Knæk Cancer

Se alle højdepunkterne fra 'Knæk Cancer Live'

Showets tre værter.

Hvad skete der?

Louise Wolff, Janni Pedersen og Mikkel Kryger var værter til det direkte show, hvor der blev samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse med inspirerende fortællinger og rørende øjeblikke.

Hvorfor skulle du se med?

'Knæk Cancer Live'-showet var kulminationen på en uge, hvor der var blevet samlet ind og sat fokus på cancer. 

Se 'Knæk Cancer Live'  på TV 2 PLAY

Livebloggen lukker - tak for i aften

Showet er slut, livebloggen lukker - tak for i aften. 

Indsamlingen slutter

Samlet er der indsamlet 139.102.807 kroner. 

12 kvinder samlede over 200.000 kroner ind, da de lavede helt speciel kalender

12 kvinder, der enten har haft kræft eller været pårørende til nogen med kræft, er gået sammen og har lavet en kalender, som de har solgt med det formål at samle penge ind til Knæk Cancer.

Kvinderne, der alle er 50+, smed dele af tøjet for den gode sag.

- Det handlede om at gøre en forskel. Og så er det en hyldest til de kvinder, der har haft cancer - for vi er alle smukke, uanset hvordan vi ser ud, siger en af "kalenderpigerne."

Indtil videre har kalendersalget bidraget med mere end 212.000 kroner til Knæk Cancer.

Så meget er der samlet ind nu

Der er nu samlet 117.951.332 kroner ind.

Carpark North spiller "Moments"

Carpark North spiller sangen "Moments".

Forsagner Lau Højen fra bandet har tidligere fortalt, at han mistede sin mor til kræft juleaftensdag. 

Kræftramte veninder tabte begge håret, men reagerede meget forskelligt

Sine Valbjørn Schlüter og Mette Holm Moesgaard fandt hinanden, da de begge blev ramt af en særlig aggressiv form for brystkræft (triple-negativ brystkræft). Sygdommen krævede en hård behandling, og de mistede begge håret.

Men hvor Sine Valbjørn Schlüter accepterede hårtabet, havde Mette Holm Moesgaard sværere ved at leve med det. Hun følte sig ikke god nok uden hår.

Så da Sine Valbjørn Schlüter havde arrangeret et overraskelsesfotoshoot, blev hendes veninde først lidt tilbageholdende.

- Jeg tænkte, at det var grænseoverskridende. Men da det bundfælder sig, tænker jeg "fandeme jo, det her kan jeg også uden hue", siger Mette Holm Moesgaard.

Så hun tog alligevel huen af og blev fotograferet med sit korte hår. 

- Jeg går hjem i dag med en følelse af, at jeg er smuk uden hue, og jeg hviler i mig selv uden hue, siger Mette Holm Moesgaard. 

Og selv om kræftsygdommen forsvinder, bliver venskabet mellem de to.

- Det er et venskab for livet, for det er en del af Sine Valbjørn Schlüter og en del af mig nu, siger Mette Holm Moesgaard. 

Så meget er der samlet ind nu

Der er nu samlet 82.302.425 kroner ind til Knæk Cancer. 

Ikke første gang, Randi Lind Knudsen er med i 'Knæk Cancer: - Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sidde her

Det er ikke første gang, at Randi Lind Knudsen er med i 'Knæk Cancer'.

For i 2015 medvirkede hun i showet som en del af et spinninghold. Kort efter gennemførte hun en ironman. 

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sidde her og være en af dem, der er på vej igennem et kræftforløb, siger Randi Lind Knudsen.

Og denne gang blev hun overrasket, for i et telt ved siden af 'Knæk Cancer'-studiet, var et spinninghold i gang på cyklerne. 

To af Randi Lind Knudsens bedste veninder, Henriette og Mette, overraskede hende i cykeltøj. 

- Du har været så stærk igennem det her, en kæmpe inspiration, siger Henriette.

Så tog de hende med ud til spininingteltet, hvor Randi Lind Knudsen igen skulle spinne i den gode sags tjeneste.

Så meget er der samlet ind nu

Der er indtil videre indsamlet 71.053.075 kroner til Knæk Cancer

Randi fik konstateret kræft, kort efter hun havde født sin søn

Randi Lind Knudsen fik konstateret brystkræft, da hendes søn, Theodor, kun var 3,5 måned gammel.

- Det er så svært at kapere, at man måske ikke kommer til at se ham starte i børnehave eller møde hans første kæreste, fordi jeg er bange for at dø af kræft, siger hun. 

Men efter et kemoforløb og derefter en operation, som hun selv sammenligner med et ufrivilligt triatlon, sidder hun nu med en besked om at være kræftfri.

- Nu tør jeg se en fremtid med Theodor igen, siger Randi Lind Knudsen, der ikke altid ved, hvor hun finder styrken til at komme igennem behandlingerne. Men tit kommer de fra det samme sted. 

- Men meget af styrken har ligget i Theodor. Det er ikke kun mig selv, jeg skal kæmpe for længere - jeg skal kæmpe for, at han har sin mor, siger hun.

Læs Randis historie i artiklen her: 

Anthon synger sang, han har skrevet til sin afdøde mor

Sangeren Anthon, der er halvdelen af Citibois, synger nummeret ’Mor’ og hans nye single ’Overarbejde’.

Sangen ’Mor’ er skrevet til Anthons egen mor, der døde af kræft i 2017.

- Det er den vildeste sang, jeg nogensinde har skrevet. Den handler om at miste, men er også meget håbefuld. Jeg bliver altid meget rørt, når jeg synger den, siger han til TV 2.

