Familien var omkring Louise hele tiden, mens hun var indlagt. Her hendes mor, Anne Makkonen Thagaard.
Station 2

Hun blev stukket ned foran sin søn og kastet ud fra altanen: - Hvad siger jeg, når han spørger til sin far?

Når Louise Makkonen Thagaards søn spørger, hvem hans far er, bliver det svært at svare på. For han er også manden, der prøvede at slå hans mor ihjel.

Patrick Makkonen Thagaard havde kørt hele vejen fra Storbritannien på sin motorcykel. Uvejret havde forfulgt ham, men først indhentet ham lige inden den danske grænse. Nu var han på vej ind på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital.

- Sulle har overfaldet Louise, havde hans mor sagt i telefonen aftenen forinden.

Sulle var Sulaiman, Louises kæreste. Men "overfaldet" var en underdrivelse. Og da Patrick så Louise ligge der i hospitalssengen omringet af sygeplejersker og med slanger over det hele, ramte uvejret ham for alvor.

- Jeg nåede kun lige ind ad døren, så knækkede filmen. Jeg prøvede at være stærk, men at se sin søster ligge der, pillet fuldstændig fra hinanden… Kommer hun til at overleve?

Han forlod stuen og satte sig i venteværelset. Tårerne løb ned ad kinderne på ham, men han kunne ikke mærke det. Han kunne ingenting mærke.

Patrick Makkonen Thagaard.

I Station 2-programmet 'Kastet mod døden' fortæller han, hvordan hans følelser vendte tilbage efter en halv times stirren ud i luften. Hans hjerte bankede hurtigere i brystet, mens vreden voksede. Hadet voksede. Han knyttede næverne og følte sig klar til at gøre hvad som helst ved Sulaiman.

Patrick kunne ikke forstå det. Sulaiman var familie. Hvordan kunne han gøre noget så ondt? Og hvad skulle der nu ske med Elias, Sulaiman og Louises knap toårige søn?

Louise Makkonen Thagaard lå i koma. Hun var blevet stukket med en kniv i halsen, ryggen og låret. En betjent havde hørt hende ramme fliserne foran hendes lejlighed. Hun var blevet kastet ud af vinduet og var faldet mere end seks meter ned.

Sulaiman Mir Mohammad Mizan var anholdt og mistænkt for at stå bag.

Louise Makkonen Thagaard.

En varm og rar mand

Det var knap fem år siden, at Patrick mødte Sulaiman for første gang. I den kirke, hans barndom er formet af. Omgivet af venner og bekendte, skolekammerater, lærere og naboer. Louise havde taget Sulaiman med til begravelsen af Stine, Patrick og Louises søster, som var død af kræft.

Det var et sårbart tidspunkt at skulle forholde sig til et nyt menneske. Men Sulaiman var et varmt og rart menneske, så der gik ikke længe, før han var en del af familien. Han var knap ti år ældre end Louise og ligeså sjov, fyldt med energi og stædig som hende. De passede godt sammen, mente Patrick.

Sulaiman og Louise.

Men efter et par år begyndte Louise at fortælle Patrick om parrets uenigheder. For eksempel havde hun mistet sin telefon og sagde, at det var Sulaimans skyld. Hun fortalte også, at han havde ridset hendes bil. Patrick tænkte, at deres hverdagsskænderier var lidt vildere end normalt, men han tænkte, at det var fordi, de begge var så stædige. Faktisk forsvarede Patrick ham i en periode, hvor det var som om, familien tog Louises parti i alle diskussionerne.

- Jeg har altid stået 100 procent bag min søster. Men der er altid to sider af en sag, og det glemmer man hurtigt, når man ikke føler, at man har retfærdigheden på sin side, siger Patrick.

Og netop i det lys var det ekstra svært for Patrick at acceptere, hvad Sulaiman havde gjort.

- Jeg har ikke engang ord for det. Jeg synes, at det er så forfærdeligt, så sølle, så grotesk, så ubetænksomt, fristes jeg næsten også til at sige. Fordi han ved, hvad vi har været igennem. Han ved om nogen, hvor skidt, Louise har haft det.

Svævede mellem liv og død

Louise Makkonen Thagaard.

Familien frygtede, at de skulle miste endnu en datter. Endnu en søster. De første dage svævede Louise mellem liv og død, og Patrick tilbragte nætterne ved hendes side. Mens respiratoren trak vejret for hende, lukkede han øjnene og bad til Gud om, at det blev bedre.

