Politik

Nu skal Mogens Jensen i samråd om aflivning af mink

Hvad sker der? Tirsdag morgen var fødevareminister Mogens Jensen i samråd om beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Hvorfor er det vigtigt? Beslutningen blev truffet uden, at der var lovhjemmel til det. Støttepartierne Enhedslisten og Radikale Venstre sår tvivl om ministerens fremtid.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Vanopslagh: - Det bliver ikke det sidste i den her sag

Samrådet er slut

Alex Vanopslagh afrunder dagens samråd med spørgsmålet: Hvad har det her givet af eftertanke hos ministeren?

Mogens Jensen forklarer, hvordan en vurdering fra sundheddsmyndighederne lyder, at der er en betydelig risiko for mutationer i forbindelse med en vaccine. 

- Når man får så alvorlige oplysninger, må man handle hurtigt, siger Mogens Jensen, som understreger, at han mener, det er rigtigt at aflive alle mink for at sikre folkesundheden i Danmark. 

- Det håber jeg også, når redegørelsen kommer i morgen, vil stå fuldstændig klart for folk, slutter ministeren

På torsdag er der yderligere et samråd med Mogens Jensen om minkaflivningerne. Torsdagens samråd er indkaldt af Enhedslisten.

Der kommer yderligere forhandlinger

Anni Matthiesen fra Venstre fortsætter i samme spor. Var det udelukkende for at sikre ministeren selv og regeringen, at der ikke blev indkaldt til pressemøde?

Lise Bech fra Dansk Folkeparti stiller også spørgsmål. 

Mogens Jensen gentager sine svar fra tidligere. At der nu er flertal for lovhjemmelen. Der kommer nu flere forhandlinger om, hvordan vi sikrer yderligere kompensation i forhold til Grundloven.

Han gentager, at han ikke vil gå nærmere ind på, hvornår han blev bekendt med, at der ikke var lovhjemmel. Det præcise tidspunkt vil der kommes nærmere ind på i onsdagens redegørelse.

Hvorfor indkaldte ministeren ikke til et pressemøde?

Venstres Torsten Schack Pedersen får ordet: Hvorfor indkalder ministeren ikke til et pressemøde, så alle er klar over, at ministeren har udstedt en ulovlig instruks uden lovhjemmel?

Det støttes op af Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Når man skal aflyse bryllupper og aflive mink, kan man gøre det med et fingerknips på et pressemøde. Hvorfor kan man det så ikke her?

Mogens Jensen forklarer igen, at han ringer rundt for at skaffe den nødvendige lovhjemmel blandt Folketingets partier, samtidig med at Fødevarestyrelsen får korrigeret brevet til minkavlerne.

- Det skal selvfølgelig sendes direkte ud til dem via et brev. Så kommer det her også frem i medierne, uanset om der er holdt pressemøde eller ej, siger ministeren.

Forsøger at stikke kniven ind

Både Liberal Alliances Alex Vanopslagh, Venstres Erling Bonnesen og Dansk Folkepartis formand for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen, går skarpt til Mogens Jensen under samrådet.

- Oppositionen prøver at stikke kniven ind i ministeren. Blandt andet når de spørger til, hvorfor man ikke straks stoppede den ulovlige ordre, siger politisk redaktør Troels Mylenberg.

Men ifølge Troels Mylenberg er der intet nyt på bordet i Mogens Jensens svar, der igen henviser til den redegørelse, der kommer fra ministeren i mogen.

Mogens Jensen: Intet grundlag at tage stilling på

Susanne Zimmer, uden for folketingsgrupperne, stiller spørgsmål: hvorfor brugte regeringen ikke tid på at forberede forskellige scenarier, så beslutningen blev sluttet på et lovligt grundlag?

Mogens Jensen forklarer processsen omkring smitte og gensmitte i minkfarme. Han mener derfor, det er fornuftigt, at alle mink på en farm slås ned, så smitten ikke overlever og kan komme igen.

- Jeg har som minister ikke noget grundlag at tage stilling på, siger ministeren om et konkret eksempel, hvor der er udbrudt smitte på tre minkfarme, og at alle mink på alle tre farme efterfølgende skal slås ned.

Han understreger, at der var en klar indstilling og anbefaling fra myndighederne, om at slå minkene ned.

Mogens Jensen: Jeg er ikke virolog

Konservatives Per Larsen tager ordet og kalder sagen "dybt skuffende". Hvorfor standser man ikke den ulovlige beslutning og hvorfor efterprøvede man ikke Statens Serum Instituts resultater?

