Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

En demonstrant cykler foran en brændende container i Barcelona fredag aften.

Hvad sker der? Smittetallet i USA når nye højder med ny rekord over antal smittede på et døgn. 

Hvad er status? Mens Europa er hårdt ramt af pandemiens andenbølge, er USA med 8.945.891 smittede fortsat det land med flest registrerede smittetilfælde. På verdensplan har tallet rundet 45.000.000 smittede.

Corona-benægtere i kampe mod politiet i Barcelona

Demonstranter, som nægter at coronavirus eksisterer og ikke følger restriktionerne, stødte fredag sammen med politi i Barcelona i Spanien.

Cirka 50 demonstranter kastede mursten og fyrværkeri mod politiet og satte ild til affaldscontainere i Barcelonas centrum, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Knap 50.000 nye smittede i Frankrig

De franske sundhedsmyndigheder oplyser, at man inden for det seneste døgn har registreret 49.215 nye smittede med coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er en stigning i forhold til torsdag, hvor der blev meldt om 47.637 nye smittede.

I søndags satte Frankrig rekord med 52.010 nye smittede.

Nu over ni millioner smittede i USA

USA har nu haft mindst 9.000.298 smittede med coronavirus. Det skriver CNN, som citerer Johns Hopkins University.

Det er blot 14 dage siden, USA nåede op på otte millioner smittede under pandemien.

I alt er 229.293 personer døde med covid-19 i USA.

Folketingsmedlem smittet med coronavirus

Det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansen er smittet med coronavirus.

Det oplyser Niels Flemming Hansen i et Facebook-opslag. Han skriver, han ikke har yderligere kommentarer.

Kære alle. Jeg vågnede op torsdag morgen i København og var ret skidt. Jeg kørte til Vejle og blev testet for Corona...

Posted by Niels Flemming Hansen on Friday, October 30, 2020

Politiet indrømmer fejl: Nægtede borgere fra Slesvig-Holsten indrejse

Et mindre antal borgere fra Slesvig-Holsten er ved en fejl blevet afvist ved den dansk-tyske grænse, da de fredag ville rejse ind i Danmark.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor man beklager fejlen. Slesvig-Holsten har hidtil været kategoriseret som åben region.

Fra midnat natten mellem fredag og lørdag bliver også Slesvig-Holsten kategoriseret som karantæneregion.

Britiske restriktioner på eksport af influenza-vaccine

Storbritannien begrænser nu eksporten af influenza-vaccine. Vaccinen skal bruges til Storbritanniens borgere, siger den britiske sundhedsminister Matt Hancock ifølge blandt andet NRK.

Efterspørgslen efter influenza-vaccine er steget i Storbritannien på grund af pandemien med coronavirus.

Ny smitterekord i Østrig

5.627 personer er i løbet af det seneste døgn registreret smittet med coronavirus i Østrig, oplyser sundhedsmyndighederne i landet. Det er ny rekord og en stor stigning i forhold til torsdag, hvor tallet var 4.453. 

Det højeste antal smittede, der blev registreret på et enkelt døgn under den første bølge af coronavirus i Østrig, var 1.050.

Det skriver nyhedsburauet Reuters.

WHO holder møde med Kina om pandemi

En gruppe eksperter fra verdenssundhedsorganisationen (WHO) har torsdag holdt et virtuelt møde med kinesiske coronaeksperter om pandemien.

Det oplyser WHO's generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Over 24.000 nye smittede i Storbritannien

De britiske sundhedsmyndigheder melder om 24.405 nye smittede med coronavirus i løbet af det seneste døgn. Det er en stigning på over 1300 i forhold til torsdag, hvor tallet var 23.065.

Yderligere 274 personer er døde med covid-19 i løbet af det seneste døgn. Det er et lille fald i forhold til torsdag, hvor der blev meldt om 280 døde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Minkfarme kan beholde raskmeldte mink

 En række minkfarme, der har været ramt af corona, får lov at beholde deres nu raskmeldte dyr.
 Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

 - Det her tiltag vil forhåbentlig lette presset på minkavlernes levebrød, siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i meddelelsen.

Nyt varslingssystem på vej

Sundheds- og Ældreministeriet præsenterer lørdag et nationalt varslingssystem.

Det oplyser ministeriet fredag eftermiddag.

Et pressemøde lørdag vil omhandle et nyt varslingssystem under coronapandemien, som erhvervslivet blandt andet har efterspurgt, skriver Ritzau.

Myndigheder i Moskva gør klar til at vaccinere - smitte sætter rekord

Myndighederne i Moskva gør ifølge nyhedsbureauet Reuters klar til massevaccinationer i den russiske hovedstad, efter det daglige smittetal i byen er steget til et rekordhøjt tal på over 18.000.

Hvis det lykkes at få tilstrækkelige mængder vaccine, siger Moskvas viceborgmester Anastasia Rakova, at folk kan blive vaccineret allerede i december.

Island skærper restriktioner trods fald i smittetal

Island har sænket grænsen for et forsamlingsforbud fra 20 til 10 personer, og alle sportsaktiviteter er blevet suspenderet, skriver nyhedbureauet Reuters.

De nye restriktioner træder i kraft 3. november og varer foreløbig 14 dage. Det sker for at opnå et yderligere fald i smittetrykket, som toppede i midten af oktober med 291,5 smittede pr. 100.000. Det er nu nede på 213, men de islandske myndigheder vil have det endnu længere ned.

Kun 12 er døde med covid-19 i Island.

Hospital: Nedbrud i nationalt testsystem

Ifølge Aarhus Universitetshospital betyder et nationalt nedbrud i det system, som registrerer coronaprøver, at hospitalet må bede folk med testtider frem til klokken 17 om at blive hjemme.

Klokken 15.20 skriver Ritzau, at hospitalet nu oplyser, at systemet så småt er oppe at køre igen.

I Region Hovedstaden oplyser man at nedbruddet hos dem varede et kvarter, og at ingen borgere er blevet afvist til test.

Rekordtal i Holland: Over 11.000 nye smittede

De hollandske sundhedsmyndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 11.119 i løbet af det seneste døgn er blevet smittet med coronavirus.

Det er ny rekord, den tidligere rekord blev registreret 26. oktober, hvor 10.343 blev registreret smittet i løbet af et døgn.

Ministerie øger kapaciteten i smitteopsporingen

Sundheds- og Ældreministeriet har besluttet at øge kapaciteten i smitteopsporingen, så den kan håndtere op til 3000 nye smittede hver dag. Det er en markant udvidelse af den nuværende smittesporing, lyder det i pressemeddelelse.

Det Kongelige Teaters musikchef er død med coronavirus

Det Kongelige Teaters musikchef er død med coronavirus. Det oplyser Det Kongelige Teater til Politiken. Musichefen, den russiske dirigent Alexander Vedernikov, blev 56 år.

Region Nordjylland melder om problemer med at tilgå testsvar

Forsøger man forgæves at logge ind på sundhed.dk og tjekke et prøvesvar fra en coronatest i Nordjylland, kan det skyldes tekniske problemer.

Region Nordjylland oplyser, at der i øjeblikket er ustabilitet i forhold til at logge på tjenester, hvor man skal bruge NemID.

Ledere i den offentlige sektor presset under corona

En undersøgelse foretaget af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) viser, at seks ud af ti offentlige ledere har været ramt af stress under coronakrisen. Det skriver Netmediet A4

1.700 ledere i den offentlige sektor er blevet adspurgt til arbejdsbyrden under coronakrisen. Hertil svarer 58 procent, at de har følt sig stresset 'hele tiden' eller 'ofte'.