Nyheder

Dagens nyheder 16. november

LIGE NU.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her.

Nordjyder passer hjertesygdom bedre end københavnere

Københavnske hjertepatienter er dårligere til at tage hånd om deres hjertelidelse end nordjyder og midtjyder.
Det viser en ny undersøgelse, der har kortlagt 1347 hjertepatienters involvering i egen sygdom i de fem regioner. Det skriver Kristeligt Dagblad. 

Fugleinfluenza er spredt til mindst seks lande i Vesteuropa

Fugleinfluenza er nu konstateret i Danmark, Frankrig, Tyskland, England, Holland og Belgien, ksriver Reuters.

Mandag konstaterede Frankrig den smitsomme fugleinfluenza H5N8 hos fugle i en dyreforretning på Korsika, og i Danmark blev virussen fundet i en østjysk hønsebesætning. 

Fugleinfluenza har spredt sig i Vesteuropa i de seneste måneder efter udbrud i Rusland og Kasakhstan i sommer.

Aftale om aflivning af mink er indgået

Der er indgået politisk aftale om midlertidigt forbud mod mink samt hjemmel til aflivning og tempobonus til minkavlere, der afliver deres mink, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen har sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet indgået aftalen. 

Line Barfod vil være Enhedslistens spidskandidat i København

Line Barfod ønsker at blive Enhedslistens spidskandidat i Københavns Kommune ved kommunalvalget om et år.

Det fortæller det tidligere mangeårige folketingsmedlem mandag til Politiken.

- Jeg vil gøre mit for, at vi kan vokse os væsentligt større, end vi er i dag, siger Line Barfod.

Regeringshær i Etiopien optrapper bombning mod oprørsbevægelse

Etiopiens regering imødegår internationalt pres for at acceptere mægling i en tiltagende konflikt med en oprørsbevægelse i den nordlige del af landet.

I stedet har regeringshæren optrappet bombardementer af mål i og omkring den regionale hovedstad i Tigray, Mekelle. Det skriver Reuters.

Konservative, LA, Venstre og DF forlader forhandlinger om aflivning af mink

Konservative, LA, Venstre og DF har forladt forhandlingerne om aflivning af mink.

Det fortæller partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) og Hans Kristian Skibby (DF) til TV 2.

Firmaer slås i retten om regning på millioner efter slumlejr-skandale

Speditørkoncernen NTG i Padborg og den tidligere samarbejdspartner Kurt Beier Transport A/S kræver omkring to millioner kroner af hinanden.

Det skriver Fagbladet 3F.

Omdrejningspunktet i sagen er Kurt Beier Transports behandling af filippinske chauffører, som levede i en slumlejr på firmaets område i Padborg, og som sad mange timer i træk bag lastbilrattet.

25.000 dyr aflives efter udbrud af fugleinfluenza på østjysk hønsebesætning

En hønsebesætning ved Randers med 25.000 dyr skal aflives, fordi den er ramt af den alvorlige fugleinfluenza H5N8.

Udbruddet betyder stop for eksport af fjerkræ og æg til lande uden for EU i mindst tre måneder.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

44-årig drabssigtet mand varetægtsfængsles i to uger

En 44-årig mand, der er sigtet for drabet på den 43-årige Maria From Jacobsen fra Frederikssund, er i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i foreløbig to uger.

Det oplyser senioranklager Kenn Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

Italiensk politi udsteder anholdelsesordrer på 40 med mafiarelationer

De italienske myndigheder har udstedt anholdelsesordrer på omkring 40 personer, der er mistænkt for at være involveret i mafiavirksomhed i Puglia-regionen i det sydøstlige Italien.

Det skriver nyhedsbureauet Ansa ifølge dpa.

Mand styrtet ned fra tag i arbejdsulykke

I en arbejdsulykke er en mand styrtet ned fra et tag på en landbrugsejendom i Asferg ved Randers.

Ifølge BT er manden blevet fløjet på hospitalet i en helikopter. Han er i kritisk tilstand.

Mand idømt ni års fængsel for drabsforsøg på politibetjent

En 55-årig mand er i Østre Landsret idømt ni års fængsel blandt andet for drabsforsøg på en politimand på Tåsinge i juli sidste år.

Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.

Mindst 700 personer anholdt af maskerede sikkerhedsfolk i Hviderusland

Mindst 700 mennesker er blevet anholdt af maskerede sikkerhedsfolk i Hviderusland i forbindelse med endnu en demonstration mod præsident Aleksandr Lukasjenko, oplyser indenrigsministeriet i Minsk mandag ifølge AFP.

EU overvejer at forstærke sanktioner.

Nattevagt idømt fængsel for overgreb på piger med psykisk handicap

En nattevagt er blevet idømt syv måneders fængsel for adskillige seksuelle overgreb på to piger med psykisk handicap.

Det skriver Statsadvokaten i København på Twitter.

Dokumentarist Poul Martinsen er død

TV-dokumentarist Poul Martinsen i 2005.

Dokumentarist, forfatter og journalist Poul Martinsen er død.

Det oplyser hans søn Peter Martinsen i en mail til Ritzau.

Poul Martinsen sov stille ind 12. november og blev 86 år gammel.

Fem fanger er flyttet efter Peter Madsens flugt

Der er et tydeligt behov for akutte sikkerhedstiltag i Herstedvester Fængsel, konkluder justitsminister efter drabsdømte Peter Madsens flugt. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse. En gennemgang af de øvrige indsatte i fængsel har desuden resulteret i, at fem andre indsatte er blevet flyttet fra fængslet til andre fængsler.

Polen truer med at blokere EU's milliardbudget

Polen vil ikke acceptere de betingelser for udbetalinger fra EU-budgettet, som EU-landene har forhandlet med EU-Parlamentet. Den øverste embedsmand i premierminister Mateusz Morawieckis kontor udtrykker den polske utilfredshed i klar tale til RMF FM radio ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Skattestyrelsen åbner på ny for rentefrie lån til virksomheder

Fra tirsdag åbner Skattestyrelsen igen for ansøgninger om rentefrie lån til små og mellemstore virksomheder. Op mod 270.000 virksomheder vurderes samlet set at kunne søge om lån for i alt 28 milliarder kroner. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kvinde får afslag på at adoptere børn født af rugemor

For snart syv år siden fødte en ukrainsk rugemor tvillinger efter aftale med et dansk ægtepar. Mens den danske mand er far til barnet, så må den danske kvinde ikke adoptere børnene. Det har Højesteret afgjort i en dom mandag.
 

Person sigtet for drab i Frederikssund

En person er sigtet for manddrab begået i Frederikssund. Det oplyser Retten i Hillerød, som mandag eftermiddag afholder et grundlovsforhør i sagen. Politiet og hjemmeværnet har gennem mandag været talstærkt til stede ved et hus i Frederikssund, der ifølge Ekstra Bladet bebos af en kvinde, som har været forsvundet i over en uge.