Nyheder

Næste års Eurovision kan blive på bånd

Det her kommer sandsynligvis ikke til at ske ved Eurovision 2021- det er tvivlsomt, om der kommer tilskuere til showet. Dieter Nagl / Scanpix Denmark

For at sikre at Eurovision 2021 ikke bliver aflyst, skal alle lande optage sin optræden på forhånd.

Deltagere, der er forhindret i at deltage fysisk ved Eurovision 2021 på grund af corona, kan i stedet sende en optagelse med deres optræden.

På den måde sikrer man, at alle lande kan konkurrere til Eurovision, skriver European Broadcasting Union, EBU på sin hjemmeside.

Tidligere på året annoncerede EBU, at Eurovision 2021 skal afholdes lige meget hvad.

Onsdag løfter arrangørerne sløret for, hvordan det kommer til at ske.

Optagelsen skal laves i et studie og må ikke vises til offentligheden før konkurrencen.

Den vil blive afspillet på det tidspunkt i showet, hvor en deltager egentlig skulle optræde live.

I stedet for et strengt optagelsesformat, opfordrer arrangørerne til frihed og kreativitet, når optagelsen skal i hus.

Dog må optagelsen ikke indeholde virtuel reality, droneskud, konfetti, green screen-effekter eller vand.

Optagelsen må ikke være fra det nationale show, men må gerne bruge den samme lokation til optagelsen efterfølgende.

EBU skriver, at det helst ser, at optagelserne slet ikke kommer i brug, men at man med dem sikrer, at alle landes optræden bliver set af "millioner af seere" uanset hvad.

Det danske show bliver mindre

Det danske bud på en Eurovision-vinder skal findes 6. marts.

Grundet coronasituationen bliver showet også herhjemme anderledes, end man er vandt til.

Den normalt store Melodi Grand Prix-scene er skiftet ud med DR Byens studie 5. Det har man valgt for at undgå en situation som den i foråret.

Her optrådte deltagerne i en tom Royal Arena, efter at det få dage før showet blev vurderet, at det ikke var forsvarligt at tillade publikum i Arenaen på grund af coronavirus.

Eurovision Song Contest 2021 bliver afholdt i maj i Rotterdam.