Det er ikke vores anbefaling at aflive alle mink, siger WHO

Mens de danske minkavlere er ved at tage livet af deres bestande, melder WHO nu ud, at det ikke er en generel anbefaling fra deres side.

- Den globale risiko, der er forbundet den nye minkrelaterede variant, anser vi for at være meget lav. Helt bestemt, siger dr. Margaret Harris fra WHO i talkshowet 'Lippert'.

Udmeldingen kommer, efter at den danske regering har beordret alle danske mink aflivet, og syv nordjyske kommuner lukket ned.

En konsekvens af cluster 5-mutationen, som danske forskere har påvist, kan få betydning for, om en kommende coronavaccine virker, som den skal.

- SÃ¥ det er ikke WHO's anbefaling at afvikle minkfarmene?

- Det er en mulighed, der er for at forhindre og kontrollere smitten. Men vi overlader det til de enkelte myndigheder at træffe den rigtige beslutning for det enkelte samfund og de berørte mennesker, siger dr. Magarit Harris.

Danmark er ikke det nye Wuhan

Både herhjemme og i flere internationale medier er der blevet spekuleret i, om cluster 5 kan kickstarte en ny epidemi med udspring i Danmark. Flere har kaldt Danmark det nye Wuhan. Men det mener WHO's talskvinde er helt misforstået.

På mange måder er verden heldige med, at det er sket i Danmark

Margaret Harris, talskvinde for WHO

- Der er ingen tvivl om, at vi skal holde øje med varianten (cluster 5, red.), men den virkelige problematik er, at vi skal have stoppet den spredning af coronavirus, som lige nu tager til i hele verden, siger dr. Margaret Harris.

Direkte adspurgt, om vi skal være bekymrede for cluster 5-mutationen, svarer hun nej.

- Det her er et eksempel på fremragende forskning. Vi kender kun til dette, fordi jeres forskere og sundhedsmyndigheder er gode til at overvåge og teste. De sørger ikke bare for at beskytte det danske folk, men hele verdenssundheden, men der er større bekymringer end cluster 5.

Verden skal være glade for dansk fund

Det store spørgsmål, der står tilbage, er så, hvad verden gør, hvis der opstår en problematisk mutationsvariant i et andet land, hvor forskerne ikke er lige som herhjemme.

- På mange måder er verden heldige med, at det er sket i Danmark, fordi I holder så skarpt øje med mutationer, siger Margaret Harris.

Danmark er på mange måder et forgangsland i forhold til at dele forskningsresultater med hele verden, for som bekendt kender corona ikke forskel på landegrænser.

- Selvom der er gode eksempler som Danmark, hvor informationer bliver delt i solidaritet, når der bliver gjort nye forskningsmæssige fund, så er det ikke alle steder, der er det samarbejde. Så det bekymrer os, når informationer ikke bliver det. Kun med solidaritet kommer vi ud af det her rod, siger Margaret Harris.

- Så hvad nytter det, at Danmark gør så meget, når andre ikke gør det?

- Det er ikke fair af os at kræve, at alle lande begynder at gensekventere, for det er ikke alle lande, der har kapaciteten til det. Det er meget vigtigt - og der har Danmark banet vejen, lyder det.