Nyheder

14 danskere: Sådan har vi det med at gå med mundbind

Mundbindet er blevet en del af vores hverdag, men hvordan har danskerne det egentlig med at tage masken på?

Vi har det på i toget. Hos bageren. I venteværelset.

Mundbindet er blevet en uundgåelig del af danskernes liv.

For nogen er den blå maske til stor gene i hverdagen, mens det får andre til at føle sig mere trygge.

- Jeg bruger det kun, når jeg er tvunget til det. Jeg synes, at det er træls. Jeg hader det, lyder det fra 64-årige Peter Kristensen fra Tornby.

Thomas Rømer Michelsen på 43 år fra Fjelstervang har ikke noget problem med mundbindet. Han tager det endda på, selv når det ikke er påkrævet.

- Der går ikke noget af mig ved at tage det på, siger han.

Mundbindet og ikke mindst dets effekt har været diskuteret meget. I begyndelsen af coronapandemien gentog myndighederne igen og igen budskabet om, at der ingen evidens var for effekten af mundbind. Men Sundhedsstyrelsen blev klogere – som de selv udtrykker det – og i august blev mundbind et krav i den offentlige transport.

Med en genopblussen af coronavirus i efteråret vedtog regeringen at udvide kravet om mundbind, og siden 29. oktober har det været et krav at bruge mundbind på mange offentlige steder.

Se listen over steder, hvor du skal bære mundbind her. Kravet gælder indtil videre frem til 2. januar 2021.

TV 2 har spurgt 14 danskere, hvordan de har det med mundbindet, som skal forhindre spredning af coronavirus.

Danskere om mundbind

14 danskere svarer på spørgsmålet: Hvordan har du det med at gå med mundbind?

Mie, 46 år

Mie Ahmt, 46 år, København

Mie, 46 år

Det er fint. Det gør mig tryg, og jeg har ikke problemer med, at det er en del af det offentlige rum. Min mand bor i USA, så vi har været vant til det i lidt længere tid end de fleste andre. Hvis det kan hjælpe os, er det fint nok. Det er min datters flotte mund på mundbindet. Man kan jo lige så godt få lidt sjov ud af det.

- Mie Ahmt, 46 år, København

Foto: TV 2

Laura, 23 år

Laura Christensen, 23 år, København

Laura, 23 år

Det er forfærdeligt. Min lille datter kan ikke se, om jeg smiler. Det bliver en normal hverdag for hende, og det, synes jeg, er forkert. Jeg prøver at undgå steder, hvor jeg skal bære mundbind, og det er da irriterende, at jeg skal have det på, når jeg skal ind og handle. Men det kan jeg godt lige overleve. 

- Laura Christensen, 23 år, København 

Foto: TV 2

Lis, 88 år

Lis Lykkegaard, 88 år, Hjørring

Lis, 88 år

Jeg har det godt med mundbind. Så snart jeg kommer ned i A-Z eller Bilka, synes jeg, at det er betryggende. De er flinke til at tage mundbind på alle sammen. Jeg handler, når der er færrest mennesker i butikken - om morgenen eller til middag. Jeg døjer dog med at få luft, når jeg går inde i butikken. Min sygdom, KOL, driller. Det føles ikke ret godt at have KOL og gå med mundbind. Men det skal man, og så er den ikke længere. 

- Lis Lykkegaard, 88 år, Hjørring

Foto: Privat

Dan, 73 år

Dan Nielsen, 73 år, København

Dan, 73 år

Jeg har ingen problemer med at gå med mundbind. Det er kun lidt irriterende, når brillerne dugger. Jeg tænker ikke så meget over corona generelt, fordi jeg er ikke bange for det. Jeg passer bare på.

- Dan Nielsen, 73 år, København 

Foto: TV 2

Sofie, 18 år

Sofie Frydkjær Bærentsen, 18 år, Odense

Sofie, 18 år

Jeg tænker, at det er en god idé for ikke få spredning, men det er lidt træls, synes jeg. Man glemmer det hurtigt, når man skal have det på så mange steder. Jeg tænker, at jeg ikke kan blive smittet, når mundbindet beskytter, så det giver en stor tryghed.

