Dameblad vil ikke længere fjerne rynker og deller

I artiklen kan du se eksempler på, hvordan de tidligere har redigeret fregner og folder væk.

Det er let at fjerne en bums, en rynke eller en uheldig hudfold pĂĄ en model i et dameblad med et par klik i et redigeringsprogram.

Men den slags forskønnelser er nu fortid på modebladet Alt for Damerne.

De har sagt helt farvel til retouchering af modeller og interviewpersoner i deres blad.

Det har de, fordi de ikke længere vil være med til at bidrage til et urealistisk skønhedsideal og en perfekthedskultur, der får kvinder til at føle sig forkerte.

- Hvis man kun ser glat hud og perfekte proportioner, er det let at komme til at føle sig utilstrækkelig og utilfreds, når man kigger sig selv i spejlet, siger Rikke Dal Støttrup, der er redaktionschef på Alt for Damerne.

Væk med rynker og rander

Indtil nu har det været en del af værktøjskassen for fotografer og art directors på Alt for damerne, at man i billedbehandlingen kunne fjerne mørke rander, modermærker, folder og deller.

- Man kan arbejde med huden og lige glatte den lidt og gøre den lidt friskere og lidt sprødere. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan se rynker på Lise Nørgaard. Men der bliver lige glattet lidt, siger hun.

- Hvis én forsidekvinde er blevet fotograferet med bar ryg, og der har været de der folder på ryggen, som vi alle har, så har vi måske lige glattet dem lidt.

- De professionelle kan gøre det, så du ikke lægger mærke til det. Men det er jo snyd og uigennemsigtigt for læserne, så vi skal ikke gøre det, siger hun.

De senere år er modeserierne og udtrykket i bladet blevet mere og mere naturligt, og det har derfor været en glidende overgang til, at modellerne nu er helt urørte af digitale forskønnelser. Derfor kommer læserne heller ikke til at mærke den helt store forskel, lyder det fra Rikke Dal Støttrup.

Alt for Damerne har givet et eksempel på, hvordan de tidligere kunne bruge retouch til at ændre et billede. Umiddelbart er det svært at se forskel på de to forsidebilleder fra Alt for Damerne i juli 2018. Til venstre ses forsiden uden redigering, og til højre er den redigeret.

Men zoomer man ind, kan man se, at der er sket små ændringer. Her er en armhule gjort slankere.

Forside pĂĄ Alt for Damerne.
Forside pĂĄ Alt for Damerne.

Og her er der fjernet lidt fregner.

Forside pĂĄ Alt for Damerne.
Forside pĂĄ Alt for Damerne.

Fregner og modermærker på brystet er også fjernet.

Forside pĂĄ Alt for Damerne.
Forside pĂĄ Alt for Damerne.

Og her er det hatten, der er blevet redigeret lidt lavere.

Forside pĂĄ Alt for Damerne.
Forside pĂĄ Alt for Damerne.

Æstetikken og drømmen

Alt for Damerne har snart 75 års fødselsdag som modeblad for voksne kvinder, og i dag er de Danmarks mest læste kvindeblad. Deres mission har fra start været at skabe et æstetisk univers og en pause fra den grå hverdag, og på den konto er fregner og folder forduftet i trykken.

- Jeg tror, det handler om, at bladet traditionelt gerne har villet vise drømmen. Det vil vi stadig gerne, men de senere år har vi bare konstateret, at læserne er klar til det uperfekte, siger Rikke Dal Støttrup.

Læserne vil meget hellere se autentiske kvinder, de kan spejle sig i og lade sig inspirere af. Derfor gør det også Rikke Dal Støttrup pinlig over, at det først er nu, de siger farvel til retouchering. For det er indlysende, at man selvfølgelig ikke skal forskønne en i forvejen smuk model.

Og selvom Alt for Damerne – ifølge Rikke Dal Støttrup - er det første danske magasin, der dropper de små forskønnelser i efterbehandlingen af billederne, vil hun ikke kalde sig frontløber.

- Vi går ikke forrest. Vi tapper bare ind i en strømning, siger hun.

Strømningen er, uddyber redaktionschefen, et krav fra læserne og brugerne om diversitet. Personer af alle aldre, køn, seksualiteter, størrelser, former og farver vil ses, høres og repræsenteres, og det afspejler sig også i modebrandsenes catwalks og kampagner.

Alt for Damernes læsere er i gennemsnit 47 år, og derfor er de også begyndt at skifte modeller i 20’erne ud med kendte kvinder, og her har livserfarne kvinder som Lise Nørgaard, Gunbritt og Jacqueline Friis-Mikkelsen været på forsiden.

En bums kan fjernes

Hos modemagasinet Eurowoman er retouchering stadig en del af værktøjskassen, og de er ikke umiddelbart klar til at følge i Alt for Damernes fodspor.

Magasinets chefredaktør understreger, at de ikke ændrer på proportioner, fjerner rynker eller laver ændringer, så billedet viser en forvrænget version af virkeligheden.

En bums kan dog godt ryge i redigeringen, hvis personen foran kameraet ønsker det.

- Hvis der er en, der har fået et udbrud af bumser, og når bladet er kommet ud, er de bumser væk, fordi så har hun ikke menstruation mere, så ville vi gå ind og mindske det, siger Anne Lose, der er chefredaktør på Eurowoman, der ligesom Alt for Damerne udgives af Egmont Publishing.

Hun påpeger, at der er stor forskel på at bruge retouch til at ændre lys, skygger og farver, som er udbredt i modefotografiet, og på decideret at lave om.

Vil afspejle diversitet

Hos Benjamin Medier, der blandt andet udgiver Woman, Costume og Liv, bliver retouchering brugt som virkemiddel til at ændre på eksempelvis lys. Der kan også være tilfælde, hvor en model ønsker at få fjernet en bums.

Men ifølge viceadministrerende direktør Birgitte Raben har de stort fokus på diversitet, og derfor har der både været en ældre kvinde, en transkønnet og en kvinde med runde former på forsiden for nylig.

- Det er et bevidst valg om at prøve at afspejle diversitet både i kvindetyper, aldre og former. Det er vigtigere for os end spørgsmålet om retouchering som grafisk virkemiddel eller ej, siger Birgitte Raben.

Gælder ikke annoncer og pr-billeder

Alt for Damerne har fået meget positiv respons, efter at de postede deres første uredigerede forsidebillede og deres nye dogmer om autenticitet på Instagram.

Holdningen om ingen retouchering gælder både forsidebilledet og alle de billeder inden i magasinet, som redaktionen selv står for at få taget.

Men annoncer og pr-billeder, som bliver leveret af eksterne, er undtaget. Her kan Alt for Damernes redaktion kun opfordre til, at de ikke retoucherer, lyder det fra redaktionschefen.