Sangen ’Overarbejde’ handler om at kæmpe for sine drømme, og den minder også Anton om sin mor.

Kræftramte Michelle bliver overrasket i sin isolation

Michelle Schwartz bliver overrasket på live-tv.

Michelle Schwartz er lige nu i 100 dages isolation, fordi hun gennemgår en stamcelletransplation.

Men hun fik uventet besøg, da Christian Degn bankede på døren sammen med en gruppe af Michelle Schwartzs bedste venner. 

- I sommers samlede du gode minder, men du skal også have noget at glæde dig til, siger Christian Degn. 

Michelle Schwartzs venner havde hver et skilt med sig, hvorpå de havde skrevet en ting, de glædede sig til at lave sammen med hende på den anden side af isolationen: Rulleskøjteture, rødvin og røverhistorier, museumsture og tiktokdanse. 

- Det er ubeskriveligt, lød det fra en tårevædet Michelle Schwartz.  

- Jeg er bare virkelig rørt. 

Michelle: - Hvis dette var min sidste sommer, vil jeg dø med et smil

28-årige Michelle Schwartz lider af en særlig aggressiv form lymfekræft. Derfor gennemgår hun lige nu en stamcelletransplantation, der betyder, at hun skal være i isolation i cirka 100 dage.

Men inden hun gik i isolation, besluttede Michelle Schwartz sig for at lave en særlig bucket-liste over ting, hun skulle nå denne sommer – i tilfældet af, at den skulle blive hendes sidste.

- Så har jeg noget dejligt at tænke tilbage på. Vi prøver at skabe gode minder, for vi ved ikke, hvor længe vi kan have hinanden, siger hun. 

Læs Michelles historie her:

Else mistede sin far, mor, bror og søster til kræft: Så kom hun på en idé

Else Holmgrün på 59 år har mistet en stor del af sin familie og venner til kræft, blandt andet sine forældre, sin bror og søster. 

Derfor startede hun i samarbejde med tre venner en indsamling på den bodega i Randers, som hun arbejder på.

Hurtigt steg beløbet over deres vildeste forventninger, og i aften kan hun afsløre, at de sammenlagt har indsamlet 60.009 kroner til kampen mod kræft.

Så meget er der samlet ind nu

Der er foreløbigt samlet 45.198.018 kroner ind til Knæk Cancer. 

Sebastian Jessen: - I flere år efter tabet af min far havde jeg det svært med 'Knæk Cancer'

Sebastian Jessen havde i mange år svært ved at rumme 'Knæk Cancer'.

Det fortæller han på sin Instagramprofil i forbindelse med, at han deltager i dette års callcenter, hvor danskere kan ringe ind og donere til 'Knæk Cancer'.

Hans far gik bort efter 20 måneders kræftsygdom for syv år siden, og i årene efter havde han svært ved at høre om alle de mennsker, som var blevet raske.

- Jeg har selv mistet til cancer, og ved hvor smertefuldt og sorgfuldt det er. I flere år efter tabet af min far, havde jeg det faktisk svært med hele 'Knæk Cancer'-ugen og især lørdagens show, skriver han.

Læs mere om Sebastian Jessens blandede følelser i artiklen her:

Troels Gustavsen spiller "Knuste hjerter"

Troels Gustavsen, der også er en del af duoen 'Noah', spiller "Knuste hjerter". 

Mie trak sig, da hendes veninde fik kræft: - Jeg kunne ikke rumme sygdommen

Linet og Mie havde været gode veninder i 11 år, men da Linet fik konstateret brystkræft, trak Mie sig væk fra Linet.

Noget, hun fortryder i dag: 

- Jeg følte, at jeg var nødt til at trække mig, fordi jeg ikke kunne rumme sygdommen, fordi jeg ikke følte, at jeg var nok for hende, siger Mie.

Linet følte sig skuffet.

- Det var ret svært at acceptere, at en, man holder så meget af, ikke var inde for rækkevidde, siger hun.

De to veninder genoptog dog kontakten og fik talt tingene igennem. 

- Det var for godt et venskab til, at det skulle løbe ud i sandet, siger Linet.

Men efter de genoptog venskabet, fik Linet konstateret kræft i lillehjernen. Så nu er hun i stråle- og kemobehandling.

Og sammenlignet med sidste gang, kræften ramte, er der en væsentlig forskel: 

- Den her gang, der skal jeg være der for at give hende det, hun har brug for, siger Mie. 

Så meget er der samlet ind

Der er nu indsamlet 31.552.668 kroner.

Syvårig pige samler 26.000 kroner ind til 'Knæk Cancer' - sådan gjorde hun

Asta er syv år gammel og har samlet penge ind til Knæk Cancer.

I 2018 fik Asta konstateret leukæmi, og derfor har hun sammen med sin gamle dagplejemor Betina lavet en helt masse papirhjerter, som hun har solgt for 20 kroner stykket.

Astas mål var at samle 17.000 kroner ind, men i 'Knæk cancer Live' afslører hun nu, at hun har samlet 26.000 kroner ind. Hun drømmer om, at der en dag findes en vaccine mod kræft. 

Se Asta fortælle om papirhjerterne her:

Knæk Cancer - Start din egen indsamling

Astas højeste ønske er, at forskerne finder en vaccine mod kræft, for ingen børn skal have kræft. ❤️ Derfor har hun startet sin egen indsamling, hvor hun sælger hjerter af papir – du kan også starte din egen indsamling lige her: http://link.tv2.dk/FBAstaSDEI Lige nu ser Asta frem mod sin sidste kemopille til april. 💪

Posted by Knæk Cancer on Friday, October 9, 2020