Knæk Cancer

Hun havde kun kendt sin kæreste i få måneder, da alt pludselig blev alvor: - Jeg følte ikke, der var nogen garanti

For Sara Bro er der mange følelser på spil, når hun fredag aften går på gulvet i 'Vild med dans' med dansepartner Morten Kjeldgaard. Deres tango er nemlig dedikeret til Sara Bros kæreste.  Henrik Ohsten / TV 2

Efter 15 år med årlige kontroller for brystkræft, fik Sara Bro i 2016 den besked, hun frygtede.

Det var bare tre måneder siden, de havde mødt hinanden til en fødselsdagsfest på røgeriet i Allinge på Bornholm.

Lige siden havde det hele været sjovt og uforpligtende. Og sådan skulle det have fortsat.

Men i efteråret 2016 ændrede virkeligheden sig pludselig for radio- og tv-værten Sara Bro.

En årlig kontrol viste forstadier til brystkræft, og kort efter ventede et møde på Rigshospitalet, hvor lægerne ville gennemgå, hvad der skulle ske.

Dengang var hun og Lasse Lund ikke i nærheden af at kalde sig kærester. Men alligevel var han ikke i tvivl.

- Jeg tager med til det møde, sagde han, da hun fortalte om det.

- Ej, det skal du ikke. Det behøver du ikke, svarede hun.

- Nej okay, det er fint, sagde han så.

- Men nu ringer jeg og siger, at jeg skal have fri den dag. Så kan du lige tænke over det.

I begyndelsen tænkte Sara Bro, at det var lidt et sats fra Lasses side, at han involverede sig så meget, som han gjorde. - Men nu ved jeg, at det er bare sådan, han er, siger hun.

De usynlige mén

Når 46-årige Sara Bro tænker tilbage på den dag og de tre år, der fulgte efter, er hun så glad for, at hun gav Lasse lov til at sidde ved siden af hende til det møde.

For selvom de kun havde kendt hinanden i få måneder, skulle han blive hendes vigtigste støtte.

Både i de åbenlyse situationer før og efter operationerne, men også i den underlige hverdag, der fulgte efter. Hvor man har usynlige mén, og tingene falder sammen om ørerne på én.

Derfor er det også ham, Sara Bro har valgt at takke i fredagens 'Vild med dans - Knæk Cancer'. Her dedikerer alle nydansere nemlig deres dans til en, som har gjort en forskel for dem.

I fredags var det lige ved og næsten for Sara Bro og dansepartneren Morten Kjeldgaard. De havnede i omdans, og her ses de i det øjeblik, de går videre i 'Vild med dans'.

Måske det blev for voldsomt

Sara Bro var ellers en smule afventende, inden hun lod Lasse Lund blive en del af det, hun gennemgik.

Han er 15 år yngre end hende. De var stadig kun ved at lære hinanden at kende. Og hun vidste ikke, hvordan han ville reagere på, at deres forhold blev noget helt andet, end de troede, det skulle være.

Pludselig var de tvunget til at have alvorlige snakke. For selvom Sara Bro ikke havde brystkræft, skulle hun igennem et forløb, som hvis hun havde.

Sara Bro

Sara Bro kunne første gang opleves som radiovært i Børneradio på P3 i DR i 1995.

Siden har hun været vært på en lang række radio- og tv-programmer blandt andet ’Den perfekte mand’, ’Sara og Signe’, ’Hjerteflimmer’, ’Weekend Weekend’ og ’Sara Bro’.

I 2006 udgav hun bogen ’Sara Bros dagbog’, der handlede om det kræftforløb hun var igennem, da hun som 27-årig blev ramt af brystkræft.  

I øjeblikket er hun aktuel i debatprogrammet ’Tværs’ på P3, og så har hun netop lanceret en ny podcast med navnet 'Hjerteflimmer for voksne'.

Hun er forlovet med Lasse Lund og har to børn fra et tidligere forhold.

Da hun var 27, blev hun nemlig ramt af sygdommen og gennemgik en operation, kemo- og strålebehandling. Og til mødet på Rigshospitalet anbefalede lægerne nu, at hun fik fjernet begge bryster og rekonstrueret dem.

Så hun aldrig kunne få brystkræft igen.

