Knæk Cancer

Syv personer gjorde en forskel, da 3-årig blev syg - 18 år efter siger han tak til dem alle

I et videoeksperiment har TV 2 samlet syv personer, der alle på hver sin måde har haft en særlig betydning for en kræftsyg dansker.

I en video, som 'Go' aften LIVE' har lavet i forbindelse med Knæk Cancer-indsamlingen, bliver syv personer sat sammen i et lokale, uden at de ved, hvad de har tilfælles.

Knæk Cancer 2020

I hele uge 43 sætter TV 2 og Kræftens Bekæmpelse fokus på at knække cancer. 

I løbet af ugen vil der være fokus på kræft i flere af TV 2s programmer.

Det hele kulminerer med 'Knæk Cancer'-showet, der sendes klokken 20.00 lørdag 24. oktober.

Du kan følge 'Knæk Cancer' på TV 2, TV2.DK, Facebook og Instagram.

Læs, hvordan du kan støtte indsamlingen her. 

Blandt de syv personer er en skolelærer, en sygeplejerske, en skuespiller og en fodboldspiller.

De kender ikke hinanden. Men de er alle sammen en del af den samme historie.

Og den historie er Jonas Molbech-Kuskners. Han fik konstateret leukæmi, da han var tre år gammel.

For hver eneste af de 44.000 årlige kræftdiagnoser i Danmark bliver én person til patient, og mange flere bliver til pårørende. Pårørende, der hver dag gør en forskel for den syge og deres familie.

Og nogen gør en forskel helt uden at vide det.

Jonas Molbech-Kuskner var syg af leukæmi fra han var tre til seks år.

Det er for eksempel tilfældet for skuespilleren Lars Thiesgaard, der lægger stemme til vortesvinet Pumba i 'Løvernes Konge'. En film, som gjorde Jonas Molbech-Kuskner glad, da han var indlagt.

- Så har det været det hele værd. Hvad skal jeg sige? Hakuna Matata!, siger Lars Thiesgaard, da han opdager, hvorfor han er blevet inviteret.

I dag er Jonas Molbech-Kuskner 21 år gammel og rask. Og han vil gerne sige tak til alle dem, der var der for ham og hans familie, da han var syg.

Jonas Molbech-Kuskner er i dag 21 år.

- Jeg vil gerne have, at I skal vide, at I alle sammen på hver jeres måde har været med til at gøre mit sygdomsforløb en hel del lettere. Både for mig og for min familie.

- For alt det vil jeg gerne sige tusind, tusind tak, siger han.

Se videoen i toppen af artiklen, og mød syv betydningsfulde personer i Jonas Mobech-Kuskners sygdomsforløb herunder.

Ole Nissen

Ole Nissen var klasselærer for Jonas. Og han fik Jonas til at føle sig som en helt almindelig dreng – og ikke ”ham med kræft”.

Ole Nissen.

Elsebet Kruse

Elsebet Kruse var sygeplejerske der, hvor Jonas var indlagt. Hun kunne hurtigt mærke, at Jonas var et aktivt barn, der slet ikke kunne sidde stille. Hun legede med ham og lod ham løbe afsted på gangen - de fleste gange indhentede hun ham.

Elsebet Kruse.

Sonja og Peter Kjær

Sonja og Peter Kjær er gode venner af Jonas’ forældre. Når kræfterne slap op for Jonas’ forældre, var de der altid til at hjælpe - som en slags bonusforældre for Jonas.

Sonja og Peter Kjær.

Mogens Krogh

Mogens Krogh var Jonas’ store fodboldidol, og Jonas glemmer aldrig, da Mogens Krogh kom hjem i hans have med et par af sine fodboldhandsker til ham. Det er én af de bedste dage i Jonas’ liv.

Mogens Krogh er tidligere professionel fodboldmålmand og spillede ti kampe for det danske landshold i 1992-1998.

Lars Thiesgaard

Lars Thiesgaard lægger stemme til Pumba i Løvernes konge. En film, som Jonas så konstant, når han var indlagt - og som virkelig gjorde ham glad.

Lars Thiesgaard er skuespiller, lydbogsoplæser og tegnefilmsdubber.

Mathilde Almdal

Mathilde Almdal er ven med Jonas’ bror. Selvom hun også selv havde leukæmi, viste hun og hendes familie Jonas, at man godt kan være syg og samtidig have det sjovt.

Mathilde Almdal.