To behandlinger mod coronavirus, som er blevet kaldt lovende af læger og bliver brugt på danske hospitaler, har ingen eller meget lille effekt i forhold til at redde patienternes liv.
Det skriver Ritzau.
Lægemidlet Remdevisir har ingen effekt på dødelighed, og for binyrebarkhormon er effekten usikker - og hvis det har en effekt, er den meget lille.
Det konkluderer forskningsenheden Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet, som under coronaudbruddet har kortlagt alle forsøg med behandlinger af coronapatienter på hospitaler verden over.
- Det er desværre sådan, at vi nu kan konkludere, at der ikke er en evidensbaseret behandling af covid-19, siger Janus Christian Jakobsen, der leder projektet på Copenhagen Trial Unit.
- For Remdesivir kan vi afvise, at det har en effekt på dødeligheden. For binyrebarkhormon er vores konklusion, at det er usikkert, om der overhovedet er en effekt i forhold til dødelighed. Og hvis den er der, så er det en meget mindre effekt, end man tidligere havde troet – måske kun omkring ti procent, siger han til Ritzau.
Forskningsenheden har gennemgået 82 forsøg med behandlinger af coronapatienter. I september var forskningsenhedens delkonklusion mere positiv, men da var der kun gennemgået 29 forsøg.
Nu er der indløbet yderligere 53 studier, som har ført til en mere nedslående konklusion.