Stephanie van-der Watt som femårig med sine forældre og lillesøster Isabella i baggrunden.
Årgang 0

Uddrag fra ’Årgang 0’-Stephanies bog: Når tv-holdet kom, fandt jeg mit smil og glade øjne frem

I sin nye bog fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt blandt andet om, at det ikke altid var familiens sande liv, der blev vist på tv-skærmen.

"Jeg er blevet filmet og vist i fjernsynet fast hvert eneste år, fra den dag jeg blev født til i dag, hvor jeg er 20. Jeg er i virkeligheden nærmest det, man kalder „medietrænet“. Det var i lang tid bare en naturlig del af mit liv at være „på“, og ikke noget, jeg tænkte særlig meget over eller kunne se noget mærkeligt i. Det er derfor heller ikke noget, jeg husker specielt tydeligt fra min tidlige barndom. Jeg har ikke en masse minder om kameraer, tv-folk og presse fra dengang. Jeg mærkede ikke de store konsekvenser af at være „et kendt ansigt“. Hvis folk genkendte nogen på gaden, var det som regel mine forældre. Sådan var det i begyndelsen.

Et af de første minder, jeg har med et kamera, er, fra jeg var fem år gammel. Vi boede i Slagelse, min mor, far, Isabella og jeg, sammen i Løvegade, hvor vi havde boet i knap et år. Det var en stor lejlighed. Der var ikke så mange rum, men de var store allesammen, bortset fra køkkenet. Der var en kæmpestor cremefarvet stue, alt skulle være cremefarvet dengang, med hvide møbler, som var mere „fornem“ end de andre rum i lejligheden. Jeg havde mit eget værelse med lyserøde vægge, bamser og legetøj over det hele og en seng med slør, og jeg havde en lille kattekilling, der hed Chilli. Jeg gav den kærlighed og nussede den, men den var skør. Sindssyg faktisk. Den rev mig i benet, hver gang jeg gik gennem døren mellem stuen og soveværelset. Kun mig. Jeg elskede den alligevel.

Jeg kan godt tænke, det er grotesk, at jeg skulle sidde der som femårig, foran kameraet, og sige, at min far var gået fra os

Stephanie van-der Watt

Min mor og jeg havde været på besøg hos min farmor, som også boede i Slagelse på det tidspunkt, og da vi kom hjem, satte min mor den store, sorte kameraklods, som vi havde fået udleveret af TV 2, op i en vindueskarm. Det gjorde hun ofte, når vi skulle filme os selv, så det var der ikke noget mærkeligt i. Men denne gang var det alligevel anderledes. Vi satte os foran kameraet, helt tæt, så vi begge kunne være i billedet. Vi skulle fortælle, at min far lige havde ringet, og at han ikke ville bo sammen med os mere.

Min mor, som kun var 23 år på det tidspunkt, holdt rundt om mig, kyssede mig mange gange på kinderne og så ked ud af det. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg selv havde det, eller om jeg tænkte noget specielt om situationen. Mine overvejelser gik mest på, om der ville være et værelse i min fars nye lejlighed, som jeg kunne komme og overnatte i, og hvilken farve der mon skulle være på væggene. Jeg tænkte ikke over, at det var en underlig ting at fortælle til et kamera. Sådan gjorde vi bare. Vi fortalte, hvad der skete. Det var helt hverdagsagtigt.

Når jeg i dag genser det klip, som blev vist i „Årgang 0“ i en af de allerførste sæsoner, kan jeg godt tænke, at det er grotesk, at jeg skulle sidde der som femårig, foran kameraet, og sige, at min far var gået fra os. Men sådan tænkte jeg ikke på det tidspunkt. Kameraerne var der bare. Af og til var det os selv, der filmede, af og til et kamerahold. Jeg tænkte ikke over, hvorfor vi gjorde det, eller at det blev vist som underholdning på landsdækkende tv. Jeg vidste ikke noget om den slags.

Omslaget til bogen.

Sådan skulle det også helst være, naturligt. „Årgang 0“ er en dokumentar, og det skulle derfor se ud, som om intet ændrede sig i vores familieliv, fordi der var kamera på. Det var nemt nok, da vi var børn – det skulle bare gøres til en leg. Det med legen mener jeg bogstaveligt: Jeg kan huske, at vi havde besøg af kameraholdet en anden gang, mens jeg var lille. Det var, før mine forældre gik fra hinanden. Vi filmede, og i pausen spiste vi frokost alle sammen sammen. Mens lydmanden og tilrettelæggeren diskuterede med mine forældre om, hvad der skulle optages nu, legede kameramanden, Thomas, med Isabella og mig.