Hun vidste, at det ville blive hårdt. Derfor følte hun også, at hun var nødt til at tage snakken med Lasse. Forberede ham på, at det ville blive voldsomt. Og måske for voldsomt, når de først lige var begyndt at ses.

- Helt fra starten sagde jeg, at jeg aldrig ville bebrejde ham, hvis han sagde: "Det her er for hårdt, eller det kan jeg ikke", siger Sara Bro.

Jeg følte heller ikke selv, jeg kunne give nogen garanti

Sara Bro

Men udsigten til de mange operationer bekymrede ham ikke.

- Det eneste, han var bange for, var, hvis det aldrig gik over. Hvis jeg aldrig blev glad igen, fortæller Sara Bro.

Og hun husker, hvordan hun sagde: "Det skal jeg da nok blive".

Hvornår de blev enige om at kalde sig kærester, husker hun dog ikke. Men aftenen før den første operation fik de begge sagt, at de var "super forelskede" i hinanden. Og selvom det var rart at få ud, var alt stadig nyt.

- Jeg følte ikke, at det var nogen garanti. Og jeg følte heller ikke selv, jeg kunne give nogen garanti, siger hun.

Sara Bro blev ramt af brystkræft i 2001, og siden hun fik fjernet knuden, har hun gået til årlige kontroller. Længe havde det været et mål for hende, at hun kunne tage afsted alene for at normalisere og minimere dramaet, som hun siger. Men til kontrollen i 2016, fik hun et chok.

Men Lasse skulle vise sig at være der gennem det hele.

Aldrig forskrækket

Han fulgte hende til operationsstuen gang på gang. Han blev der, til hun forsvandt ind i narkosen, og var der igen, når hun vågnede.

Efter de første to store operationer flyttede han ind i hendes lejlighed i tre uger. For Sara Bro måtte hverken vaske sit hår, åbne døre eller skære gulerødder.

Og det, der gjorde størst indtryk på hende, var, at kæresten aldrig blev forskrækket eller berøringsangst. Hverken over for hendes følelser eller hendes krop.

Det sidste, jeg havde brug for, var at kigge over på én, der ligesom mig var ved at dø af skræk

Sara Bro

Heller ikke efter operationerne, når forbindingerne skulle af, og arrene undersøges af en læge.

- Når jeg kiggede mig i spejlet og slet ikke kunne kende mig selv, betød det vildt meget, at der stod en ved siden af og sagde: "Nå, det er fedt. Det skal nok blive flot", fortæller Sara Bro.

- Det sidste, jeg havde brug for, var at kigge over på én, der ligesom mig var ved at dø af skræk. Så er det meget rarere at kigge over på én, der er optimistisk og siger: "Det skal nok blive fint. Det her klarer vi".

Sara Bro var bange for, hvad der skulle ske med hendes krop. Og selvom hun i dag kan savne sine bryster, er hun rigtig glad for resultatet af sine operationer.

Men Sara Bro ved, at det også har været svært at være den, som var allertættest på hende.

For de psykiske eftervirkninger ramte hende meget hårdere, end hun var forberedt på.

Helt i knæ

Faktisk kunne Sara Bro ikke definere, hvad der gjorde hende ked af det. Operationerne var modsat hendes forventning til at forholde sig til. Men undervejs i forløbet fik hun alligevel følelsen af at være helt i knæ.

Hun kunne græde ud af det blå. Glemme ting. Vågne om natten uden at kunne få ro igen. Og så kunne almindelige hverdagsopgaver forekomme fuldstændigt uoverskuelige.

Selvom hun tænkte, at hun godt kunne passe sit job og hverdagen som normalt, mærkede hun, at hendes krop og sind reagerede.

- Jeg havde jo prøvet det én gang før. Men det kom bag på mig, hvor meget hårdere det her var psykisk. Og at det trak ud, siger hun.

Det at være pårørende er ikke kun at være med på hospitalet

Sara Bro

Sara Bro synes, det lyder forkælet, når hun hører sig selv sige, at de tre år var lang tid. Men i 2001 og 2002 var hun igennem sin kræftbehandling på mindre end ét år. Derfor havde hun slet ikke forestillet sig, at det denne gang kunne komme til at tage tre.