Mogens Jensen mener, at han har svaret på spørgsmålet før, og han forklarer endnu engang, at han sendte et brev til minkavlerne. Via medierne blev det også kommunikeret ud. 

- Jeg mener regeringen kun har en ting at gøre, og det er det, man har gjort. Lyttet til eksperter om hvilke handlinger, vi skal foretage. Jeg er ikke virolog, derfor bliver vi nødt til at lytte til det allerhøjeste rådgivningsorgan, når det gælder folkesundheden, siger han.

Optælling kan kun foregå efter aftale med ejeren

Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger på samråd om hæren og politiets involvering i aflivning af mink i områder, hvor regeringens ikke har lovhjemmel til at kræve det:

- Uden for zonerne foretager myndighederne ikke optælling af mink på farmene. Det foregår - som jeg er oplyst - ikke uden, at der er en aftale med ejerne.

- Det kan kun foregå efter aftale. Ønsker avleren ikke optælling, så foretager man sig ikke yderligere. Lige meget hvilken myndighed, der er involveret.

Hvornår blev ministeren bekendt med den manglende lovhjemmel?

Radikales Kristian Hegaard vil have svar på, hvornår ministeren blev bekendt med, at der var manglende lovhjemmel til aflivning af mink?

Og hvad gjorde ministeren, da han blev bekendt med den manglende lovhjemmel for at stoppe det?

Mogens Jensen understreger igen, at han blev opmærksom på det i weekenden, men henviser endnu engang til redegørelsen, som udkommer onsdag.

Mogens Jensen ringede søndag formiddag rundt til partierne for at skaffe den nødvendige lovhjemmel. Derudover blev der også sendt et rettet brev ud til minkavlerne. På grund af tekniske problemer blev det først sendt ud tirsdag morgen.

Den del af processen har ministeren også tidligere redegjort for på samme måde, hvor han heller ikke har ønsket at fortælle præcis, hvornår han fik besked om den manglende lovhjemmel.

Politisk redaktør: - Næppe nogen nye indrømmelser

Ifølge Troels Mylenberg vil dagens samråd næppe give noget praj om den redegørelse, fødevareministen har lovet, kommer i morgen onsdag.

Lyn-analyse

Mogens Jensens strategi er tydelig. Tiden skal gå, han svarer langt og fremlægger gerne hele tidslinjen for sagen. Tilsyneladende uden at give nye indrømmelser af noget som helst. Vi får næppe heller løftet sløret for indholdet i den redegørelse, der kommer i morgen. 

Venstre: Bananrepubliklignende tilstande

Mogens Jensen understreger, at han deler, at situationen er "trist" og at situationen for minkbranchen er "en katastrofe".

Men da regeringen traf beslutningen, var den ikke blevet gjort opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel til at gennemføre beslutningen. Han beklager endnu engang fejlen. 

- Der er ikke lovhjemmel på nuværende tidspunkt til at kræve aflivning uden for zonerne. Og det skal der være. Der er nu en aftale, der vil sørge for det. Jeg vil gerne undskylde til de danske minkavlere, at det ikke fremgik tydeligere, at der ikke var lovhjemmel, siger han.

Venstres Erling Bonnesen tager ordet og siger, at der er tale om "bananrepubliklignende tilstande."

Vil regeringen få lovliggjort sine ulovlige handlinger igen?

Dansk Folkepartis formand for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen, tager ordet. 

Han kalder sagen problematisk, fordi den også handler om, at dansk økonomi bliver påvirket og dansk eksport, som går glip af milliarder i indtægter ved salg af minkskind. 

- Kan vi forvente, at regeringen har forventninger til, at man i forbindelse med forhandlinger efterfølgende kan få lovliggjort sine ulovlige handlinger? Kommer vi til at se det igen, spørger han.

Politisk redaktør: - Det er liv eller død for Mogens Jensen

Ifølge politisk redaktør hos TV 2, Troes Mylenberg, er dagens samråd afgørende for fødevareministeren. 

- Nu er det liv eller død for Mogens Jensen, og han skal komme med nogle gevaldigt gode forklaringer i dag, siger han.

- Det er ikke sikkert, Mogens Jensen kan give svarene, men det er ham, der skal tage skraldet for Mette Frederiksen, lyder det fra Troels Mylenberg.

