Forargede minkavlere giver ikke meget for 'politiske papnæser'

Beslutningen om at give sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en næse får en lunken modtagelse blandt minkavlerne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har fået en næse for sin håndtering af minksagen. Det er Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, der står bag den beslutning.

Det er rystende at bruge tid på en næse. Vi har brug for noget konstruktivt

Knud Jørgen Vest, minkavler

Næsen kommer efter, ministeren tirsdag har været indkaldt til to forskellige samråd om regeringens håndtering af minksagen. Næsen gives, fordi ministeren ikke straks orienterede covid-19-følgegruppen, da han blev oplyst om potentiel fare i forbindelse med minkmutationer.

Hos minkavlerne er beskeden om næsen dog ikke noget, der giver anledning til smil i en ellers svær tid.

Formand for Dansk Pelsavlerforening Tage Petersen er klar i mælet.

- Jeg synes, de skal tage at få afsluttet 'minkgate'. Så kan de give hinanden papnæser bagefter. Det bliver noget politisk fnidder, siger han.

Tage Pedersen mener, at politikerne bør fokusere på minkavlernes kompensation frem for at mundhugges.

- Der er mange ting, der er foregået helt forkert i den her sag. Men nu gælder det om at få det afsluttet. Minkavlerne trænger til at få det her på afstand. Det har været en ganske forfærdelig situation at være i. Der er ikke nogen, der har fået en krone, for alt det arbejde, der er blevet lavet med at slå minkbesætningerne ned, siger han.

Irrelevant med næse til minister

Minkavler Knud Jørgen Vest undrer sig også over, at politikerne har travlt med at pege fingre ad hinanden fremfor at fokusere på minkavlerne.

- Jeg kan godt frygte, at det kan tage mange måneder for dem at finde ud af, hvad vi skal have i kompensation. Det er rystende at bruge tid på en næse. Vi har brug for noget konstruktivt, siger han.

Et større samarbejde mellem regeringen og minkavlerne kunne ifølge minkavleren have resulteret i, at minkerhvervet i Danmark ikke havde stået i den situation, det gør.

- Med et penselstrøg har man kastet erhvervet væk. Det er uacceptabelt, siger han og fortsætter.

- Det er for mig irrelevant, at ministeren har fået en næse. Vi er landet i en situation, hvor vi intet har som erhverv. Vi er fuldstændig klædt af, og nu står man og snakker om næser i Folketinget.

Minkavler Knud Vest føler ikke, at han fik meget ud af samrådet. - Det er for mig irrelevant, at ministeren har fået en næse. Vi er landet i en situation, hvor vi intet har som erhverv, siger han.

Sundhedsordfører: Håndteringen er dybt kritisabel

Sundhedsordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund har i et interview med TV 2 NEWS uddybet begrundelsen for den næse, Magnus Heunicke nu har fået for manglende orientering af Folketinget.

- Konklusionen er, at vi bliver nødt til at udtrykke kritik for håndteringen af det her forløb. Det er uacceptabelt, når så væsentlig viden omkring forhold, der har alvorlig betydning for folkesundheden ikke bliver bragt videre til Folketinget og covid19-styregruppen, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) får en næse for sin håndtering af minksagen. Det fortæller Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til TV 2.

Næsen gives, fordi ministeren ikke straks orienterede covid-19-følgegruppen, da han blev oplyst om potentiel fare i forbindelse med minkmutationer. Der gik flere uger, før Folketingets øvrige sundhedsordførere blev orienteret.

Sundhedsministeren har torsdag været i to samråd om mutation blandt mink.