Men så var der et ar, der sprang op. Så skulle hun opereres om. Og hele tiden var der en ny hospitalsdato af se frem imod.

- Det var bare pissehårdt, siger Sara Bro.

Allerhelst ville hun tilbage til sit arbejde på 'Go' Morgen P3'. Og tilbage til sit gamle jeg.

Sara Bro valgte i 2017 at melde ud, at hun havde forstadier til brystkræft og skulle gennemgå en række operationer, da hun ikke kunne skjule sin sygemelding for lytterne i radioen.

Men radioværen fik det først bedre, da hun stoppede helt op.

Kroppen havde brug for ro

I løbet af de tre år gennemgik Sara Bro i alt seks operationer, og hun var sygemeldt to omgange af fire måneder. Og det var afgørende.

For sygemeldingerne var det eneste, der hjalp på den psykiske overbelastning, som hendes læge konstaterede, hun havde.

Som han så det, var det nærmest umuligt for Sara Bro at komme sig ordentligt, hvis hun blev ved med at lave morgenradio, hvor hun kørte i højeste gear og pressede sig selv, blandt andet på søvnen.

Sara Bro vinterbader i dag så ofte som muligt. Nærmest hver dag. Det er en af de ting, hun har fået - og stadig får - det godt af.

Derfor endte Sara Bro med at stoppe på det job, som så mange lyttere ellers forbandt hende med. Og også her blev Lasse en vigtig støtte.

- Det at være pårørende er ikke kun at være med på hospitalet. Det er også at være vidne til hele forløbet og være en sparringspartner, man kan vende det hele med, siger Sara Bro.

Derudover har han været god til at huske hende på at gøre de ting, hun får det godt af. Under sin sidste sygemelding fandt Sara Bro eksempelvis ud af, hvordan det hjalp hende at træne, meditere og vinterbade.

For det gav hende følelsen af at være stærk. Og af at vinde sin egen krop tilbage.

Sara Bro begyndte at træne to gange om ugen i stedet for en. Og det gjorde en stor forskel. For efter alt det hendes krop har været igennem, bliver hun glad af at mærke, at den fungerer igen.

- Jeg er glad for, at det er kommet på afstand

I dag er det snart halvandet år siden, at Sara Bro blev færdigopereret. Og hun mærker stadig efterveerne fra operationerne.

Det er ikke, fordi hun er "helt nede og vende" hver dag, men når hun kigger sig i spejlet, ser hun beviset på det, hun har været igennem. Og hun kan ikke løbe fra, at hendes krop er forandret og anderledes at se på.

Dog er Sara Bro glad for at være nået så langt, at hun kan stå i systuen på 'Vild med dans'-produktionen og prøve den ene kjole efter den anden. Uden at føle, at det er dybt ubehageligt.

- Jeg er glad for, at det er kommet på afstand på den måde, siger hun.

I vinter ville Sara Bro tage røven på Lasse. Derfor friede hun til ham på en hængebro i Costa Rica. Men der er en forhistorie. Mange gange havde han nemlig friet til hende uden en ring, og hun troede, at det var en joke.
Da Sara Bro spurgte, hvorfor han blev ved, svarede han: "Fordi du er den eneste, jeg har mødt, som jeg faktisk godt kunne tænke mig at blive gift med." Men nu havde han prøvet så mange gange, at hvis de skulle giftes, måtte hun spørge. Og det gjorde hun så. - Selvom der ikke er nogen af os, der tager det særlig højtideligt, så tror jeg da, det føles rigtigt, fordi vi har overvundet alle de her ting sammen, siger Sara Bro.

Det psykiske bliver nemmere og nemmere for hver dag, der går, siden hun sidst var på hospitalet. Og fysisk mærker hun ikke nogen begrænsninger. Heller ikke under de mange timers dansetræning, det kræver at være med i 'Vild med dans'.

Men alligevel ved Sara Bro, at denne fredag aften bliver "hardcore".

For lige inden hun skal på, vil hun se et indslag, hvor hun sætter ord på, hvor vigtig Lasse har været for hende, lige siden han gik med hende til det første møde på Rigshospitalet.

Modsat dengang er det nu hende selv, der har sagt, at hun gerne vil have ham med.

Se 'Vild med dans' fredag aften klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.