Coronavirus

Coronatrætheden har ramt Danmark: - Det, der var en spurt, er blevet til et maraton

Coronatrætheden har sat ind i Danmark.  TV 2 Grafik / Unsplash

Der er flere ting, vi skal have for øje, hvis vi skal ud af den corona-træthed, der har meldt sig, lyder det fra eksperter.

Da coronavirussen ramte, slettede mange alt, der stod i kalenderen, flyttede kontoret hjem, aflyste ferier og holdt børnene hjemme i det, man troede ville blive en kort og intens nedlukning.

Men nu har det, som WHO har kaldt "corona-trætheden", sat ind i flere lande. Folk er simpelthen godt og grundigt trætte af virussen og er begyndt at slække på restriktionerne, hvilket kan aflæses i stigende smittetal.

Men har corona-apatien også ramt Danmark? Og hvis ja - hvordan kommer vi så ud af den igen?

Vænnet til en hverdag med virussen

Den primære årsag til, at vi er blevet metaltrætte er, at vi ikke længere er i en akut krise, mener Helle Samuelsen, der er lektor i antropologi på Københavns Universitet.

I foråret var krisen akut og ukendt, og vi fornemmede, at det her var noget helt usædvanligt, så vi var klar på at ændre vores adfærd. Men nu er frygten forsvundet, og i dens sted er trådt en form for apati.

- Tingene er stabiliseret på en anden måde end i marts, og det har også ændret vores opfattelse af, hvor akut situationen er. Så bliver vi lidt trætte, siger Helle Samuelsen.

Michael Bang Petersen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i smittepsykologi, er enig. I foråret var vi optimister, men humøret er dalet siden, lyder det.

- Det, der var en spurt, er blevet til et maraton. Så der har meldt sig en vis træthed, siger han.

Mundbind og Mølbaks bobler

Danmark er dog ikke så hårdt ramt af trætheden som visse andre lande, fortæller Michael Bang Petersen:

I et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet svarede godt 10 procent af de adspurgte danskere, at de ikke kan overholde restriktionerne - til sammenligning er det tal 25 procent i Storbritannien og 30 procent blandt adspurgte franskmænd.

Vi tager imod tvivlen med kyshånd

Helle Samuelsen, lektor i antropologi

Men alligevel har der vist sig sprækker i vores tillid til restriktionerne, og det er sådanne sprækker, der slider på vores velvillighed til at holde fast.

To eksempler på sprækker i vores corona-tillid:

1) Mundbind

Et lille stykke stof med elastikker fyldte for et par måneder siden rigtig meget i både medier og debatter. For skulle danskerne - ligesom mange andre folkefærd - vænne sig til at tage mundbind på, når de tog bussen eller på restaurant?

- Det var i starten svært at gennemskue, hvad belægget var for det. Udmeldingerne var ikke entydige, og det var svært at finde logikken i det, siger Helle Samuelsen.

Og logikken er et af de punkter, der betyder noget for, hvordan vi forstår restriktioner og påbud. Hvis der er videnskabeligt belæg eller en plan, har vi nemmere ved at forandre vores vaner, og hvis der tilsvarende ikke er det, har vi sværere ved det.

2) Boblerne

Direktøren for Statens Serums Institut, Kåre Mølbak, kom i stormvejr, da han meldte ud, at vi skulle holde os i "bobler" af fem til ti personer. Senere gik Sundhedsstyrelsen i rette med Mølbak, for boblerne var ikke en officiel udmelding, hed det.

- Det blev mudret, grænsen på boblens størrelse blev aldrig meldt ud, og det endte som en opfordring snarere end en regel, siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet.

Uoverensstemmelsen fik blottet, at der måske ikke lå en helt klar plan, og det påvirkede vores restriktionsiver.

- Der var en opfattelse af, at det ikke var helt klart, hvad vi blev bedt om. Udover selve boblediskussionen var det nok også her, det gik op for flere, at vi er nødt til at navigere efter virussen, selv om samfundet er åbent, siger Michael Bang Petersen.

Vi længes efter tvivlen

Sprækkerne er noget, vi leder og længes efter.

- Vi tager imod tvivlen med kyshånd. Både fordi vi vil helst ikke aflyse vores fester, men i bund og grund fordi vi bare gerne vil tilbage til en verden uden restriktionerne, siger Helle Samuelsen.

Michael Bang Petersen mener, at det er vigtigt at være opmærksomme på sprækkerne.

For hvis først velvilligheden skrider, begynder vi at slække på restriktionerne, hvilket vil få smitten til at stige - og så har myndighederne kun den mulighed at stramme endnu mere, og så bliver vi endnu mere trætte.

- Det er en ond spiral, der både kan få smitten til at eskalere og vores grundlæggende tillid til systemet til at forsvinde, siger Michael Bang Petersen.

Vi er med på meget, men...

Det er afgørende, at trætheden ikke tager overhånd, hvis smitten skal holdes på et nogenlunde niveau, siger Michael Bang Petersen.

Danskerne accepterer generelt meget, hvis det føles retfærdigt. Men hvis vi skal blive ved med at spritte, holde afstand og bruge mundbind, skal det virke meningsfuldt. Ellers brister logikken.

At holde fast i restriktionerne er et spørgsmål om mere end at beskytte sig selv

Jan Pravsgaard Christensen

Nøglen til at holde trætheden på et acceptabelt niveau er mest af alt en kommunikationsopgave, der ligger på myndighedernes bord, lyder det fra alle tre eksperter.

- Der skal holdes et fokus, det skal se upartisk og retfærdigt ud, og borgerne skal føle, at de har en stemme i det hele, siger Michael Bang Petersen.

Psyken er essentiel

Et sidste aspekt, det er vigtigt at have for øje i efteråret og vinteren, er den mentale sundhed. For selvom folks bryllupsfester bliver formindsket og festivalerne forsvinder, skal vi stadig trives og have et socialt netværk.

Ellers risikerer man - udover dårligere psykisk helbred - at udmatte og ødelægge vores vilje til at overholde restriktionerne.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det ikke kun op til myndighederne, hvordan de næste måneder udvikler sig. Han mener, at alle har et ansvar.

- At holde fast i restriktionerne er et spørgsmål om mere end at beskytte sig selv. Det er et offer, man gør for fællesskabet, siger han.