Hvordan har du det med coronarestriktionerne generelt?

Det er træls, fordi man kan ikke lave noget, og alle ens arrangementer er aflyst. Det er lidt kedeligt, at man ikke kan være social.

- Sofie Frydkjær Bærentsen, 18 år, Odense

Foto: TV 2

Anders, 23 år

Anders Harpøth Østergaard, 23 år, Odense

Anders, 23 år

Jeg vil helst være foruden, fordi det er lidt ubehageligt og lidt varmt, og det er svært at få ordentlig luft, når man har det på. Men jeg kan godt se, at det er en god idé. Det handler om at mindske smitten, og så er det bare at bruge de remedier, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det er dem, der har mest styr på det, tænker jeg. 

Jeg synes, at det er synd, at man ikke kan se andres ansigtsudtryk. Vi bliver lidt fjerne for hinanden. I forvejen holder danskere sig lidt for sig selv og giver måske ikke de store smil til hinanden, og nu er det bare endnu sværere.

- Anders Harpøth Østergaard, 23 år, Odense

Foto: TV 2

Ole, 63 år

Ole Wintoniak, 63 år, Odense

Ole, 63 år

Det giver besvær med vejrtrækningen, og man går og bliver lidt bange for hinanden, fordi vi bliver hele tiden mindet om den virus, som vi skal passe på. Det er i virkeligheden den største effekt af at gå med mundbind, tænker jeg.

Det gør ikke noget for min egen sikkerhed. Der er også ulemper ved mundbind, og vi går og fumler med det hele tiden. Jeg er ikke sikker på, at dem, der bruger genbrugsmundbind, får dem vasket, som de burde. Så der er også negative sider ved det.

- Ole Wintoniak, 63 år, Odense

Foto: TV 2

Peter, 64 år

Peter Kristensen, 64 år, Tornby

Peter, 64 år

Jeg bruger det kun, når jeg er tvunget til det. Jeg synes, at det er træls. Jeg hader det. Det er ubehageligt. Brillerne dugger, og jeg får en dårlig vejrtrækning. Når jeg ser på andre mennesker, kan jeg ikke kende folk. Man mister en masse mimik og udtryk. Det er det mest generende. Jeg tror på, at det forebygger smitte, og derfor respekterer jeg selvfølgelig retningslinjerne. Men det mindsker min lyst til at gå ud og shoppe. Jeg gør det kun af nød.

Kan du relatere til udtrykket coronatræthed?

Ja, meget. Jeg arbejder hjemme, og når klokken bliver 16, skal jeg bare ud. Jeg føler mig som inde i en boble, hvor jeg bare sidder bag min skærm og snakker på Skype. Det er ikke særligt befordrende. Det må godt slutte snart.

- Peter Kristensen, 64 år, Tornby

Foto: Privat

Kathrine, 30 år

Kathrine Sieker, 30 år, Hjørring

Kathrine, 30 år

Jeg synes faktisk, at det er okay. Det er en lille ting, man lige skal gøre, når man går ind i en butik. Man er jo ikke derinde i flere timer. Det er noget andet, hvis man skulle have det på i flere timer på arbejde. 

Det er måske også lidt mentalt, at når man ser folk med mundbind, tænker man: ”Gud ja, der er corona. Den er her stadig!” Det ser jeg som en positiv ting. Det er med til at minde en om at holde afstand, spritte af og tage det alvorligt.