Ved det første samråd i sidste uge lød det blandt andet også fra Venstre, at man havde ondt af, at Mogens Jensen "skulle tage skraldet for statsminister Mette Frederiksen". 

Minister holder fast i sin tak

Mogens Jensen holder fast i, at det er på sin plads at sige tak til minkavlerne. 

- Jeg har også undskyldt indtil flere gange over for minkavlerne og alle for den fejl, som er begået i sagen, siger han og understreger, at alle skal have den erstatning, som er defineret i grundloven. 

Han oplyser, at der er sendt et præciseret brev ud til minkavlerne om, hvordan man kan opnå tempobonus ved hurtig aflivning af mink. Bonussen er blevet forlænget i forbindelse med mandagens politiske aftale.

LA: Minister bliver ved med at begå lovbrud

Alex Vanopslagh bliver provokeret over, at Mogens Jensen siger tak til minkavlerne. Han mener snarere, at ministeren bør sige undskyld for, at minkavlernes udfører regeringens ordre.

Han mener, at ministeren bliver ved med at begå lovbrud - senest mandag, hvor regeringen sendte en pressemeddelelse ud om, at tidsfristen for bonusser i forbindelse med aflivningen af mink er blevet rykket - hvilket regeringen heller ikke har lovhjemmel til. 

- Er det endnu et bevidst brud på loven, at man kommunikerer, at man rykker fristen, når man ikke har lovhjemmel til det? Og hvad har ministeren gjort siden sidste uges samråd for at trække den ulovlige ordre tilbage?

Coronavirus er en trussel mod sundheden

Ministeren fortsætter med at understrege, at flere detaljer vil blive lagt frem i onsdagens redegørelse af sagen, som bliver udarbejdet i Fødevareministeriet. 

Han undskylder endnu engang forløbet og sender en stor tak til minkavlerne, deres familier og naboer, som har været med til at sikre minkaflivningen.

- Coronavirus er en trussel mod sundheden i hele vores samfund. Det handler først og fremmest om at sikre sundheden, slutter Mogens Jensen.

Minister: Vi har begået en fejl

Mogens Jensen starter med at opsummere forløbet, hvor regeringen 1. oktober besluttede at slå mink ned indenfor en vis radius af smitte frem til, at regeringen 4. november melder ud, at alle mink i Danmark skal aflives. 

Han forklarer nødvendigheden af en hurtig beslutning. Siden 4. november er yderligere 72 minkfarme ramt af smitte. 

- Jeg har ved flere lejligheder erkendt, at vi har begået en fejl. Der var ikke hjemmel til det, siger ministeren og tilføjer, at der mandag aften er indgået en politisk aftale for at få de formelle rammer på plads.

Samråd går i gang

Nu er dagens samråd med Mogens Jensen gået i gang. Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh indleder med at takke ministeren for at møde op, og kommenterer, at det retteligt bør være statsministeren, som afhøres i sagen.

Det første spørgsmål lyder:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor man melder beslutningen ud om at aflive samtlige mink i Danmark, før man har sikret sig den nødvendige lovhjemmel?

Vanopslagh: - Den største politiske skandale i nyere dansk politisk tid

Det er Liberal Alliance, der har kaldt fødevareministeren i samråd denne morgen.

Politisk leder i partiet, Alex Vanopslagh, kalder minksagen for "den største politiske skandale i nyere dansk historie". 

- At man bryder Grundloven er en skandale, og det kan ikke overdrives, hvor stor en skandale, det er, siger han til TV 2 forud for samrådet. 

Alex Vanopslagh har tænkt sig at spørge ind til "alle de lovbrud, regeringen har lavet de seneste ti dage", lyder det.

- Jeg håber, ministeren vil forklare, hvad der er sket. Jeg forventer ikke, at vi får det fulde svar i dag, men forhåbentligt bliver vi lidt klogere, siger Vanopslagh. 

Støttepartier kan ikke garantere ministers fremtid

Tidligere har regeringens støtteparti Enhedslisten meldt ud, at det ser "meget, meget sort ud" for Mogens Jensens ministerfremtid, og at partiet "på ingen måde" kan garantere, at han kan blive siddende på sin post.

Efterfølgende har Radikale Venstre meddelt, at de heller ikke kan garantere, at Mogens Jensen fortsætter som fødevareminister.

Beslutter ét af støttepartierne, at de ikke længere har tillid til ministeren, vil der være flertal for et mistillidsvotum.