Nyheder

Dagens nyheder 22. november

LIGE NU

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Danskerklub sikrer sig mesterskabet i Norge

Den norske fodboldklub Bodø/Glimt sikrer sig mesterskabet med en 2-1-sejr over Strømsgodset med fem runder tilbage i Eliteserien. Den danske angrebsduo Kasper Junker og Philip Zinckernagel scorer Bodø/Glimts mål i sejren.

Over 300 anholdt under nye protester i Hviderusland

Politistyrker i den hviderussiske hovedstad, Minsk, tilbageholdt søndag over 300 demonstranter ved nye protester mod regimet under præsident Aleksandr Lukasjenko. Det oplyser menneskerettighedsgrupper i byen.

Ærøfærge skal bugseres i land efter røg i motorrummet

Ærøfærgen, ÆrøXpressen, har været nødt til at kaste anker syd for Strynø, efter der tidligere på aftenen blev udviklet røg i motorrummet. Det oplyser Søværnskommandoen til TV 2. Færgen venter nu på at blive bugseret i land. 

16-årig kitesurfer reddet af kajakroer

En 16-årig kitesurfer kom søndag eftermiddag i problemer ved dæmningen fra Bremdal til Struer. Heldigvis for ham kom 54-årige kajakroer ham til undsætning, indtil det lykkedes for Nordvestjyllands Brandvæsen at redde drengen i land. Det skriver TV MIDTVEST.

Mand mister livet i brand

En ældre mand har søndag mistet livet efter en brand i sit eget hjem i Sigersted nær Ringsted. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST. Politiet fik anmeldelsen klokken 16.19, da en person fra hjemmeplejen opdagede, at mandens hus var i brand, skriver mediet.

Saudi-Arabien vil have flere G20-topmøder

Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman foreslår, at der fremover bliver holdt to G20-topmøder om året, skriver nyhedsbureauet Reuters. Kronprinsen foreslår et digitalt møde omkring midten af året, og at det andet møde holdes fysisk mod slutningen af året.

Politi leder efter kitesurfer i nød

Nordvestjyllands Brandvæsen og Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med redningsaktion ved dæmningen mellem Bremdal og Struer. Det skriver TV MIDTVEST.  Politiet oplyser til tv-stationen, at en borger ringede ind og fortalte, at en kitesurfer i problemer ude på vandet. Der er sendt en helikopter i luften.

Joe Biden vil sætte navn på nye ministre søndag

USA's tiltrædende præsident, Joe Biden, vil tirsdag afsløre de første navne på de ministre, han har valgt til sin regering. Det siger Bidens kommende stabschef, Ron Klain, i et tv-interview søndag.

Motorvej helt åben igen efter uheld

Alle spor er helt åbne igen efter et uheld tidligere på søndagen lukkede et spor på E20 Vestmotorvejen i retning fra Halsskov mod Ringsted. 

Spor spærret på motorvej

Der er sket et uheld på E20 Vestmotorvejen i retning fra Halsskov mod Ringsted mellem Sorø og serviceanlæg Tuelsø. Det oplyser Vejdirektoratet. Det højre spor er spærret som følge af uheldet.

850 nye smittede med coronavirus herhjemme

Der er registreret i alt 850 nye, bekræftede tilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Tallet er det laveste siden 9. november. Antallet af indlagte med covid-19 stiger med 17 til i alt 254 personer. Heraf er 39 på intensiv og 22 i respirator. Der er registreret yderligere tre coronarelaterede dødsfald.

Kraftig brand i sejlbåd er slukket

Hovedstadens Beredskab oplyser på Twitter, at man har slukket en kraftig brand i en sejlbåd i Nordhavn i København. 

Melding om kraftig vind ved flere broer

Der er melding om kraftig vind ved Vejlefjordbroen på motorvej E45 samt ved Svendborgsundbroen på rute 9 mellem Spodsbjerg og Svendborg. Det oplyser Vejdirektoratet. Vinden forventes at aftage sidst på eftermiddagen.

To personer dræbt i skudepisode i Nebraska

To personer er dræbt og to andre såret i et skyderi lørdag aften lokal tid i byen Bellevue i den amerikanske delstat Nebraska. Det skriver CNN. En person, der er mistænkt for at stå bag skyderiet, er i politiets varetægt, forlyder det.

Mand overfaldet på gaden af tre unge røvere – fik slag i hovedet og frastjålet rygsæk

Tre unge mænd på henholdsvis 17, 18 og 20 år er anholdt for et gaderøveri i Sønderborg. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter. En 28-årig mand blev ifølge politiet overfaldet og slået tre gange i baghovedet og en gang i ansigtet. Desuden fik han frarøvet en rygsæk. De tre unge mænd fremstilles søndag i grundlovsforhør i sagen.

Løn til voksne skal få flere til at søge ind som social- og sundhedsassistent

Regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har indgået en trepartsaftale, der blandt andet skal gøre det mere attraktivt at søge ind som social- og sundhedsassistent. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Whistleblowerordning stemples som ubrugelig

Transparency International Danmark kritiserer den nye whistleblowerordning på statens område, som trådte i kraft i år. Det skriver DM Akademikerbladet. Ordningen, som skulle sikre at kritisable forhold i staten kommer frem, ligner en ren skrivebordsøvelse, der i bund og grund er ubrugelig, lyder kritikken blandt andet.

Mand dræbt af haj i Australien

En mand er blevet dræbt af en haj i den australske delstat Western Australia. Det skriver BBC. Hajangrebet skete ud for Cable Beach i den nordlige del af staten. Stranden er efterfølgende blevet lukket for offentligheden som følge af dødsulykken. I 2020 er der registreret i alt otte dødsfald i Australien som følge af hajangreb.

Passagerfærge trukket fri og slæbt i havn

Passagerfærgen 'Viking Grace', der lørdag gik på grund med mere end 400 personer ombord ved den finske øgruppe Åland ud for den svenske østkyst, er i løbet af natten blevet trukket fri af bugserbåde. Færgen befinder sig nu i havnen i Mariehamn, skriver Aftonbladet. Ingen passagerer er kommet noget til, og der er heller ikke sket alvorlig skade på skibet.

Socialdemokratiet undsiger Venstres finanslovsudspil om skattelettelser

Socialdemokratiet støtter ikke op om Venstres forslag om store skattelettelser i finansloven for 2021. Det siger Christian Rabjerg Madsen, der er finansordfører for Socialdemokratiet. Venstre har i sit finanslovsudspil for 2021 blandt andet ønsket skattelettelser for over to milliarder kroner.

- Det er nærmest en hån mod de mennesker, som på grund af corona har mistet deres arbejde, siger Christian Rabjerg Madsen.