Knæk Cancer

Massør reagerede på mistænkeligt mærke på kundes ryg: - Jeg er dybt taknemmelig

Et frivilligt korps af læger underviser massører og frisører i at spotte modermærker, der bør undersøges nærmere af en læge.

Jimmy Bengtsson lå som vanligt på massagebriksen hos sin massør en dag i juni sidste år, da han fik en usædvanlig besked.

Massøren havde spottet et modermærke på Jimmy Bengtssons ryg, der bekymrede hende.

- Det ser ikke helt godt ud. Jeg synes, at du skal gå til lægen og få det undersøgt for en sikkerhed skyld, sagde massøren.

Jimmy Bengtsson havde godt nok bemærket det voksende modermærke nederst på ryggen i højre side. Men han havde slået det hen. Efter massagen gik han til lægen og fik en tid til undersøgelse af modermærket.

Det viste sig, at massøren havde ret i sin bekymring. Der var kræft i modermærket.

Spredning til lymferne

Pludselig var 53-årige Jimmy Bengtsson kræftpatient, og det yderste af modermærket blev fjernet og sendt til undersøgelse.

Først skulle lægerne undersøge, hvor dybt modermærket stak ned i huden. Hvis det er under 0,8 millimeter, er det et godt tegn, men er det over, kan kræften have spredt sig til lymfebanerne.

Modermærket på Jimmys ryg målte 2,4 millimeter, og der var spredning til lymfeknuderne i lysken.

Modermærket før operationen.
Jimmy Bengtsson har i dag et ar på cirka 10 centimeter, hvor modermærket før sad.

Han fik fjernet to lymfeknuder i lysken og et område på 2,5 centimeter omkring modermærket, og efter operationen skulle han i behandling med immunterapi, der går ud på at styrke immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller.

Efter 13 behandlinger med fire ugers mellemrum var han færdigbehandlet og raskmeldt.

I dag er det 16 måneder siden, at han lagde sig på briksen hos sin massør, og han er dybt taknemmelig for, at hun rådede ham til at opsøge læge.

- Ellers kunne historien have været helt anderledes, siger Jimmy Bengtsson, der søndag gæstede 'Go’ morgen Danmark' i forbindelse med Knæk Cancer på TV 2.

Jimmy Bengtsson er med sin lyse hud og sit rødlige hår særligt udsat i forhold til at udvikle modermærkekræft.

Skal opdages så tidligt som muligt

Massører, frisører, tatovører og fodterapeuter har en særlig adgang til deres kunders hud, og derfor er de vigtige i forhold til at få øje på modermærker eller forandringer i huden, der bør undersøges nærmere af en læge.

Med en mission om at uddanne massører og frisører opstod Derma Korps. De er en gruppe af 12 frivillige læger med erfaring i at spotte og behandle modermærkekræft, der underviser massører, frisører, kosmetologer, tatovører og en række andre faggrupper, der er i nærkontakt med deres kunders hud.

Det kan godt være, at selv jeg var gået til lægen, men måske var der gået tre måneder mere, og så havde det måske været for sent. Det ved man jo ikke

Jimmy Bengtsson, tidligere modermærkekræftpatient

De faggrupper er væsentlige i forhold til at få folk til at gå til lægen med mistænkelige modermærker, fordi de ser deres kunders hovedbund eller baglår fra en vinkel, som ingen eller kun få ser.

Og når det kommer til kræft i huden, gør det en stor forskel at opdage det så tidligt som muligt.

Fakta om modermærkekræft i Danmark

  • Over 2000 danskere rammes årligt af modermærkekræft:
    Danmark er på femtepladsen på listen over lande med flest tilfælde af personer med modermærkekræft. For meget sol og solskoldninger har hovedparten af skylden.
     
  • Mænd dør oftere af modermærkekræft end kvinder:
    Selvom lidt flere kvinder end mænd får konstateret modermærkekræft, så bliver flere kvinder helbredt.
     
  • Mænd går oftere for sent til læge: 
    Det skyldes, at mænd er mindre opmærksomme på deres krop, herunder modermærker, og derfor går for sent til lægen.
     

Kilde: www.tjekdinhud.nu

- Opdager man eksempelvis et tyndt modermærke med kræft i et tidligt stadie, er behandlingen mindre voldsom for patienten. De skal igennem mindre. Den anden ting er, at de har bedre mulighed for at overleve, hvis det opdages tidligt, så spredningen ikke sker, siger Ahmad Makki, der er læge og tilknyttet Derma Korps.

