USA VALG

USA finder sin næste præsident

Hvad sker der? Mange delstater er afgjort i det amerikanske præsidentvalg, men der er endnu ikke fundet en vinder. Følg med i de seneste resultater her.

Hvad venter vi på? Fire altafgørende  svingstater er endnu ikke optalt. Det gælder Pennsylvania, Georgia, Nevada og North Carolina. Det er fortsat usikkert, hvornår vi har et endeligt resultat. Se her, hvordan Trump og Biden hver især kan nå sejren. 

Denne liveblog opdateres ikke længere. Få seneste nyt her.

Denne liveblog lukker - følg den nye her

Klokken har nu passeret midnat, og vi lukker denne liveblog. Men vi forsætter med at følge hvert øjeblik af dramaet om, hvem der skal være præsident de næste fire år. Følg med i den nye liveblog her.

Biden ser ud til at vinde første optælling i Georgia - men der skal en omtælling til

Mange af de sidste stemmer fra delstaten Georgia er nu talt op, og Joe Biden har øget sin føring markant. Han fører nu med 4235 stemmer, skriver både AP, CNN og flere andre medier.

Tidligere i dag oplyste delstatens indenrigsminister, at der blot manglede at blive talt 4153 stemmesedler i alt i Georgia. Det vil altså sige, at med den seneste stak optalte stemmer, ser det ud til, at Biden nu er længere foran end det antal stemmer, der ikke er talt op. De tal er dog behæftet med usikkerhed, og vi ved endnu ikke, om der kan dukke flere stemmesedler op.

Indenrigsministeren har desuden allerede annonceret, at der vil blive iværksat en genoptælling af stemmerne, da kandidaterne er inden for et halvt procentpoint af hinanden.

Tale fra Biden forventes klokken 02

De amerikanske medier spekulerer i øjeblikket på livet løs i, hvad demokraten Joe Biden mon vil sige i den stort anlagte tv-tale, han vil holde fredag aften. Også vicepræsidentkandidat Kamala Harris skal tale.

Ifølge Fox News forventes den 77-årige Biden at indtage podiet foran sit hovedkvarter i Wilmington klokken 20 lokal tid - det er klokken 2 i nat i Danmark.

TV 2 følger talen i nat.

Biden øger føringen i Pennsylvania igen

Joe Biden fører nu med næsten 15.000 stemmer i den afgørende svingstat Pennsylvania, efter staten har frigivet endnu en stak resultater. Det er den hidtil største føring, han har haft i delstaten, siden han overhalede Donald Trump i eftermiddag dansk tid.

Der er fortsat talt omkring 98 procent af stemmerne op. Det vil sige, at Trump stadig godt kan hente Bidens føring i teorien, men så skal han have en meget stor del af de ikke-optalte stemmer.

Vinder Biden Pennsylvanias 20 valgmænd, vil han krydse de magiske 270 valgmænd for at vinde valget, hvad end man giver ham Arizona eller ej - noget, medierne er uenige om.

Eks-kampagnechef skal stå i spidsen for Trump-søgsmål

Donald Trump har siden valgnatten og i adskillige tweets de efterfølgende dage rejst flere søgsmål i flere delstater for at få stoppet optællingen af stemmer.

Nu har Trump–lejren så udpeget den mand, som skal stå i spidsen for de juridiske tiltag, skriver The New York Times. Der er tale om David Bossie, der tidligere har været vicekampagnechef for Trump under valget i 2016.

Hvorfor er der forskel på mediernes valgmænd til Trump og Biden?

Hvad er stillingen egentlig i kampen om nøglerne til Det Hvide Hus mellem Joe Biden og Donald Trump?

Blandt de største danske medier er der uenighed om, hvor mange valgmænd hver af de to præsidentkandidater på nuværende tidspunkt har tilkæmpet sig.

Men hvorfor egentlig? Det kan du blive meget klogere på i artiklen herunder: 

Joe Bidens forspring mindskes i Arizona

Joe Bidens forspring skrumper svagt i staten Arizona, hvor demokraten nu er 41.302 stemmer foran Donald Trump. 

Der er nu talt 90 procent af stemmerne op.

