Nyheder

Her sidder kontakten til tågelygterne – og det kan koste dyrt, hvis du bruger dem forkert

Tæt tåge har lagt sig over flere landsdele lørdag morgen.

Opdatering: Artiklens overskrift er ændret, da den tidligere kunne give indtryk af, at man får en bøde for ikke at tænde tågelygterne i tåget vejr. Det kan koste en bøde, hvis man ikke overholder reglerne for korrekt lygteføring. Reglerne kan du finde nederst i artiklen.

En tæt tåge har lørdag morgen ramt landet, og derfor skal du være opmærksom på, om du skal tænde både baglygter og tågelygter på bilen.

Tågelygterne fortil lyser vejen bedre op, så du selv kan se bedre. Bagtågelygterne gør, at bagvedkørende bedre kan se dig.

Men hvor sidder kontakten, der tænder tågelygterne?

Det er forskelligt fra bil til bil, hvor kontakten til at tænde tågelygterne sidder. Den kan sidde på den store lyskontakt til venstre for rattet. Den kan også sidde på stilken til blinklyset, forklarer teknisk konsulent i FDM Yasser Abaiji.

Men når tågelygterne er tændt, vil et symbol lyse i instrumentbrættet.

Det grønne symbol viser, at tågelygterne fortil er tændt. Det røde symbol viser, at tågelygterne bagtil er tændt.
Symbolerne vil som oftest lyse i instrumentbrættet, når tågelygterne er tændt.

Forskel på nye og ældre biler

Hvert år på denne tid får FDM mange henvendelser fra bilister, der spørger til reglerne for lygter. Nogle biler har nemlig automatisk lyssensor, og andre har ikke. Og er det tåget, er det særlig farligt.

- Sidste år havde vi en del uheld, fordi mange biler, der ikke er udstyret med automatisk lyssensor, kørte uden baglys, siger Yasser Abaiji.

I alle biler, der er typegodkendt efter 30. juli 2016, er der krav om lyssensor, så bilen automatisk tænder lyset, når det bliver mørkt.

Dog skal føreren stadig være opmærksom i tung regn, tåge og sne, da lyssensoren ikke opfanger ændringen i sigtbarheden, hvis det er lyst.

Når du er ude af tågen, og der igen er normal sigtbarhed, skal du huske at slukke tågelygterne igen, så de bagvedkørende ikke fejlfortolker dine tågelygter som stoplygter eller bliver blændet af lyset.

Kan koste bøde

Når sigtbarheden er under en kilometer, er der tale om tåge, og tæt tåge er der tale om, når sigtbarheden er under 100 meter. Lørdag morgen var tågen usædvanlig tæt, og sigtbarheden var flere steder under 100 meter.

Og i sådan et vejr er det vigtigt at tænde tågelygterne. Først og fremmest på grund af trafiksikkerheden. Men det kan også koste dig dyrt, hvis du ikke har styr på lygterne.

Reglerne for tågelygter er:

  • I lygtetændingstiden (i mørke) må tågeforlygter kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør.
  • Uden for lygtetændingstiden må tågeforlys anvendes, selv om det ikke er tåget, men kun i stedet for almindeligt nær-/kørelys. Man må altså ikke køre med både tågelygter og nærlygter tændt, når det ikke er tåget.
  • Tågebaglygter må kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør.

Overtræder man reglerne, kan man få en bøde på 1000 kroner.