Trailerpark Danmark

Hundredevis af danskere bor stadig i ulovlige trailerparks – efter telefonopkald har kampen taget uventet drejning for campingpar

Kommuner over hele landet varsler et opgør med den ulovlige boform. Flere helårscampister frygter at ende på gaden.

Nogle danskere har svært ved at finde en bolig, der er til at betale, og som de føler sig tilpas i. Derfor vælger flere at flytte permanent ind i en campingvogn på en af landets campingpladser - selvom det er ulovligt.

Det dokumenterede tv-programmet ’Trailerpark Danmark’ i 2019. Og selvom flere kommuner ønsker at stoppe den ulovlige boligform, findes pladserne stadig.

Torsdag aften er der premiere på en ny sæson af ‘Trailerpark Danmark’, som går tæt på nogle af de danskere, der af den ene eller anden grund har valgt at bo i en campingvogn.

I programmet følger man blandt andre beboerne på campingpladsen Corona Camping uden for Køge.

For under en uge siden boede de omkring 80 fastboende på Corona Camping lovligt, men nu er det ifølge Køge Kommune ulovligt.

For vi er netop gået ind i vintersæsonen, hvor man maksimalt må opholde sig i sin campingvogn i 20 dage.

Men mange af beboerne har ikke andre steder at være.

De lever derfor med frygten for at blive smidt ud af campingpladsen og i værste fald blive hjemløse.

- Kommunen vil have os fjernet

Ejerne af Corona Camping uden for Køge, Michael og Susanne Palskov Farnø, kæmper stadig for retten til at drive deres plads med fastboende.

- Der er ingen tvivl om, at kommunen vil have os fjernet, fortæller Michael Palskov Farnø.

Ifølge ham har campingpladsen ændret sig i den kedelige retning. Cafeen, der i årevis har været samlingspunkt for beboerne med hjemmelavet mad, hygge og livemusik, er lukket ned.

Før brugte Michael og Susanne mange timer i cafeen, men i dag må campisterne selv låse sig ind og samles.

Gælden har hobet sig op, og derfor har campingplads-ejerne været tvunget til at tjene deres penge et andet sted.

Michael arbejder under Banedanmark, hvor han reparerer togskinner om natten, mens Susanne laver pædagogisk arbejde med autister og desuden har meldt sig som akuthjælper i den lokale ambulancetjeneste.

Det betyder, at de ikke ser meget til hinanden, men også at de har fået meget mindre tid til at være der for de mange beboere.

De mange trusler om lukning og politianmeldelse og ikke mindst mødet med de mange bekymrede beboere har tæret på Michael og Susanne Palskov Farnø.

Er det det her værd, har de tit kigget på hinanden og sagt.

Men da kampgejsten var tæt på forsvundet, ringede telefonen på Corona Camping en sen aften sidste sommer.

I den anden ende af røret var en mand. Han fortalte, at han havde læst om Corona Camping i medierne og gerne ville donere nogle penge.

- Det var meget overvældende. Det er helt fantastisk, at der sidder nogle mennesker derude og gerne vil hjælpe. Vi kæmper jo en kamp mod systemet, siger Michael Palskov Farnø.

I forbindelse med første sæson af ’Trailerpark Danmark’ lavede TV 2 en rundringning til de campingpladser, der har åbent hele året rundt.

73 ud af de 100 campingpladser deltog, og 64,4 procent svarede ja til, at de havde fastboende.

Rundringningen viste en markant stigning i forhold til for 10 år siden, hvor det blot var 38,4 procent af pladserne, der havde personer med primær bopæl der.

Og tendensen er stadig den samme.

En gennemgående problemstilling

Donationen brugte Michael og Susanne Palskov Farnø til at hyre den kendte advokat Knud Foldschack.

Han har blandt andet repræsenteret det alternative Danmark - eksempelvis som advokat for Christiania, Ballonparken og et utal af andre have- og boligforeninger.

- Corona Camping er ikke en enestående sag. Det er en gennemgående problemstilling, at der mangler alternative boligformer. Der er brug for nytænkning, siger Knud Foldschack til TV 2.

