Maya.
Station 2

Hendes far tog lillebroren med sig i døden - men Maya Nilsson husker ham som en god far

Faren begik selvmord og tog hendes lillebror, Marc, med. Nu fortæller 24-årige Maya Nilsson, hvordan hun vil huske sin far 15 år efter tabet af dem.

Når folk, der ikke kender mig i forvejen, spørger til min far, overvejer jeg at feje spørgsmålet væk. Eller også afvejer jeg, om jeg kan slippe med at sige, at han bare ikke er her mere.

Men når folk alligevel kommer så tæt på, at de får spurgt, er jeg efterhånden klar med en indøvet sætning:

Jeg vil gerne fortælle dig det, men det er voldsomt.

Indeni mærker jeg en frustration og samtidig en tristhed over, at jeg advarer mod historien om min egen far.

Som efterladt er det svært at forene de to sider, som sammen udgjorde min far: Ham, jeg så som min beskytter, og ham, som i sidste ende efterlod mig i komplet utryghed.

For min far tog sit eget liv, og han tog min lillebror, Marc, med sig i eksplosionen.

Min lillebrors fødselsdag

Selvom jeg kun var ni, husker jeg dagen tydeligt: Det var Marcs fødselsdag, og han fyldte fem.

Fødselsdagen blev holdt hjemme hos Marcs mor, Camilla, i deres rækkehus i Odense. Jeg var også inviteret, men først ud på eftermiddagen.

Inden fødselsdagen var jeg hjemme hos min mormor og morfar. Her legede jeg ude i haven med hunden.

Imens stod min mormor indenfor i køkkenet og ordnede grøntsager med radioen kørende i baggrunden.

Jeg gik ind til hende, for jeg havde ikke flere godbidder til hunden. Så hørte jeg det, der for altid ændrede mit liv:

Der var sket en eksplosion i Odense. En mand og en dreng var omkommet, og en kvinde var i livsfare, sagde de i radioen.

Skrækscener fra Irak

Jeg blev født i 1996 – samme år stod min far foran en udsendelse. Men min mor ville ikke have, min far tog afsted. Så hun gav ham et ultimatum: Det var enten os eller militæret, ellers gik hun fra ham.

Men min far ville fortsætte med at tjene sit land – også selvom han som soldat var vidne til ting, ingen mennesker har godt af at se. Det skrev min mor i en blomstret notesbog med beskrivelser fra min barndom:

”Jeg husker tydeligt en historie, din far fortalte fra Irak. Han skulle bære alle ligene ud fra et hospital. Børnene var blevet dræbt, fordi nogen havde slået deres hovedet ind i en væg,” skrev hun blandt andet.

I det meste af mit liv var min far udsendt. Derfor boede jeg mest hos min mor og papfar. Når jeg fortalte folk, at min far var soldat, roste de ham. Min far var også selv stolt af det, og derfor var jeg stolt af ham.

Bjørn, min kærlige far

Da jeg var fire år, blev jeg storesøster til Marc. Ham fik min far sammen med sin nye kæreste, Camilla.

Marc var lyshåret, blid og mild – og så var han altid glad. Altid.

Hjemme hos min far byggede vi huler, far, Marc og jeg. Vi stod også på rulleskøjter, gik i biografen eller tog i zoologisk have sammen.

Nogle gange tog vi også i legeland. Her legede vores 198 centimeter høje far med os i modsætning til de andre forældre, som sad bænket i et hjørne og drak kaffe. Han løftede Marc, når han ikke kunne nå op i et net, ligesom jeg kunne. Havde andre børn samme udfordring, hjalp min far også dem.

Min far passede på os – og med ham i hånden havde jeg det som om, intet kunne gøre mig ondt.

Fordi min far var udsendt så tit, tænkte jeg ikke så meget over det, da han blev udsendt igen til Irak i 2003.

Men denne gang kom han hjem før tid, og noget var anderledes.

Min fars blik blev tomt

At min far ikke havde det godt efter en af sine udsendelser, var jeg vant til. For så sov han hele tiden og trak sig meget tilbage. Han kunne heller ikke lide høje lyde.

Men pludselig stoppede han også op midt i det hele og gik sin vej, mens han legede med Marc og mig. Andre gange lå han bare på sofaen og stirrede tomt ind i væggen.

Senere fik han det værre.

En nat blev han indlagt på psykiatrisk afdeling, men han blev sendt hjem igen dagen efter. Det skete halvandet år før Marc fødselsdag 21. juli 2005.

Efter det blev min far ikke udsendt igen.

Beskeden hos mormor

Jeg stoppede op et kort øjeblik, da det gik op for mig, hvad jeg havde hørt i radioen. Så kiggede jeg op på min mormor.

- Det passede lige med far, Marc og Camilla, sagde jeg.

Men min mormor sagde, at det kunne ikke passe og bad mig gå ud i haven til hunden igen. Der var jeg ude, indtil min mor og papfar dukkede op.

- Jeg skal da ikke hjem endnu, sagde jeg undrende, da jeg så dem.

De bad mig gå med ind i stuen og sagde, at jeg skulle sætte mig ned.