Vi kunne godt lide ham. Han havde selv lige fået et barn og elskede, at der var børn alle vegne på hans arbejde også. Pludselig, midt i legen, sagde han: „Nu går vi i gang med at filme igen. Og så er vi spøgelser! Vi er her ikke! I kan ikke se os!“ Dét var magiske ord for mig! Jeg var helt med! Jeg legede, at jeg ikke kunne se dem, hverken tv-folkene eller udstyret, de var usynlige, og jeg syntes selv, at jeg var virkelig god til det.

Jeg tænkte sådan længe, når vi skulle filme: at det var en leg, og at tv-folkene var spøgelser. Men med tiden blev det sværere at lege med. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan ting ændrede sig, når der var kamera på. Folk opførte sig anderledes. Klassekammerater, der ikke normalt talte til en, ville pludselig være ens ven. Samtalerne blev mere kunstige: Vi kunne for eksempel sidde ved bordet ved aftensmaden derhjemme og få at vide, at nu skulle vi spise, som vi plejede, men vi skulle tale om et eller andet bestemt – konfirmation, en flytning, en eksamen, noget, der var sket eller skulle ske senere på året, som passede med de andre scener, kameraholdet allerede havde optaget. Det kunne hurtigt blive akavet.

Når kameraet var tændt, spillede vi alle med og gjorde, som vi fik besked på

Stephanie van-der Watt

Mit eget humør ændrede sig også. Om morgenen, når jeg vidste, at vi skulle filme, var jeg som regel sur. I de sidste sæsoner skiftede vi konstant tilrettelægger, følte jeg, og det var hårdt at blive ved med at skulle vænne sig til nye mennesker og åbne sig og „være ærlig“ over for fremmede ansigter. Ikke fordi de ikke var søde og imødekommende, de var bare ukendte for mig. Det var det, der ikke var rart. Men når tv-holdet først var kommet ind ad døren, og vi kom i gang med optagelserne, fandt jeg mit smil og mine glade øjne frem og lod, som om jeg syntes, at det hele var fint. Det samme gjaldt mine forældre, kunne jeg se: De kunne sagtens have været sure eller triste inden optagelserne, men når kameraet var tændt, spillede vi alle med og gjorde, som vi fik besked på: Kig op, kig ned, tal, vær stille. Gå ind ad døren, vent fem sekunder, gå ud igen, gå ind igen på den samme måde som før.

Helt naturligt.

Enkelte gange var det virkelig skuespil, vi spillede. For eksempel blev Isabella og jeg på en sommerdag bedt om at gå ind på mit værelse, tage lange bukser, tykke hættetrøjer og sokker på og sætte min radiator til, og så hængte kameraholdet et tæppe for vinduet, og, ja, „så sagde vi, at det var det vinter“, selv om vi sad og svedte og tænkte på den grønne græsplæne i haven, hvor vi for et øjeblik siden havde ligget og solet os i toppe med tynde stropper og talt om kærester og flytte-hjemmefra-planer.

Det år havde tv-holdet ikke været hos os om vinteren, så de manglede bare lige en scene, hvor der var halvmørkt, og hvor Isabella og jeg var sammen, forklarede de. Heldigvis blev optagelsen brugt, så noget kom der da ud af det show, trøstede Isabella og jeg os med, da vi så programmet. Andre gange kunne man godt blive småirriteret, når man opdagede, at den scene, hvor man gik ind ad den samme dør otte gange med de samme bevægelser og det samme ansigtsudtryk, ikke havde klaret cuttet.

Man kan sagtens diskutere, om det, de fik, når de var på besøg hos os, var repræsentativt for vores eller mit liv eller ej. Det mener jeg ikke det var. Jeg mener, at de fik en blanding af det, de selv gerne ville have, og det, vi gav dem. Og vi gav dem som regel den lette, ikke så voldsomme version af os selv og vores liv. De var ofte med en dag, hvor vi skulle et eller andet spændende, og vi var forberedte på, at de skulle komme. Alt kunne være kaos, men så snart vi var„på“, blev det godt og harmonisk. På den måde var det heller ikke kun tv-holdets skyld, at programmet i sidste ende ikke kom til at ligne vores hverdagsliv. Det var også vores egen. Vi havde ikke lyst til at vise andet. Vi var selv med til at skabe de to virkeligheder, de to versioner af historien om os selv."

’Stephanie – fra "Årgang 0" til frihed’ er skrevet af Stephanie Siguenza van-der Watt i samarbejde med Anne Nørkjær Bang og udkommer torsdag 22. oktober på Gyldendal.