Dagens overblik: Shu-bi-dua-klassiker ryger ud af Højskolesangbogen

16x9
Shu-bi-duas klassiker ’Danmark’ fra 1978 er ude af Højskolesangbogen (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix

USA's ambassadør i Danmark antyder valgsvindel, krisen kradser i Københavns Lufthavn, og Kåre Mølbak går på pension.

I dag skal vi have lidt sang til at begynde med.

Lad os derfor citere et vers skrevet af Nikolai Frederik Severin Grundtvig fra 'Menneskelivet er forunderligt' i anledning af en ny udgave af Højskolesangbogen.

Mennesket er i Guds billede skabt, med levende ord på sin tunge, og derfor kan han mellem træer og dyr, med guderne tale og sjunge.

Det kan man sĂĄ gruble lidt over, mens vi taler meget mere om mink og alt det andet, der er oppe i tiden.

Velkommen til dagens overblik.

'Danmark' er ude af Højskolesangbogen

Shu-bi-dua i den besætning, som indspillede 'Danmark'. Netop afdøde Bundesen har været på en alpetop og iført sig en passende hovedbeklædning.
Shu-bi-dua i den besætning, som indspillede 'Danmark'. Netop afdøde Bundesen har været på en alpetop og iført sig en passende hovedbeklædning. Foto: Erik Jepsen / Scanpix Denmark

I det daglige er der næppe mange danskere, der skænker Højskolesangbogen ret meget opmærksomhed. Men når en ny udgave udkommer med års mellemrum, kan udskiftningen af sange i bogen godt vække både undren og debat.

Det er 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkommer i disse dage. Og siden seneste udgave fra 2006 er blandt andet Shu-bi-duas 'Danmark' sorteret fra i processen, mens Isam B's 'Ramadan i København' har fundet nåde for komitéens kritiske øjne.

Ifølge Jørgen Carlsen, formand for Højskolesangbogsudvalget, har 'Danmark' ikke den langtidsholdbare kvalitet til en plads.

Shu-bi-duas Danmarks-sang har været med i de to seneste udgaver af Højskolesangbogen fra 1989 og 2006, men nu er det altså slut. Og mon ikke mange danskere kan synge den alligevel uden at skulle bruge Højskolesangbogen som oratorisk krykke?

Kåre Mølbak går på pension

Kåre Mølbak, Statens Serum Institut under endnu en pressebriefing om covid-19-situationen i Danmark.
Kåre Mølbak, Statens Serum Institut under endnu en pressebriefing om covid-19-situationen i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

For et år siden var Kåre Mølbak en stort set ukendt figur udenfor de snævreste cirkler af sit professionelle virke. Men så kom coronapandemien, og siden har den faglige direktør i Statens Serum Institut været et af landets mest genkendelige ansigter. Ikke mindst i kraft af de mange, mange pressemøder, hvor han har delagtiggjort Danmark og danskerne i nye tiltag og restriktioner.

Nu går den lægeuddannede Kåre Mølbak på pension. Og det er ifølge hovedpersonen selv et otium, som har været planlagt længe, siger Mølbak, der rundede 65 år i september måned.

Han fratræder sin stilling 31. januar 2021, og i hans sted tiltræder Henrik Ullum allerede i december for fremover at lede Statens Serum Institut i parløb med Tyra Grove Krause, der i dag er afdelingschef.

Minkavler lægger sag an mod Fødevarestyrelsen

Aflivede mink ligger på rad og række på en minkfarm (Arkivfoto).
Aflivede mink ligger på rad og række på en minkfarm (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Minkavler Kim Dam Nielsen er mildest talt træt af Fødevarestyrelsen. Og nu har han sammen med tre partnere lagt sag an.

Målet er, at Fødevarestyrelsens påbud om, at alle firmaets mink skulle aflives, bør kendes ugyldig, siger Kim Dam Nielsen til TV 2.

Samtidig har Kim Dam Nielsen politianmeldt to personer fra Fødevarestyrelsen for at gå ind på firmaets minkfarm i Vadum.

Kim Dam Nielsens firma Sønder Eng Mink P/S havde i alt 91.000 mink. De blev slået ned få dage efter, at Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november afsagde en dødsdom over alle landets mink, da coronasmitte fra mink til mennesker menes at kunne udgøre en potentiel fare for en fremtidig vaccine mod covid-19.

Der er sagt og skrevet meget om mink. Og hvis du ikke kan finde hoved eller hale, er der en genvej til overblik her.

USA's ambassadør påstod, hendes stemme ikke var talt med - men det var den

Den amerikanske ambassadør Carla Sands bliver interviewet af pressen efter sin tale under valgfesten 4. november i anledning af det overståede præsidentvalg.
Den amerikanske ambassadør Carla Sands bliver interviewet af pressen efter sin tale under valgfesten 4. november i anledning af det overståede præsidentvalg. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Carla Sands, USA's ambassadør i Danmark, har meldt sig ind i koret af skeptikere, som spekulerer i urent trav i forbindelse med stemmeafgivningen ved det amerikanske præsidentvalg.

Blandt andet har Carla Sands fortalt, at hendes afdøde mand fortsat får tilsendt en stemmeseddel med posten, selvom han har været død i fem år.

Carla Sands har også fortalt, at hendes egen brevstemme ikke er blevet registreret, hvilket hun anså som bevis på uregelmæssigheder ved valget.

Avisen New York Times har dog efterprøvet Carlas Sands' påstande og dokumenteret, at hendes stemme er registreret.

USA's afgående præsident, Donald Trump, har gentagne gange proklameret, at der er foregået en form for valgsvindel.

Det er dog ikke pĂĄstande, som er blevet bakket op af de officielle valgtilforordnede eller andre instanser.

Københavns Lufthavn varsler flere afskedigelser

Københavns Lufthavn (Arkivfoto) er ikke længere så tætpakket som før coronapandemien lagde rejsemulighederne øde.
Københavns Lufthavn (Arkivfoto) er ikke længere så tætpakket som før coronapandemien lagde rejsemulighederne øde. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Københavns Lufthavn vil finde besparelser svarende til cirka 325 fuldtidsstillinger om året.

Det er anden gang inden for få måneder, at der skal findes besparelser i Københavns Lufthavn.

I august blev det varslet, at 650 stillinger skulle nedlægges på grund af coronakrisen.

Inden fyringsrunden havde lufthavnen omkring 2600 fuldtidsansatte.

Det svarer til, at tæt på hver femte er blevet fyret.

***