Derma Korps’ læger bruger ABCDE-reglen, når de underviser i at spotte potentielt farlige pletter. En regel, man også selv kan bruge derhjemme til at undersøge sig selv eller familiemedlemmer.

Modermærke kræft

- Vi har en lille ekstra-regel, som vi kalder 'den grimme ælling'. Ens modermærker vil typisk have det samme udseende. Samme farve og form. Man skal lære sine modermærker at kende, og får man så et, der ser anderledes ud end de andre, så få det tjekket, siger Ahmad Makki.

Om modermærkekræft

Hvert år får over 2000 danskere konstateret modermærkekræft.

Modermærkekræft er dermed den hyppigste kræftform blandt danske kvinder i alderen 15-34 år og den tredjehyppigste blandt unge danske mænd.

Personer med lys hud, fregner, blond eller rødt hår og blå øjne er særligt udsatte i forhold til at udvikle modermærkekræft.

Overdreven soldyrkning og svære solskoldninger især i barndommen og i ungdommen kan forårsage modermærkekræft.

Fra 2009 til 2019 er forekomsten af modermærkekræft blandt danskerne steget med lidt over 20 procent.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Ikke massørens opgave at diagnosticere

Mai-Britt Krogager-Jensen er Jimmy Bengtssons massør, og det var hende, der rådede ham til at få undersøgt sit modermærke nærmere. Hun har ikke fået uddannelse af Derma Korps, men hun reagerede på sit instinkt, da hun så modermærket på Jimmys ryg.

Selvom det kan være grænseoverskridende at kommentere et modermærke på en kunde, holder Mai-Britt Krogager-Jensen sig ikke tilbage. Hellere sige noget én gang for meget end én gang for lidt.

- Jeg prøver at sige det med omsorg, men min opfattelse er, at hellere de er forskrækkede i et par dage, end at jeg ikke siger noget, siger Mai-Britt Krogager-Jensen.

Her ses Jimmy Bengtsson og hans massør, Mai-Britt Krogager-Jensen, i 'Go' morgen Danmark'.

Og netop kommunikationen omkring det, øver Ahmad Makki med sine kursister. Det er nemlig ikke massørens eller frisørens opgave at diagnosticere deres kunder med hudlidelser.

De skal blot informere og give råd om at opsøge læge, hvis de ser noget mistænkeligt.

- Man kan spørge: “Har du lagt mærke til det modermærke, du har her?” Sig det, ligesom du ville gøre til en veninde eller kæreste med samme omsorg. “Det føles lidt ujævnt eller ru. Har du fået det tjekket hos lægen?”, siger Ahmad Makki.

Om Derma Korps

Derma Korps er etableret i samarbejde med Patientforeningen Modermærkekræft.

Derma Korps er en gruppe af 12 frivillige læger, der underviser frisører, massører og andre faggrupper med tæt kontakt til deres kunder i at opdage mistænksomme modermærker. 

Derma Korps underviser blandt andet på frisørskoler og andre fagskoler og afholder arrangementer for fagorganisationer. 

Man må ikke blive fornærmet

I dag er Jimmy Bengtssons erklæret rask, men behandlingen med immunterapi har gjort, at han i dag døjer med mundtørhed, udslæt og forhøjet blodtryk. Formentlig vil bivirkningerne forsvinde, når immunterapibehandlingen er helt ude af kroppen efter seks måneder.

Jimmy Bengtsson sammen med sin kone.

Hvis hans massør ikke havde sagt noget om modermærket, var der måske gået flere måneder, inden han selv havde opsøgt læge. Og som med de fleste kræftformer er tid en vigtig faktor.

- Det kan godt være, at jeg selv var gået til lægen, men måske var der gået tre måneder mere, og så havde det måske været for sent. Det ved man jo ikke, siger Jimmy Bengtsson.

Han håber, at så mange som muligt bliver uddannet gennem Derma Korps og har modet til at sige noget, hvis de ser noget bekymrende på en kundes krop.

- Nu snakker vi så meget om samfundssind i øjeblikket, og det er jo det, det er. Man skal ikke være bange for at sige nogle ting, der gør lidt ondt. Jeg er jo glad for, at Mai-Britt turde sige det til mig, siger han.

På samme måde må man ikke blive fornærmet, hvis man ligger på briksen og får at vide, at man bør gå til lægen, mener Jimmy Bengtsson.

- Som kunde må man også lytte og tænke, at det bare er en person, der vil mig det godt, siger han.

Se hele indslaget om Jimmy Bengtsson i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY