Michelsen. Foto: Scanpix

Ole Michelsen, 79 år

Tv-vært, døde 5. marts.

Som ganske ung tog Ole Michelsen til Frankrig, hvor han blandt andet var assistent for den franske filminstruktør Jean-Pierre Melvilles film 'Storgangsterens sidste kup' fra 1966.

Senere blev han freelancejournalist, og da han vendte tilbage til Danmark blev han ansat som vært på filmprogrammet 'Bogart' i 1985 på DR, hvor han anmeldte biografaktuelle film med alt fra en til fem hatte. Det job bestred han helt frem til 2002, hvor programmet lukkede.

I 2000 modtog han desuden DR's Sprogpris.

Efter Bogartkarrieren holdt Ole Michelsen en række foredrag og medvirkede i interviews, der blandt andet handlede om hans tidligere alkoholmisbrug, men også om sorgen over at miste først sin kone, da han var blot 30 år, og senere sin datter, modellen Trine Michelsen.

Jens Nygaard Knudsen.
Jens Nygaard Knudsen. Foto: Scanpix

Jens Nygaard Knudsen, 78 år

Manden bag Lego-manden, døde 22. februar.

Jens Nygaard Knudsen var blandt andet skaberen af den verdenskendte Lego-minifigur.

Lego-figuren blev skabt af Jens Nygaard Knudsen i 1970'erne, hvor han ifølge en biografi på Legos hjemmeside tegnede i alt 50 oplæg til, hvordan den karakteristiske plastikfigur med det gule hoved skulle se ud.

- Han var idéernes mand. Figuren blev til, fordi der skulle liv i husene. Dengang var Legos huse jo tomme, men så tegnede han altså den her mand, sagde hans kone Marianne Knudsen til TV 2 i forbindelse med hans død.

Det blev i øvrigt besluttet at gøre figuren gul, så hudfarven var racemæssigt neutral.

I 1978 tog Lego patent på figuren, der stadig befolker virksomhedens modeller. Dem designede Jens Nygaard Knudsen også flere af.

Han stod blandt andet bag Legos første elektriske togsystem og den originale rumserie, der blev kåret som årets legetøj i 1979.

Jens Bjerre.
Jens Bjerre. Foto: Scanpix

Jens Bjerre, 98 år

Opdagelsesrejsende, døde 17. februar.

Jens Bjerre var en dansk eventyrer, forfatter og filmmand. Han var opvokset i Skive og blev uddannet journalist ved dagblade i provinsen.

Under besættelsen var han aktiv i modstandsgruppen BOPA.

Han er blandt andet kendt for at deltage i ekspeditioner til Kalahariørkenen. Her var han den første til at filme San-folket.

Foruden ekspeditioner til Kalahariørkenen har han deltaget i kortlægningsekspeditioner til Ny Guinea for den australske regering.

Jens Bjerre har blandt andet boet med buskmænd og kannibaler. Og selvom det kan virke som en ubehagelig oplevelse, som de fleste mennesker vil forsøge at undgå, så var det ikke noget, der kunne ryste den danske eventyrer.

- Jeg er ikke bange for mennesker, for der findes altid noget i et menneske, og hvis du rammer det rigtigt, så har du ikke noget at være bange for, siger han til TV 2 i forbindelse med udgivelsen af bogen 'Globetrotter' i 2015, da han var 94 år.

Han blev desuden udnævnt som Ridder af Dannebrog.

Søren Spanning.
Søren Spanning. Foto: Scanpix

Søren Spanning, 68 år

Skuespiller, døde 12. februar.

Søren Spanning var et kendt ansigt både på de danske teaterscener og hjemme i de danske tv-stuer.

Op igennem det meste af 80'erne var han tilknyttet Det Kongelige Teater, hvor han spillede med i klassikere som 'En skærsommernatsdrøm', 'Købmanden fra Venedig' og 'Hamlet'.

På tv kunne man opleve ham i hitserier og julekalendere, såsom 'Taxa', 'Borgen' og 'Krummernes jul'.

I 1995 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog, og i 2004 var han hovedkraft bag dannelsen af Det Fri Teater. Men i 2014 gjorde en hjerneblødning Søren Spanning lam i venstre side, og det betød, at han måtte sidde i kørestol.

Søren Spanning efterlod sig sin hustru, skuespilleren Karen-Lise Mynster, og parrets tre børn Jasper, Line og Rosalinde, hvor sidstnævnte også har gjort karriere som skuespiller.

