Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 27. oktober

Feriepenge.

Hvad skete der? Mens smitten spredte sig over Europa, indgik regeringen sammen med en række partier en aftale om nye hjælpepakker til dansk erhvervs- og kulturliv.

Hvordan så det ud i Danmark? På 19 timer blev der registreret 745 nye smittetilfælde med coronavirus. Se alle tallene her.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Feriepenge ikke med i ny aftale - minister vil indkalde til forhandlinger

Den nye aftale byder på dårligt nyt til de danskere, der havde håbet, at de kunne få de resterende to uger af deres indefrosne feriepenge udbetalt.

- Det bliver ikke i denne aftale, men vi indkalder til forhandlinger omkring det senere på efteråret, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Her er hovedpunkterne i ny aftale om hjælpepakker

Bag tirsdagens sene aftale om nye hjælpepakker til erhvervs- og kulturliv står regeringen sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Enhedslisten . Du kan se hovedpunkterne i aftalen her.

Aftale om nye hjælpepakker til erhvervslivet på plads

En ny aftale om yderligere hjælpepakker til dansk erhvervsliv er på plads, det skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Twitter. Aftalen er indgået af regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget. Partierne har fundet otte milliarder til aftalen, skriver Kollerup.

Simon Kollerup on Twitter

Forfatter: Simon Kollerup
 
{settings}
 

Coronarelaterede dødsfald stiger med 40 procent på en uge i Europa

Europa er hårdt ramt af coronavirus i øjeblikket.

Antallet af daglige coronarelaterede dødsfald i Europa er steget med 40 procent på en uge. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til BBC.

Talskvinde for WHO Margaret Harris fortæller, at Frankrig, Spanien, Storbritannien, Holland og Rusland står for størstedelen af smittetilfældene, der i samme periode er steget med en tredjedel.

- Bekymringen er, at intensivafdelinger på hospitaler nu begynder at blive fyldt op med meget syge mennesker, advarer hun tirsdag ifølge BBC.

Corona hos søskendepar sender elever på vestjysk skole hjem

Et søskendepar på Lem Stationsskole i Vestjylland er smittet med corona, og derfor sendes fire årgange nu hjem, skriver Dagbladet Ringkøbing–Skjern. Derudover er ti lærere sendt hjem.

Frankrig frygter snart at nå forårets niveau af intensivindlæggelser

Behandling af coronapatient på Robert Ballanger Hospitalet i Aulnay-sous-Bois nær Paris.

Antallet af intensivpatienter i Frankrig kan indenfor to uger nå samme niveau, som da epidemien toppen i april, hvis ikke nye tiltag iværksættes. Det siger talsmand for den franske regering Gabriel Attal tirsdag ifølge Reuters.

- Vi ser eksponentielle stigninger i antallet af infektioner, siger han til pressen efter et møde mellem franske partiledere og landets regering.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron vil onsdag præsentere nye tiltag mod den eskalerende coronasituation i landet, lyder det. 

Frankrig slog søndag rekord for antal dagligt smittede på et døgn med 52.010 nye tilfælde.

Aarhusiansk vuggestue lukker på grund af smittte

Børnegården Sct. Anna i Aarhus.

Syv ansatte og to børn er testet positiv for coronavirus i Børnegården Sct. Anna i det centrale Aarhus, skriver Lokalavisen Aarhus. Derfor er vuggestuen nu lukket ned, og 48 børn samt 18 ansatte er sendt hjem.

Hjælpepakker skal række ind i 2021, siger Venstre på vej ind til forhandlinger

Troels Lund Poulsen (V) ankommer til forhandlinger om coronakompensation.

Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen siger på vej ind til aftenens forhandlinger om coronahjælpepakker, at han håber på, at de snart ville nå til enighed om aftale, men at regeringens udgangspunkt slet ikke er godt nok. Der er brug for mere, hvis de danske virksomheder og medarbejdere skal sikres, siger han.

- Vi forhandler ikke med en pistol for panden, og det er vigtigt for os, at aftalen kommer til at løbe længere end to måneder. Ellers vil vi hen over julen sidde i det samme forhandlingslimbo som nu, siger Troels Lund Poulsen til TV 2.

En af de andre ting, der ligger mange danskere på sinde, er de resterende to uger af de indefrosne feriepenge, og her har Venstre et krav med til regeringen.

- Vi har brug for at stimulere økonomien, og det er danskernes egne penge, så hvis ikke vi kan træffe en beslutning om nu, at de udbetales i det nye år, så stiller vi det som beslutningsforslag i Folketinget, hvor der jo er flertal for det, siger Troels Lund Poulsen.

Tjekkisk sundhedsminister går af efter brud på restriktioner

Nu forhenværende sundhedsminister Roman Prymula.

Den tjekkiske sundhedsminister, Roman Prymula, må gå af efter at have brudt coronarestriktioner, skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker, efter ministeren blev opdaget i at være på en restaurant, der burde have været lukket, hvis den skulle have overholdt landets coronarestriktioner.

Tjekkiet er et af de lande i Europa, hvor smitten stiger allermest lige nu. Siden pandemiens begyndelse er 268.370 tjekkere testet positiv, mens 2365 har mistet livet med covid-19. Der bor lidt over 10 millioner mennesker i landet.

Gymnasium lukker i to uger efter stort smitteudbrud

Køge Gymnasium

40 elever og tre undervisere er konstateret smittet med coronavirus på Køge Gymnasium. Det oplyser rektor Peter Schøidt på gymnasiets hjemmeside. Derfor lukker gymnasiet nu i 14 dage. Lukningen sker i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkehed og Børne- og Undervisningsministeriet. Eleverne vil modtage virtuel "nødundervisning", lyder det.

På Gymnasiet HHX i Ringkøbing i Vestjylland er tre elever smittet med coronavirus. Derfor har rektor Jens Præstegaard valgt at lukke skolen resten af ugen, skriver Dagbladet Ringkøbing–Skjern. Dermed skal 32 medarbejdere og 270 elever have virtuel undervisning de næste dage.

Flere klasser sendt hjem efter smitte hos forældre

Frydenstrand Skoleafdeling i Frederikshavn

Frydenstrand Skoleafdeling i Frederikshavn sendte mandag tre klasser og ni medarbejdere hjem, efter tre elevers forældre er smittet med covid-19. Det skriver TV 2 Nord.

Retningslinjerne skærpes i Skåne efter fordoblet smittetal

De svenske myndigheder kommer nu med skrappe retningslinjer lokalt i Skåne, efter smittetallet er fordoblet i løbet af et par uger. Myndighederne beder nu folk om så vidt muligt at undgå butikker og kollektiv trafik. Læs hele historien her.

Michael Valgren tror, Vueltaen fifler med coronaprøver

684 personer blev testet negativ for coronavirus på Vueltaens første hviledag. Det tal stiller Michael Valgren sig yderst tvivlende over for. 

- Jeg tror, det er lidt for godt til at være sandt. Men det vidner om, hvor stor indflydelse ASO (løbsarrangøren, red.) har på det her løb. De vil gerne have løbet til Madrid, siger han til TV 2.

Du kan læse hele historien her.

Forhandlinger om hjælpepakker genoptages klokken 17

Forhandlinger om hjælpepakker til erhvervslivet genoptages klokken 17. Det oplyser Simon Kollerup, erhvervsminister, på Twitter. 

I Skåne opfordrer man nu til at undgå butikker og kollektiv trafik

Personer bosat i Skåne i Sverige opfordres nu til at undgå butikker og kollektiv trafik. Det skriver SVT Nyheder.

Det blev meddelt på et pressemøde tirsdag, efter smitten i Skåne er steget eksplosivt, og antallet af indlæggelser på intensivafdelingen er fordoblet. 

Selvom rejser med kollektiv trafik nu frarådes, vil det altid være muligt at benytte kollektiv trafik til og fra job.

SSI: Smitten er steget med 80 procent den seneste uge

Smitten er steget med 80 procent fra uge 42 til 43, oplyser Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Insitut til TV 2. 

- Det er meget høje tal, ingen tvivl om det, siger hun. 

Tyra Grove Krause forklarer samtidig, at positivprocenten er stigende. Sidste uge var det 1,7 procent af alle testede, der var positive. Ugen før var tallet 1,2. 

Dermed kan stigningen i smitten ikke udelukkende forklares med, at der testes flere. 

Kontakttallet er forsat 1,2

Det ugentlige kontakttal er fortsat 1,2, og smitten er dermed fortsat stigende. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter. 

Konkret betyder et kontakttal på 1,2, at 10 smittede personer smitter 12. Epidemien vil dermed ebbe ud, hvis kontakttallet er under en i lang nok tid. 

745 nye smittetilfælde med coronavirus

Der er registreret 745 nye coronatilfælde.

Smittetallet er en del lavere end i går, og ifølge Statens Serum Institut skyldes det, at tallet reelt kun dækker over de smittede, der er opgjort de seneste 19 timer. I går blev der nemlig medregnet over fire timer mere end normalt på grund af en teknisk fejl. Her var smittetallet 1056.

Således blev der overestimeret i går og underestimeret i dag. Gennemsnittet af de to dage er 900. 

Problemer med coronatal igen i dag

Når coronatallene fra Statens Serum Institut offentliggøres klokken 14, vil man ikke kunne se, hvor mange der er døde med coronavirus de seneste 24 timer. Det skyldes tekniske problemer. 

Derudover vil antallet af smittede kun dække over de seneste 19 timer. Det skyldes, at tallet i går dækkede over 28 timer - også grundet en teknisk fejl. Derfor forventer SSI, at tallet i dag vil være lavere end i går, hvor der var 1056 smittede. 

Forhandlinger om hjælpepakker genoptages klokken 16

Forhandlingerne om hjælpepakker til erhvervslivet genoptages cirka klokken 16. Det oplyser TV 2s Jesper Vestergren. 

Venstre og de konservative mener, at de 5,6 milliarder, regeringen har lagt op til, der skal bruges hver måned på hjælpepakker, er for lidt. Derudover ønsker de to partier, at de resterende to ugers feriepenge udbetales. Det vil regeringen ikke. 

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er ude af forhandlingerne, og har dermed ikke mulighed for at blive en del af en aftale.