- Kathrine Sieker, 30 år, Hjørring

Foto: Privat

Helle, 43 år

Helle Klinck Kjær, 43 år, Herning

Helle, 43 år

Jeg er sygeplejerske på en børneafdeling, og jeg har mundbind på syv ud af otte timer på en arbejdsdag. Det er rigtig svært at have kontakt til børnene, når de ikke kan se min mund. Børnene er mere tilbageholdende, og det tager længere tid, når de kun kan se ens øjne og høre, hvad man siger. Det er en udfordring. Jeg prøver at snakke med lysere stemme og smile meget mere karikeret med øjnene, end jeg normalt ville gøre. Det ligger så fjernt for mig ikke at kunne bruge mit smil. Samtidig har jeg ikke kunnet give hånd, og det gør, at jeg har følt en distance til mine patienter. I det private synes jeg, at mundbindet er okay.  

- Helle Klinck Kjær, 43 år, Herning

Foto: Privatfoto

Thomas, 43 år

Thomas Rømer Michelsen, 43 år, Fjelstervang

Thomas, 43 år

Jeg tager det snildt på ti gange på en dag. Det er sådan, det er. Det stiller jeg ikke de store spørgsmål ved. Hvis det kan hjælpe, er det rigtigt fint. Finder vi ud af, at det ikke hjælper, er det sådan. Der går ikke noget af mig ved at tage det på. Det er ikke noget, der griber ind i min hverdag. 

Jeg har hørt, at man ikke behøver at have det på hos frisøren, men der kunne jeg godt finde på at tage det på alligevel. Jeg har også været i mødesituationer, hvor det var frivilligt at bære mundbind, men det er allerede en vane, så der har jeg det bare på.

- Thomas Rømer Michelsen, 43 år, Fjelstervang

Foto: Privatfoto

Marianne, 71 år

Marianne Mollat, 71 år, Helsinge

Marianne, 71 år

Jeg bruger mundbind hver eneste gang, jeg forlader mit hus. Det har jeg gjort siden marts. Det eneste sted, jeg ikke bruger mundbind, er hjemme hos mig selv. Jeg bruger ikke mundbind for at føle mig mere tryg, men fordi jeg hele tiden har troet på, at virussen er luftbåren, selvom andet er blevet sagt.

Mundbind er blevet en del af min hverdag. Jeg har vænnet mig til det, men jeg vil helst være foruden. Jeg har altid friske mundbind med og går højest tre timer med det samme. Jeg har aldrig haft problemer med dug på briller, men det kan til tider blive noget varmt under mundbindet, og det kræver også lidt ekstra pleje til ansigtet.

- Marianne Mollat, 71 år, Helsinge

Foto: Privatfoto

Thorbjørn, 23 år

Thorbjørn Kristensen, 23 år, Aarhus

Thorbjørn, 23 år

Jeg har mit eget stofmundbind, som jeg investerede i relativt hurtigt, da corona kom i foråret. Jeg købte det, fordi engangsmundbindet er besværligt. De er svære at trække vejret igennem.

Så længe det virker, og der er evidens, er det fint. Men jeg har også hørt mange genbruge deres mundbind. Jeg er ikke overbevist om, at det virker. Jeg har det på, fordi det er et lovkrav. Jeg føler, at når jeg tager det på, kan jeg godt gå relativt tæt forbi folk i supermarkedet. Hvis jeg går på gaden og ikke har det på, går jeg i en lidt større omkreds forbi personen. På den måde giver det tryghed.

- Thorbjørn Kristensen, 23 år, Aarhus

Foto: Privat

Lars, 40 år

Lars Kjær, 40 år, Odense

Lars, 40 år

Jeg har det lidt blandet med det. Jeg synes, at det er skidegod idé med mundbind for at signalere, at det (coronavirus, red.) er noget, vi skal tage seriøst. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved effekten af det. Hvis du sidder i en bus og holder ved et sted, hvor en coronasmittet lige har holdt, så er det lige meget, om du har mundbind på.

Mundbind virker på den måde, at folk tager det seriøst og hele tiden husker på at holde afstand. Når jeg kan slippe for at have mundbind på, så gør jeg det. Jeg synes, at det kan være rigtig ubehageligt at have på i længere perioder. Så det er både godt og dårligt.

- Lars Kjær, 40 år, Odense

Foto: Privatfoto