Så fortalte de det. At det var far, Marc og Camilla, jeg havde hørt om i radioen. Og at far og Marc var døde efter en eksplosion i huset.

Jeg kunne ikke få vejret. Så meget græd jeg. For alt i verden ville jeg se dem, far og Marc. Bare en sidste gang. Men jeg fik at vide, at det kunne jeg ikke. For der var ingen hele mennesker at se.

Afskedsbrevet fra min far

Bagefter kørte min mor og papfar mig hjem. Jeg sad på forsædet og så ud. Indeni havde jeg en følelse af, at alt var gået fuldstændig i stå.

Da vi kom hjem, fandt min mor et kort i postkassen med mit navn på. Der var en håndfuld store stjerner på kortets forside. Under stjernerne stod der: ”Du er…”.

Vippede jeg kortet, blev stjernerne til flere, og de blev mindre. Under dem stod fortsættelsen: ”den mest funklende af alle himlens stjerner!”.

På kortets bagside stod der:

”Kys fra din far. Hvad end du tror, så elsker jeg dig meget højt, Bjørn".

- Var det med vilje?, spurgte jeg min mor.

- Det er politiet ved at finde ud af, svarede hun.

Det sidste farvel

”Din far blev bisat onsdag efter ulykken, der skete en torsdag.”

Sådan lød den første sætning, min mor skrev om fars begravelse i den blomstrede notesbog:

”Det var i kapellet i Munkebo, og hele Bjørns familie var der. Din papfar, mormor og morfar var der også.

Først hørte vi noget keltisk musik i seks minutter. Det var meget smukt, og alle snøftede. Så er jeg lidt i tvivl om rækkefølgen.

Men bedemanden bød velkommen. Han sagde også, det var vigtigt at stå sammen i denne svære tid.

Så hørte vi Søs Fenger med ’Inderst inde’. Puha, den var hård.

Lille Maya, du og jeg græd rigtig meget undervejs. Så fulgte vi ham ud til bilen, og du lagde en rose på kisten”, skrev hun.

Jeg kan huske, at mange af gæsterne til begravelsen aede mig i håret. Men handlingen føltes hul.

Da jeg lagde rosen på fars kiste, sagde min mor, at jeg skulle sige farvel. Så det gjorde jeg. På det tidspunkt havde jeg det som om, jeg ikke havde flere følelser tilbage i min krop.

Jeg vil aldrig få svar

Jeg begyndte i skole igen kort tid efter ulykken. Der valgte jeg selv at sige det til min klasse. Men jeg fortalte ikke direkte, hvad der var sket. I stedet sagde jeg, at det var rigtig nok, hvad de havde hørt om min far i fjernsynet.

I årene efter begyndte folk at behandle mig anderledes. Nogle havde svært ved at se mig i øjnene. Andre så på mig, som om jeg nærmest havde en del af skylden over min fars handling.

At folk behandlede mig anderledes efter ulykken, gjorde mig fortvivlet og forvirret. De samme følelser gik igen, når jeg tænkte på, at min far havde frataget mig alt det, vi kunne have haft sammen i fremtiden – også sammen med Marc.

Jeg mærkede, hvordan jeg i det ene øjeblik var tom for følelser og i det næste følte alt. Jeg græd, skældte min mor ud og trak dynen op over hovedet i håb om, at det gik over igen.

Hvorfor var det Marc og ikke mig, min far tog med sig? Betød jeg ikke lige så meget for min far, som Marc gjorde?

Men lige gyldigt hvad, ville jeg aldrig få svar. I stedet stod jeg tilbage med et savn, der aldrig ville forsvinde igen.

Nobi blev min redning

Efter min fars død valgte jeg at brugen arven fra ham på en hest. Det var egentlig ikke planlagt, at det skulle være den. Men pludselig var Nobi der bare. Hesten, som gik hen og blev mit lyspunkt i sorgen.

For jo mere energi jeg lagde i hesten, jo flere fremskridt skete der.

Brugte jeg min energi på hesten og ikke på sorgen, var det som om, jeg blev fri for et øjeblik. Red jeg, fik jeg samme følelse. Der kom en ro over mig, og jeg følte mig mere tilstede – også i livet.

Jeg udrettede noget med den hest, og mens jeg gjorde det, fik jeg sorgen og savnet på afstand.

Det gik op for mig, at jeg fandt fred sammen med Nobi.

Af den grund lagde jeg også al min sorg over på ham. I den proces gik det op for mig, at ulykken altid kommer til at være en del af mit liv – også selvom jeg ville ønske det modsatte.

I arbejdet med hesten lærte jeg også, hvordan jeg ønsker at huske min far og Marc.

Jeg savner min far

Folk taler tit om at komme videre. Men jeg plejer at sige, at jeg lever videre sammen med min far og Marc. For jeg savner dem stadig. Det har jeg ret til, ligesom jeg vil have ret til at kunne tale om dem.

Men jeg savner på ingen måde den del af min far, som var så syg. Det er også derfor, jeg har valgt at huske ham, som den gode, kærlige og positive far, jeg kendte.

Når folk spørger, så er det den far, jeg vil holde fast i.

Se 'Station 2: Far dræbte min lillebror' mandag klokken 20.50 på TV 2 eller nu på TV 2 PLAY.