Kirk Douglas.
Kirk Douglas. Foto: Scanpix

Kirk Douglas, 103 år

Skuespiller, døde 6. februar.

Kirk Douglas' karriere begyndte dengang, film var i sort-hvid, og dengang film vitterligt skulle ses i biografen.

Han brød igennem i 1949 med filmen 'Champion', som han modtog en Oscar-nominering for. Det samme gjorde han for filmen 'Spartacus', der af mange regnes som en af hans største film.

Selvom han betragtes som en af de største skuespillere gennem tiderne, så lykkedes det aldrig for Kirk Douglas at vinde en såkaldt Oscar Performance, selvom han tre gange var nomineret som Bedste Mandlige Skuespiller.

Til gengæld modtog han i 1996 en æres-Oscar som anerkendelse for 50 år i filmbranchen.

Kirk Douglas nåede at indspille omkring 90 film, inden han i 2011 lagde skuespilkarrieren endeligt i graven.

Han var far til fire børn. Mest kendt er sønnen Michael Douglas, som også har fået en storslået filmkarriere og spillet med i film som 'Farligt begær' og 'Wall Street'.

Kobe Bryant.
Kobe Bryant. Foto: Scanpix

Kobe Bryant, 41 år

Basketballspiller, døde 26. januar.

Los Angeles Lakers-legenden Kobe Bryant døde efter en helikopterulykke, hvor ni andre også omkom. Blandt dem, var Kobe Bryants 13-årige datter Gianna Maria Onoro. Udover Gianna Maria Onoro var Kobe Bryant også far til døtrene Bianka, Natalia og Capri, som han har sammen med konen Vanessa Laine Bryant.

Kobe Bryant gik under kaldenavnet Black Mamba og stoppede sin aktive karriere i NBA i 2016. Han nåede at spille i verdens bedste basketball-liga i 20 år, hvor han blandt andet vandt mesterskabet fem gange og blev kåret som den mest værdifulde spiller en enkelt gang.

Den knap to meter høje basketballspiller repræsenterede udelukkende Los Angeles Lakers i sin karriere, hvor han markerede sig med ikke færre end 33.643 point, 7047 rebounds og 6306 assists. Han betragtes som en af de største sportspersonligheder nogensinde i Los Angeles.

På banen spillede Kobe Bryant positionen shooting guard, og indtil lørdag aften var han den tredjemest scorende spiller i NBA's historie. Men blev lige inden sin død overhalet af LeBron James og rangerede derefter som nummer fire på listen.

Terry Jones.
Terry Jones. Foto: Scanpix

Terry Jones, 77 år

Skuespiller, instruktør og komiker, døde 21. januar.

Hvis man vil forstå, hvor stor en rolle Terry Jones spillede for folk verden over, må man forstå, hvad Monty Python er.

Terry Jones var nemlig en del af den legendariske komikergruppe, der er kendt for sin grovkornede, vanvittige, upassende og alligevel kærlige humor.

Monty Python blev startet i slutningen 1960’erne af Terry Jones, Graham Chapman, John Cleese, Terry Gilliam, Eric Idle og Michael Palin.

Sekskløveret vakte hurtigt opsigt med deres eget tv-show 'Monty Python’s Flying Circus', som ifølge filmjournalist Christian Monggaard var ”en håndgranat af vanvid og anarki”.

Terry Jones spillede ofte midaldrende, skrappe kvinder i gruppens film og tv-shows. I 'Life of Brian' – der også er instrueret af Terry Jones – spiller han profeten Brians mor.

Gruppen blev verdenskendt og inspirerede mange komikere, der flirtede med det absurde i deres arbejde – noget som særligt Terry Jones var kendt for.

Tom Belsø.
Tom Belsø. Foto: Scanpix

Tom Belsø, 77 år

Racerkører, døde 11. januar 2020.

Tom Belsø var den første dansker i Formel 1.

Han fik først sin egentlige Formel 1-debut i 1974 i Sydafrikas Grand Prix. Han udgik dog allerede ved starten, da koblingen brændte af. Problemerne fortsatte, og Belsø kom kun til at køre ét Formel 1-løb mere: Sveriges Grand Prix samme år, hvor han fuldførte og sluttede som nummer otte.

Tom Belsø fortsatte endnu et par år som racerkører i lavere rækker. Efter han trak sig ud af sporten, fik han stor succes som producent af müsli.

I kavalkadeshowet 'De største øjeblikke', der sendes 30. december klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY, vil en række kendte danskere også blive mindet.