GO'

Forskere finder fugl med flere køn i USA - og den er ikke den eneste

Tvekønnede fugle, penisfægtende fladorme og fisk, der skifter køn, er eksempler på, at køn er mere flydende i dyrenes verden, lyder det fra biolog.

Da et hold forskere i Pennsylvania overvågede fuglelivet i et naturreservat, opdagede de en sangfugl, som stak markant ud fra mængden.

Fuglen, en rosenbrystet kernebider, var nemlig farvet som en han på halvdelen af kroppen og som en hun på den anden halvdel. Hjernen og organerne er ligeledes halvt, halvt.

Det er et sjældent fund, lyder det fra biolog Anders Kofoed i 'Go' morgen Danmark'.

Dog er hermafroditfuglen ikke en enlig svale i dyreverden, fortæller han.

- Dem, der har fundet den, beskriver det som at have fundet en enhjørning, men det er måske at stramme den lidt. Det er ikke noget, man ser hver dag overhovedet, men så er der heller ikke mere usædvanligt i dyrenes verden, lyder det.

Anders Kofoed peger nemlig på, at køn er mere flydende i naturen, end vi mennesker måske tror.

Her ses fuglen, der blev indfanget. Fuglen har hannens sorte vingefjer på højre side og hunnens brunere vinge på venstre side.

Hunklovnfisk undertrykker hannerne

Især i fiskenes verden er kønnene meget flydende, og flere fisk skifter køn i løbet af deres liv.

Det gælder blandt andet klovnfisk, som alle kommer ud af æggene som hanner, lyder det fra Anders Kofoed.

Men det kan ændre sig:

- Hvis de er rigtig, rigtig heldige, får de på et tidspunkt, som han, en mage, der er en hun. Og det bedste, der kan ske, det er, at hun dør, for hvis hun dør, kan han selv skifte køn og blive til hunnen, fortæller biologen.

- Det er kun de store klovnfisk, der bliver hanner, for hvis de er små, får de alligevel ikke noget ud af det, forklarer Anders Kofoed.

Og som klovnfisk kan der være mange fordele i at være hunkøn:

Det er hunnen, der bestemmer alt, når man er klovnfisk. Hun tæver hannerne og vælger, hvem hun vil være sammen med, og det er hannerne, der skal passe alt arbejdet, lyder det.

- Den gule klovngubbi er en af de fisk, som kan skifte frem og tilbage mellem køn. Mange fisk kan kun skifte køn en gang, forklarer Anders Kofoed.

Hvis de pludselig havner i en situation, hvor der kun er det ene køn, kan nogle af dem skifte til det køn, der mangler

Anders Kofoed, biolog

Gul klovnegobi kan skifte frem og tilbage

Modsat klovnfisken er der ikke grænser for, hvor mange gange den gule klovnegobi kan skifte køn.

- De lever ret isoleret i små grupper, så hvis de pludselig havner i en situation, hvor der kun er det ene køn, det kunne være, fordi hele flokkens mænd er blevet ædt af en barracuda, så kan nogle af dem skifte over til det køn, der lige mangler, lyder det fra Anders Kofoed.

Det er ikke bare genialt - det er også et eksempel på, at naturen har mange hermafroditter.

For at befrugte sig selv, må de bore deres egen penis ind i panden

Anders Kofoed, biolog

Især under havets overflade finder man mange tvekønnede dyr, fordi fisk som udgangspunkt har ret nemt ved at skifte køn, fortæller biologen.

Napoleonfisken er født som hun, men kan skifte over til hankøn, hvis den er stærk nok. Derefter udvikler den en pukkel på panden. Det er puklen, der refererer til Napoleon.

Fladorme penisfægter i korallerne

Fladormen skifter ikke mellem kønnene, men er begge køn på samme tid.

Og det give fordele og ulemper:

- Nogle fladorme kan befrugte sig selv, men vil helst ikke, fordi det er en fæl proces at gøre. For at befrugte sig selv må de bore deres egen penis ind i panden for at aflevere sæden derinde, lyder det.

- Hvis en fladorm inseminerer sig selv, kalder man det "traumatisk inseminering" inden for biologien, forklarer Anders Kofoed.

Og fladormens to køn giver ligeledes anledning til en lidt særlig form for kamp i koralrevet, hvis de ønsker at formere sig med en anden fladorm:

- Der er nogle, som penisfægter om, hvem der skal være hannen i dag. Det er taberen, der bliver hun den dag, men det kan jo være, at hun bliver heldig næste gang og bliver til en han, lyder det.

Se interviewet med biolog Anders Kofoed i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY