16x9

Hvem vinder valget? Eksperterne er enige

Forud for nattens valg har TV 2 bedt danske USA-eksperter om at give deres bud på hvilken præsident, USA kan forvente fra næste år.

Joe Biden står til at vinde præsidentvalget stort, hvis man skal tro statistikker og meningsmålinger.

Derfor burde det ligge lige til højrebenet på forhånd at erklære ham som vinder af nattens valg.

Alligevel skal man ikke mere end et enkelt amerikansk valg tilbage, før det løber de fleste USA-eksperter koldt ned ad ryggen.

Historien er velkendt: Ingen havde spået, at den uortodokse og skandaleramte forretningsmand Donald Trump fra New York ville vinde over Hillary Clinton og indtage Det Hvide Hus som USA's 45. præsident.

Eksperterne er i år derfor langt mere tilbageholdende med at spå om valgets udfald. Alligevel er de 11 eksperter, TV 2 har talt med, forsigtigt enige om, at Biden bliver USA's næste præsident - måske...

Jesper Steinmetz.
Jesper Steinmetz. Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2

Jesper Steinmetz

TV 2s USA-korrespondent

- Jeg tror på Biden, og han har en langt større chance, end Hillary havde det. Trumps fordel i 2016 var, at han var det her uberørte blad, men denne gang ved folk præcis, hvem han er, og hvad han står for.

- Alligevel er der i de seneste uger tændt et lille håb i Trump-lejren, fordi han vinder frem nogle steder, og det vækker virkelig bekymring hos Bidens folk. Lige nøjagtig med det her valg kan man virkelig sige, at det ikke er ovre, før den allersidste stemme er talt op.

Birgitte Borup.
Birgitte Borup. Foto: Unknown / Ritzau Scanpix

Birgitte Borup

Journalist og redaktør for International Kultur på Berlingske

- Hvis Biden ikke vinder, kan vi lige så godt lukke alle meningsmålinger ned. Men jeg er ret sikker på, at valget bliver tættere, end vi tror.

- Jeg har selv lige været i USA, og min oplevelse blandt demokrater er, at valget af Biden er det mest uentusiastiske valg nogensinde, og det er et svagt udgangspunkt at blive præsident på. Jeg tror, Trump taber, men spørgsmålet er, om 'trumpismen' og den politiske bevægelse, han har startet, også taber.

David Trads ved Christiansborg fredag den 23. november 2018
David Trads ved Christiansborg fredag den 23. november 2018 Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

David Trads

USA-kommentator

- Med al overvejende sandsynlighed vinder Biden på tirsdag - og han vinder stort. Hvis han ikke gør det, kan vi for alvor ikke længere bruge meningsmålinger til noget.

- Men der er et men. Trumps ti procents chance for at vinde (ifølge FiveThirtyEight, red.) er jo ikke nul procent. Så det er ikke umuligt for Trump at vinde. Alligevel ville jeg blive meget overrasket, hvis det skulle ske.

- Præsident Trumps største problem er, at folk på midten ganske enkelt ikke kan lide ham. Derfor er Bidens allerstørste styrke, at han ikke er Trump. Så måske er det her året, hvor amerikanerne simpelthen tænker, at de har brug for en som Biden, der kan give dem ro på?

Niels Bjerre-Poulsen
Niels Bjerre-Poulsen Foto: SDU

Niels Bjerre-Poulsen

Lektor i amerikanske studier ved SDU

- Jeg vil egentlig, klog af skade, helst ikke pege på en konkret kandidat som vinder. Men skal man tro meningsmålingerne, vinder Biden solidt.

- Mange eksperter lider næsten af posttraumatisk stress efter det sidste valg, men vi skal huske, at en lang række faktorer er helt anderledes i år. Meget taler til fordel for en stor, solid sejr til Biden i år - og ikke en gentagelse af 2016-valget. Jeg vil blive meget overrasket, hvis Trump får en periode mere.

Gyldendal
Gyldendal Foto: Gyldendal

Sara Maria Glanowski

Forfatter og journalist på Weekendavisen og bosat i New York

- Alt tyder på en sejr til Joe Biden. Coronapandemien har fremhævet, hvor kynisk og inkompetent en leder, Trump er, og de ældre vælgere, som er sårbare over for virussen, har fået nok. Forstadskvinderne har også vendt ham ryggen, og de unge, som er mere liberale, møder talstærkt op ved stemmeurnerne.

- Jeg har netop tilbragt en uge ude på landet i den nordøstlige del af svingstaten Pennsylvania, og det er slående, hvor loyale støtter Trump har blandt de hvide arbejderklassevælgere. De er endnu mere begejstrede for ham nu, end de var for fire år siden. Men mit gæt er, at Biden vinder Pennsylvania på grund af byerne og de stemmetunge demokratiske forstæder.

Mirco Reimer-Elster er USA-analytiker for TV 2.
Mirco Reimer-Elster er USA-analytiker for TV 2. Foto: Claus Troelsgaard / TV 2

Mirco Reimer-Elster

TV 2s USA-analytiker

- Det mest sandsynlige scenarie er, at Joe Biden bliver USA's næste præsident. Det peger stort set alt data, målinger og historik på, hvilket må være udgangspunktet for en historiker og analytikers vurdering. Men når det er sagt, så er min analytiske hjerne i disse døgn i stor konflikt med min mave.

- Min mavefornemmelse siger mig, at valget bliver tættere, end målingerne og prognoserne indikerer. Jeg tror, at Trumps opbakning i meningsmålingerne er underrepræsenteret, og at Trump har halet ind på Biden i slutspurten. Af samme årsag vil jeg ikke være spor overrasket, hvis Trump får fire år mere.

Torsten Jansen.
Torsten Jansen. Foto: Simon Læssøe / Scanpix Denmark

Torsten Jansen

USA-kommentator på TV 2 News

- Jeg vil helst pege på den amerikanske statistiker Nate Silver, der giver Trump omkring ti procents chance for at vinde og Biden 90 procent. Det, tror jeg, er meget rigtigt.

- Men hvis jeg var på Bidens team, ville jeg ikke sove trygt, før alt det her var ovre. Var der ti procents risiko for, at ens hus brændte ned, ville de fleste nok ringe til forsikringsselskabet med det samme.

- Men jeg er færdig med kategorisk at pege på den eller den anden kandidat. Dog vil jeg sige, at hvis Trump går hen og vinder, så bliver det i hvert fald kun lige med en fingernegl.

Annegrethe Rasmussen.
Annegrethe Rasmussen. Foto: Lars Bech / Scanpix Danmark

Annegrethe Rasmussen

Chefredaktør på mediet POV International og bosat i Washington D.C.

- Jeg forudser intet, belært af 2016. Men jeg kan læse meningsmålinger lige så godt som alle andre, og de tog ikke fejl for fire år siden, modsat hvad mange danskere tror. De var faktisk ret præcise, men fordi det amerikanske valgsystem som bekendt ikke er en folkeafstemning om præsidenten, så afhænger resultatet af få svingstater.

- Meningsmålingerne peger på en mulig jordskredssejr til Biden, men jeg tror, at en snæver sejr også er mulig. Hvis Trump vinder, tror jeg det bliver en mindst mulig sejr, men det er jo ligegyldigt. En sejr er en sejr.

Jesper Zølck.
Jesper Zølck. Foto: Thomas Willmann / TV 2

Jesper Zølck

Journalist på TV 2 News i USA

- Med en masse 2016-forbehold er min fornemmelse, at det bliver en komfortabel sejr til Joe Biden. For mig handler det meget om “omvendt entusiasme” - entusiasmen for at stemme imod Trump. Og her er det særligt fire grupper, jeg ser som demokraternes vej til sejren: Ældre og unge, hvide kvinder og sorte vælgere.

- Den store ubekendte er stemmefordelingen. Og så ser vi rekordhøj deltagelse fra vælgere, som ikke stemte i 2016. Måske gemmer Trumps stille flertal sig blandt dem? Jeg synes dog, det er påfaldende, hvor meget tid Trump bruger på at så tvivl om gyldigheden af stemmer. Det tyder ikke på stor tillid til, at han kan vinde uden hjælp fra domstole og advokater.

Jørn Brøndal.
Jørn Brøndal. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Jørn Brøndal

Professor og leder af Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet

- Biden får næsten stensikkert flere stemmer end Trump. Det tyder alt på. Spørgsmålet bliver jo som bekendt, om det er nok for Biden. På valgnatten er det værd at holde øje med svingstaten Florida, for hvis den går til Biden, så er sejren stort set i hus.

- Hvis Texas også går til Biden, så er det game over for Trump. Men det vil jeg dog se, før jeg tror det.

USA-analytiker Mads Fuglede, som træder ind i Folketinget for Venstre. Til Ritzau historie 28.09.2017. (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2017)
USA-analytiker Mads Fuglede, som træder ind i Folketinget for Venstre. Til Ritzau historie 28.09.2017. (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2017) Foto: Anne Bæk / Scanpix Denmark

Mads Fuglede

USA-kommentator og medlem af Folketinget for Venstre

- Hvis jeg var Biden, ville jeg tænke, at det hele ser lyst ud. Omvendt hvis jeg var Donald Trump, ville jeg føle, at det hele var op ad bakke. Dog kan et løft i svingstaterne her til sidst være med til at gøre en forskel. Men... Trumps muligheder er ikke store.

- Jeg vil holde øje med Florida på valgnatten, for hvis Biden vinder Florida, bliver det nok en jordskredssejr for ham. Hvis Trump derimod vinder Florida, bliver det for alvor interessant.