Som 56-årig forlod hun seks børn i Danmark og drog mod verdens brændpunkter
På 15 år har Anna Eckhoff boet i ti forskellige lande, blandt andet Afghanistan, Irak og Sydsudan.
Da Anna Eckhoff var 56 år, pakkede hun for første gang sin kuffert for at rejse ud og hjælpe mennesker i verdens brændpunkter.
Og selvom omgivelserne havde svært ved at forstå, hvad hun, som enke med seks børn og fast arbejde, skulle i verdens krigszoner, rejste hun alligevel.
- Min drivkraft var, at jeg havde gået hjemme i mange år. Jeg trængte til at se nogle andre voksne og komme ud og møde nogle nye mennesker, og spændingen ved at rejse ud i de her brændpunkter, den var jeg meget interesseret i, fortæller Anna Eckhoff i ‘Go’ morgen Danmark’.
Siden er det blevet til jobs hos både minerydnings-NGO’er, EU og FN for den i dag 73-årige danske kvinde.
Og hun har ikke fortrudt, at hun tog springet.
- Jeg tror, at krigszoner giver mig det med, at det er svært at navigere i, og det kan jeg godt lide, og jeg plejer også at være rimelig god til det, fortæller Anna Eckhoff.
Anna Eckhoff er lige nu tvunget til at være hjemme i Danmark.
Det er svært for den nu 73-årige kvinde, der ikke er færdig med at rejse til brændpunkter, men det har også betydet, at hun nu har fået tid til at skrive sine mange oplevelser fra udlandet ned.
Lært at skyde med AK47
Anna Eckhoff arbejdede i Danmark med it, da hun pludselig besluttede sig for at tage orlov og rejse til den tjetjenske republik Ingusjetien for at arbejde med flygtninge.
Ti år forinden var hendes mand død, og i huset i Allerød boede to ud af hendes seks børn stadig hjemme.
Men med hjælp udefra fik hun sørget for, at hendes to hjemmeboende døtre fik besøg af en ‘husmor’ et par gange om ugen, mens hun var væk.
For Anna Eckhoff var fast besluttet på, at hun ville rejse.
- Da min mand dør, får jeg lyst til, at der skal ske noget. Det, der tricker mig, er, at jeg får et kick af spænding. Jeg vil gerne opleve noget spændende. Jeg ville væk fra moderrollen og det trygge liv herhjemme, forklarer hun.
Anna Eckhoff har primært arbejdet med administration, men hun har set masser af spænding efter 15 år i ti forskellige lande.
Hun har oplevet vejsidebomber og angreb fra både Taleban og IS, og så har hun lært at skyde med maskingevær i Irak, hvor hun arbejdede i et minerydningsprojekt.
- De internationale vagter var i tvivl om, at hvis vi virkelig blev angrebet, om de lokale irakiske vagter bare smed deres maskingeværer og flygtede. Så det var vigtigt, at vi alle sammen kunne skyde med en AK47, fortæller hun.
Og især Irak har budt på meget spænding for Anna Eckhoff. Hun skulle ofte tage til Kuwait for at hæve løn til sine ansatte.
- Jeg havde sådan en stor jakke med store lommer i, så der puttede jeg pengene ned i, fordi grænsevagterne måtte jo ikke se, at jeg havde penge. Det var lige der, hvor Muhammad-krisen var på det højeste. Der var jeg virkelig betænkelig ved at vise mit danske pas, lyder det.
Har lært at tage konflikterne
Anna Eckhoff kom hjem fra sin seneste rejse i 2018, men incitamentet for at rejse til brændpunkter har ændret sig siden hendes første rejse.
- Motivationen for at være derude er ikke så meget det med spænding mere. Det handler ikke så meget om at gøre en forskel for den enkelte flygtning, men mere for det land man er i og være med til at genopbygge det, lyder det.
Men livet i verdens krigszoner har også udviklet Anna Eckhoff personligt.
- Jeg har lært at tage konflikter, for man bor i små isolerede samfund, og du kommer ikke uden for en dør eller uden for lejren. Jeg har været vant til, at hvis jeg havde en konflikt, så gik jeg min vej, men det kan du ikke der. Man er nødt til at tage konfrontationen, forklarer hun.
Og selvom alderen i dag siger 73 år, er Anna Eckhoff ikke færdig med at rejse ud og hjælpe andre.
- Lige nu kan jeg ikke komme afsted, men jeg vil meget gerne ud igen. Jeg vil gerne til Yemen og Sudan. Lige nu keder jeg mig lidt, fortæller hun.
Se interviewet med Anna Eckhoff i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY