Politik

Statsministeren præsenterer ændringer i regeringen

Ministeroverdragelse i Udenrigsministeriet.

Hvad sker der? Statsminister Mette Frederiksen har præsenteret Rasmus Prehn som ny fødevareminister, efter at Mogens Jensen onsdag trak sig som minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Gruppeformand Flemming Møller Mortensen bliver minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.

Klokken 17 er der overdragelse i Udenrigsministeriet.

- Nu skal jeg til at slås med mink og opposition

Rasmus Prehn siger, at han er klar til at tage imod opgaven som fødevareminister, selvom det bliver anderledes end hans tidligere ministerpost. 

- Nu skal jeg til at slås med mink og opposition i et andet omfang, end jeg har prøvet før.

Flemming Møller Mortensen ønskes velkommen

Lars Gert Lose siger velkommen til Flemming Møller Mortensen.

- Når man har lavet frivilligt arbejde som sygeplejerske for spedalske i Indien, så vidner det om, at man vil hjælpe, der hvor det gør ondt, siger han om Flemming Møller Mortensen, der er sygeplejerske.

- Du har mulighed for at lave politik med 17 milliarder om året. Det er politik, hvor ikke kun regerigens prioriteter bliver opfyldt, men hvor man kan gøre en forskel i udlandet, fortsætter han. 

Rasmus Prehn får en ølkasse i gave

Departementschefen i Udenrigsministeriet, Lars Gert Lose, forærer Rasmus Prehn en ølkasse i afskedsgave.

- Det er den kasse, du stillede dig op på, første gang du talte til os, siger han. 

Nu holder de pressemøde i Udenrigsministeriet

Her siger de farvel til Rasmus Prehn (S) og velkommen til den nye minister, Flemming Møller Mortensen. 

Hummelgaard giver højskolesangbogen til Jensen

Peter Hummelgaard har købt den nye højskolesangbog til Mogens Jensen, selvom han tilføjer, at det er en skandale, at Shubiduas sang "Danmark" ikke er med i sangbogen. 

Dermed er det slut med ministerieoverdragelsen i Miljø- og Fødevareministeriet.

Hummelgaard: Du har udvist format

Peter Hummelgaard tager ordet og takker Mogens Jensen for hans indsats. 

- Vi står lige nu i den mest alvorlige og største verdensomspændende krise siden Anden Verdenskrig og den største sundhedsmæssige krise siden den spanske syge, siger han.

Han tilføjer, at Mogens Jensen har vist format i situationen.

Tak for denne gang, Mogens

Rasmus Prehn giver Mogens Jensen et gavekort til lydbøger, som han håber, at Mogens Jensen vil slappe af til. 

- Tak for denne gang, Mogens. Kom stærk tilbage, siger Rasmus Prehn.

Prehn: Ironisk, at Mogens Jensen fik solgt flere mink end set i generationer

- Til dig Mogens, vil jeg sige, at jeg er ked af at skulle undvære dig som kollega. Jeg håber, du kommer tilbage snart, siger Rasmus Prehn.

Han glæder sig over, at Mogens Jensen stadig er en del af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Han siger, at han har været meget imponeret over, hvad Mogens Jensen har opnået. 

- Der er noget ironisk over, at du Mogens i din tid som handelsminister, lykkedes med at få solgt mange flere mink end vi har set i generationer. Og nu er håndteringen af minkene det, der gør, at du må gå af som minister. Men vi må komme videre, og det er jeg sat i spidsen for. Jeg kommer til at række ud efter dig også. 

Prehn: - Vi står i en ekstraordinær situation

Rasmus Prehn tager ordet som ny minister for landbrug, fødevarer og fiskeri. 

Han udtrykker endnu engang stor ydmyghed overfor opgaven. 

- Vi har stået en ekstraordinær situation, hvor der skulle ekstraordinære handlingerne til. Ministeriet her har været under beskydning. Der er brug for, at de mange mennesker, som lever af landbrug, fiskeri og fødevarerhverv, kan have en sikkerhed for, at Danmark står sammen, siger han.

Protein til Prehn og bog til Hummelgaard

Gaven til Rasmus Prehn fra Mogens Jensen er et proteintilskud. 

- For i landbruget arbejder vi meget med at udvikle alternative proteinkilder. Her er det fineste græsprotein i pulverform og et glas insektsnacks, siger den afgående minister.

Desuden er der tre dåser makrel produceret i det nordjyske bagland.

Bogen "Argumenter mod kvinder" er til Peter Hummelgaard. 

- Hvis du nogensinde kommer i tvivl om, hvorfor det er så vigtigt at kæmpe for ligestilling, kan du læse i bogen og få argumenterne, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen ønsker ministerafløsere tillykke

Mogens Jensen fortsætter med at henvende sig til sin departementschef, som han kalder arbejdsom, flittig og loyal. Han takker desuden sin særlige rådgiver.

Han husker, da han for første gang blev valgt ind i Folketinget i 2005, hvor han ikke turde drømme om en minsterpost. I dag overdrager han fire. 

- Kære Rasmus og Peter, velkommen til og stort tillykke med de nye opgaver. Det er godt at vide, at der kommer gode folk til at overtage det, man har været glad for, fortsætter Mogens Jensen henvendt til de to ministre, som overtager to af hans ressortområder.

- Jeg kunne ikke ønske mig bedre afløsere end jer to.

Mogens Jensen: - Det stod ikke i min drejebog for bare et par uger siden

Mogens Jensen tager nu ordet. 

- Tusind tak for det, Henrik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her arrangement ikke stod i min drejebog for bare et par uger siden, siger Mogens Jensen.

Han vil gerne kvittere for et fremragende samarbejde med medarbejderne i Fødevarestyrelsen. 

- I har præsteret den største indsats i historien. I har løftet på imponerende vis sammen med minkavlerne og andre myndigheder. Tusind tak for det.

Han siger, at ministeriets og styrelsernes embedsmænd har udvist "høj faglighed" og hårdt arbejde i hans tid som minister.

Departementschef lykønsker nye ministre med ressortområder

Henrik Studsgaard går videre til at sige tillykke til Peter Hummelgaard for at få ligestillingsområdet til sit ministerium. 

- Jeg har personligt været glad for at have ligestilling hos os, fordi det også viser, hvordan vi selv arbejder med ligestilling. Det har været sundt, og jeg håber, at I vil få glæde af det i beskæftigelsesministeriet. 

Henvendt til Rasmus Prehn siger Henrik Studsgaard:

- Det er et område, der berører alle danskere hver eneste dag. Det kalder på opmærksomhed og en ekstra indsats, og det er jeg sikker på, at du vil levere.

Departementschef: Vi har fejlet

Nu er der overdragelse i Miljø- og Fødevareministeriet. Her skal Mogens Jensen overdrage til Rasmus Prehn og Peter Hummelgaard.

Traditionen tro starter departementchefen med at sige et par ord.

- Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi fejlet. Vores system har fejlet. Vi har ikke hjulpet dig godt. Det er jeg ked af. Det er vi kede af i ministeriet. Og det har du taget konsekvensen af. Usentimentalt og udramatisk. Nøgternt og ansvarligt. Det har jeg kæmpe stor respekt for, siger Henrik Studsgaard.

- Stemningen er en hel del mindre munter, end den plejer at være ved denne type lejligheder. Jeg er virkelig ked af at tage afsked med dig før tid.

Venstre: - En trist baggrund

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde ønsker de to nye ministre tillykke. 

- Men det må også være trist at stå der på baggrund af den største demokratiske skandale nogensinde, siger hun. 

Sophie Løhde mener ikke, at en ny fødevareminister, ændrer det, der er foregået. 

- Der er udstedt en ulovlig ordre fra statsministeren. Da man blev bekendt med, at det var en ulovlig ordre, så foretog statsministeren sig ingenting. Tværtimod blev militæret jo sendt ud. Der kommer hele tiden nye detaljer frem, der bare får skandalen til at vokse, siger hun. 

SF: - Prehn får en stor mulighed for en ny start

SF's formand Pia Olsen Dyhr glæder sig over anledningen til oprydning og en ny start. 

Hun er tilfreds med, at Fødevareministeriet får en ny departementschef. 

- Rasmus Prehn får en stor mulighed for at lave en ny start. Den, synes jeg, han skal gribe. Det har vi brug for, siger hun.

Udskældt departementschef forsætter trods mink-skandale

Mødet med pressen er slut og den nyudnævnte minister Flemming Møller Mortensen sætter sig nu ind i deres ministrebiler. På vej hen til bilerne bliver de to nye ministre hyldet af de fremmødte DSU'ere. 

Rasmus Prehn modtager blomster og stiller efterfølgende op til yderligere interview med pressen, hvor han endnu engang fortæller, at han vil tilgå opgaven med ydmyghed.

Han starter med at udnævne en ny departementschef for ministeriet. Den nuværende departementschef Henrik Studsgaard flytter til Miljøministeriet.

Hvorfor stoppede du ikke det lovbrud, du selv satte i gang?

Der bliver stillet flere spørgsmål til Mette Frederiksen og hendes rolle i minkskandalen. 

Hvorfor satte du dig ikke i spidsen for at stoppe det lovbrud, du selv satte i gang? 

- Jeg mener sådan set, at jeg gør det rette. Da jeg bliver bekendt med, at der ikke er den lovhjemmel, der skal til, der sender jeg et brev til Folketingets formand for at sikre, at den lovhjemmel kommer på plads. Det mener jeg, er den rigtige måde at reagere på som statsminister, svarer statsministeren.

- Da regeringen træffer beslutningen, bliver vi ikke gjort opmærksom på, at der mangler lovhjemmel.

- Og det vil altid være sådan, at det er den ansvarlige minister, som sikrer, at der er lovhjemmel, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at det på selve koordinationsudvalgsmødet 3. november ikke blev nævnt, at der manglede lovgrundlag.

Ny fødevareminister: Går til opgaven med stor ydmyghed

- Jeg kommer til at gå til opgaven med stor ydmyghed. Vi står i en meget vanskelig situation, siger Rasmus Prehn.

- De første dage kommer jeg til at lytte mere, end jeg kommer til at tale.

- Der er brug for, at vi står sammen og arbejder konstruktivt med at håndtere pandemien og de erhverv, der er berørt af det, siger Rasmus Prehn.

Mette F. takker Mogens Jensen

Mette Frederiksen tager ordet: 

- Dagen kom til at gå anderledes end planlagt. Jeg modtog i morgen besked om, at én i min familie blev testet positiv, indleder statsministeren og forklarer, at hun er testet negativ. 

Hun takker Mogens Jensen for hans arbejde. 

- Det er en vanskelig tid for Danmark, og vi har haft en minister, som har gjort sit bedste. Tusind tak for den indsats.

Hun er flankeret af Flemming Møller Mortensen og Rasmus Prehn, som hun præsenterer.

Rokaden betyder, at der bliver et enkeltstående Miljøministerium og et enkeltstående Ministerium for fødevarer, fiskeri og landbrug.