Tidligere fredag var Joe Biden foran med mere end 44.000 i svingstaten. 

Bernie Sanders udråber Biden som vinder

Den demokratiske senator Bernie Sanders udråber nu også Joe Biden som vinder af præsidentvalget: 

- Jeg vil gerne takke de progressive græsrodsbevægelser for deres imponerende indsats for at hjælpe med at gøre Bidens sejr mulig, skriver han på Twitter. 

- Tillykke, lad os fortsætte med at rykke fremad.

Trump-kampagnen: Det handler ikke længere om ét valg

I en ny udtalelse fra Trump–kampagnen lyder der fortsat anklager om valgsvindel. 

Men ifølge en talsmand fra kampagnen handler det nu ikke længere om "ét enkelt valg":

- Det handler om integriteten i vores valgproces, lyder det. 

Samtidig tilføjer Donald Trump i udtalelsen:

- Jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe for jer og vores nation.

Kampagnen har endnu ikke fremlagt dokumentation for deres anklager om valgfusk.

Borgmester i Philadelphia afviser påstande om valgfusk

Philadelphias borgmester, Jim Kenney, kalder nu præsident Donald Trumps påstande om bedrageri i optællingen af stemmerne i svingstaten "ubegrundede".

- Mens nogle - inklusive præsidenten - fortsætter med at udspy ubegrundede påstande om bedrageri: Det, vi har set her i Philadelphia, er demokrati klart og simpelt, sagde Kenney på en pressekonference fredag ifølge CNN.

Tidligere fredag udsendte Trump-kampagnen en pressemeddelelse, hvori de blandt andt pegede på, at der ifølge dem var såkaldte "uregelmæssigheder" i stemmeoptællingen i Pennsylvania.

Medier: Både Kamala Harris og Joe Biden taler til nationen i aften

Flere amerikanske medier hører nu fra Bidens kampagne, at også vicepræsidentkandidat Kamala Harris skal holde tale fredag aften.

Først var der forlydender om, at det kun var Joe Biden, som ville tale til nationen.

CNN oplyser, at der muligvis er tale om en sejrstale, og pressemødet bliver da også sendt i "prime time" på amerikansk tv fredag aften, som er de aftentimer, hvor der er flest tv-seere.

Flere medier tager dog forbehold for, at indholdet af talerne kan ændre sig, hvis resultaterne i de afgørende svingstater stadig er for tætte til at udkåre en vinder.

Biden øger forspring i Pensylvania

Med 98 procent af stemmerne optalt i Pensylvania øger Joe Biden nu sit forspring til Donald Trump.

Demokraten er nu foran med 12.390 stemmer i svingstaten, som har 20 valgmænd at gøre godt med.

Tidligere lå det tal på 9.746, skriver AP.

Her er status lige nu

Fem stater holder vi stadig øje med. Her er status fredag aften dansk tid:

Georgia: Joe Biden er lige nu i førersædet i den neglebidende tætte delstat. Med under én procent af stemmerne ikke talt op endnu, fører han med under 1564 stemmer i kampen om Georgias 16 valgmænd. Delstatens indenrigsminister har allerede bebudet en genoptælling af stemmerne, da de to kandidater ikke kan undgå at være adskilt med mindre end et halvt procentpoint.

Pennsylvania: 98 procent af stemmerne er talt op, og Joe Biden overtog fredag eftermiddag føringen, efter at Trump har været langt foran. Biden fører lige nu med næsten 10.000 stemmer i kampen om delstatens 20 valgmænd.

North Carolina: 94 procent af stemmerne er talt op, og Trump fører med godt 77.000 stemmer. Præsidenten anses for at være favorit i delstaten, som har 15 valgmænd.

Nevada: 86 procent af stemmerne er talt op, og Biden fører med lidt over 20.000 stemmer, svarende til 1,7 procentpoint. Biden var på forhånd anset som favorit til delstatens seks valgmænd, og sådan ser det stadig ud.

Arizona: Delstaten blev af to medier kategoriseret som afgjort til fordel for Biden allerede på valgnatten, men flere er endnu ikke kommet til, og der er atter spænding om delstatens 11 valgmænd. Med 90 procent talt op fører Biden med omkring 44.000 stemmer.

Flere medier erfarer, at Biden vil tale til nationen i aften

Adskillige amerikanske medier erfarer i øjeblikket, at Joe Biden forventer at tale til nationen fra sit hovedkvarter i Wilmington, Delaware, fredag aften lokal tid.

Ifølge CNN vil demokraten blandt andet sætte ord på, hvordan han forestiller sig en overgangsperiode fra Donald Trumps regeringstid til sin egen - formodede - indtræden i Det Hvide Hus skal forløbe.

Mange medier tager dog det forbehold, at stemmeoptællingen kan ændre på Bidens planer.

Det er derfor også stadig usikkert, om han vil erklære sig som valgets vinder på pressemødet.

Astronaut vinder McCains sæde i Senatet

Demokratiske Mark Kelly, der er tidligere astronaut, har besejret sin republikanske modstander i kampen om et af delstatens Arizonas sæder i Senatet. Det konstaterer en lang række amerikanske medier, da Kelly nu har en solid føring med få ikke-optalte stemmer tilbage.

Det er kampen om det sæde, som John McCain sad på indtil sin død i 2018. Siden da har Martha McSally holdt sædet som suppleant, og det er hende, Mark Kelly nu har besejret.

Med afgørelsen har demokraterne nu taget to sæder fra republikanerne, mens et enkelt sæde er gået den anden vej. Stillingen i Senatet er lige nu 48-48 med fire kapløb, der endnu ikke er afgjort.

USPS finder over 1.700 nye stemmesedler i Pennsylvania

Det amerikanske postvæsen, USPS, har fundet over 1.700 nye stemmesedler i Pennsylvania torsdag.

Stemmesedlerne blev opdaget under en gennemgang af brevstemmer bestilt af en føderal dommer.

Det skriver CBS News

På nuværende tidspunkt fører Joe Biden med over 9000 stemmer i svingstaten.

Joe Biden øger sin føring i Nevada

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, har nu 22.000 flere stemmer end Donald Trump i svingstaten Nevada med 86 procent af stemmerne optalt. Det skriver AP. 

Dermed øger han sin føring stort. 

Tidligere fredag var demokraternes kandidat foran med 12.000 stemmer, da 84 procent af stemmerne var talt op. 

Biden var på forhånd anset som favorit til delstatens seks valgmænd, og sådan ser det stadig ud.

Biden udbygger føringen i Pennsylvania

Alles øjne er lige nu på delstaten Pennsylvania, da det synes at være den af de ikke-afgjorte svingstater, hvor stemmetallene opdateres hurtigst i øjeblikket.

Der er netop kommet endnu en bunke stemmer, og det er godt nyt for Joe Biden. Hans føring i delstaten er nu på over 9000 stemmer. Tidligere lød føringen på omkring 5000 stemmer. Der er stadig optalt 98 procent af stemmerne.

Diverse medier har lige nu Joe Biden til enten 253 eller 264 valgmænd, afhængigt af om man anser Arizona for at være afgjort eller ej. Pennsylvania har 20 valgmænd og en sejr her vil altså uanset hvad bringe Biden over de magiske 270 valgmænd.

Bidens føring skrumper i Arizona

Der er stadig spænding om resultatet i delstaten Arizona, som AP og Fox News ellers vurderede var afgjort til Joe Bidens fordel allerede natten til onsdag dansk tid.

Der er lige kommet nye tal fra delstaten, som viser, at Bidens føring er nede på under 44.000. Det er lidt lavere end hidtil. Der er nu talt 92 procent af stemmerne op. Det viser tal, CNN og New York Times har opdateret.

Nancy Pelosi udråber Biden som sejrsherre

På et pressemøde henviser Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, til Joe Biden som "tiltrædende præsident". 

- I morges stod det klart, at Biden-Harris kommer til at vinde Det Hvide Hus, siger hun.

Samtidig italesatte Pelosi, at demokraterne har tabt sæder i Repræsentanternes Hus, men at det overordnet set er en sejr.

- Vi vandt ikke hver kamp i huset. Men vi vandt krigen, siger Nancy Pelosi.