Knud Foldschack og Michael Palskov Farnø gik til Køge Kommune i håb om at få lovliggjort boligforholdene. Det lykkedes ikke i første omgang.

Men de fik udsættelse, så beboerne først skulle fraflytte pladsen 31/3-2020. Og det var heldigt for dem.

For campingsæsonen går som tidligere beskrevet fra 28. februar til 1. november. Dermed fik beboerne sommeren med.

Nu er vinterperioden begyndt, og derfor lever de omkring 80 fastboende nu ifølge Køge Kommune ulovligt i campingvognene på Corona Camping.

Men det er ikke kun uden for Køge, at folk bor ulovligt.

Solgte huset og flyttede i luksuscamper

For i takt med at boligpriserne stiger, er der gennem de seneste år kommet flere og flere danskere, der bor fast i campingvogn året rundt.

Der er over 100 pladser med fastboende i Danmark. I princippet er det ulovligt, men kommunerne har længe set gennem fingrene med det.

For her bor mange af de socialt udsatte, som kommunerne har svært ved at finde en bolig til.

Men campingpladserne huser ikke kun denne type borgere. Det frie liv på fire hjul tæt på naturen tiltrækker også mange andre.

Eksempelvis Marian Christiansen og Bent Laursen, der for et par år siden solgte deres hus og flyttede ind i en luksuscamper på Vorbasse Campingplads.

- Jeg ved ikke hvorfor - er det fordi, man ser ned på mennesker, der bor sådan? Det handler jo om frihed. Frihed til at gøre noget andet, siger Marian Christiansen i programmet.

Hun og hendes mand Bent Laursen mener, at man skal have lov til at bo, som man selv vil.

- Så længe vi betaler vores skat og til den plads, vi bor på, så kan jeg ikke se noget problem i det, siger hun.

For Marian og Bent var det primært et aktivt tilvalg at sælge deres hus og flytte ind i deres campingvogn, mens det for andre er sidste udvej.

Men fælles for dem alle er, at de risikerer at miste deres hjem. For kommuner over hele landet er begyndt at varsle et opgør med den ulovlige boligform.

- Vi mangler en 'værezone'

I forbindelse med første sæson af ‘Trailerpark Danmark’ sidste sommer sagde Køge Kommune til TV 2, at man godt var klar over, at der var mangel på boliger til særligt udsatte borgere og borgere med små midler.

Her udtalte Niels Rolskov (EL), der er formand for Klima- og Planudvalget i Køge Kommune, at man eksempelvis tænkte i tiny houses-løsninger.

Altså små huse, som er til at betale.

- Tænk, at skatteborgere skal bruge penge på at lave nogle boliger, hvor man presser mennesker ind, som ellers havde det godt der, hvor de allerede boede, siger Knud Foldschack og fortsætter.

- Vi har byzone og landzone her i Danmark. Jeg synes, vi bør overveje at lave det, der hedder en ”værezone”, hvor man bare kan få lov at være.

I øjeblikket er der oprettet en sag hos Køge Kommune, og så længe den sag behandles, mener Knud Foldschack ikke, at kommunen kan smide beboerne ud.

Så man venter på en afgørelse, som hverken advokaterne eller Michael og Susanne Palskov Farnø ved, hvornår falder.

Ender det med et afslag på at have fastboende på Corona Camping, vil Knud Foldschack og ejerne af campingpladsen lægge sag an mod Køge Kommune.

Her vil påstanden være, at mere end 30 års accept og forvaltningsmæssig godkendelse af Corona Camping - eksempelvis godkendelse af adresseflytning, henvisning af borgere til campingpladsen og generelt tilsyn med pladsens benyttelse og området - ikke nu kan munde ud i udsmidning.

- Den menneskelige samfundsnyttige brugsret må gå forud for kold politiker- og embedsmandsparagrafkynisme, siger Knud Foldschack.

Du kan se ‘Trailerpark Danmark’ torsdag aften klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.