Samtidig arbejdede hans mor, Anne, på at få Louise og Sulaimans søn, Elias, hjem. Han var blevet anbragt på et børnehjem efter anholdelsen af Sulaiman, men Anne ville have ham hjem, så hun kunne give ham al den kærlighed, han havde brug for. Drengen var i lejligheden, da hans far overfaldt hans mor, og Anne kunne ikke bære tanken om, at han ikke skulle være hos sin familie.

Anne Makkonen Thagaard.

Anne bad også. Først frygtede hun, at Gud havde forladt hende, siden familien skulle rammes igen. Hun var vred og følte sig svigtet. Men hun blev i troen og blev ved med at bede.

Efter halvanden uge vågnede Louise. Hun overlevede.

Nu kunne familien få svar på, hvordan den Sulaiman, de kendte, kunne handle så grusomt.

De første år var gode, men så kom mørket

Louise mødte Sulaiman i 2014, mens søsteren Stine var syg. Det betød meget for Louise, fortæller hun til Station 2, at have ham tæt på og kunne dele sine følelser med ham undervejs i sygdomsforløbet. Han blev hurtigt hendes bedste ven, og hun var ikke i tvivl om, at hun ville have ham med til Stines begravelse, selvom han endnu ikke havde mødt hele familien.

Louise Makkonen Thagaard og Sulaiman Mir Mohammad Mizan på ferie.

I årene efter havde de det godt sammen. Sulaiman var sød, kærlig og sjov. Han var nysgerrig på hendes tro og rejste flere gange med familien på ferie. De flyttede sammen i en lejlighed i Kolding, og i 2017 kunne parret fortælle, at de ventede et barn sammen.

Men allerede inden deres søn Elias kom til verden, så Louise mørke sider af Sulaiman. Han begyndte at tjekke hendes telefon, og når hun besøgte sine forældre, bad han hende sende billeder for at tjekke, om hun nu også var hos dem.

- Han begyndte også at tage fat i mig og lukke mig inde i soveværelset, hvis jeg skulle i byen med en veninde. Det var en kontrol, og hvis jeg ikke makkede ret, skulle jeg sættes på plads, fortæller Louise.

Louise og Sulaiman fik en søn i 2017.

Selvom Sulaiman den ene dag kunne blive så vred, at han skubbede hende ind i væggen, var han den sødeste og mest fantastiske mand den næste dag. Derfor gik der lang tid, før hun indså, at hun måtte ud af forholdet.

Men i juli sidste år talte Louise med en veninde om, hvordan Sulaiman behandlede hende, og under den snak kunne hun godt selv høre, hvor galt det stod til. Så hun besluttede, at det skulle være helt slut mellem dem.

- Jeg fortalte ham, at det var slut. Han blev så rasende, og det blev så voldsomt, at jeg løb ind og hentede Elias for at løbe op til overboen og tilkalde politiet, husker Louise.

Hun og Elias flyttede hjem til en af Louises veninder i Herning, hvor de boede, mens hun håbede, at Sulaimans vrede ville aftage.

​- Elias skal ikke se det

Lejlighedskomplekset Louise boede i, da Sulaiman overfaldt hende.

2. september kørte hun hjem til Kolding. Hun havde snakket med Sulaiman aftenen forinden, og de havde fået talt ud om episoden. Derfor havde de også aftalt, at Sulaiman skulle komme hjem til Louise og passe Elias, mens Louise kørte til mekanikeren med sin bil.

Da hun afleverede Elias, var luften mellem hende og Sulaiman kold. De var hverken venner eller uvenner. Og da hun kom retur fra mekanikeren nogle timer senere, var stemningen stadig trykket. Men det var ikke noget, der gjorde Louise bekymret.

Hvad der helt præcist skete derfra, er Louise ikke sikker på. Det meste af episoden er helt sort i hendes hukommelse. Hun husker dog ét glimt fra den. Et lille, men meget overvældende glimt.

Hun lå på gulvet på altanen med hænderne på halsen. Der, hvor hun var blevet stukket med en kniv. I døråbningen stod Sulaiman med Elias på armen.

- Han græd, Elias. Han var så ked af det, og jeg blev ved med at sige: ”Elias skal ikke se det, han skal ikke se det”.

Og så blev det hele sort.

Blod på altanen, hvor Louise Makkonen Thagaard lå, efter at Sulaiman havde stukket hende med en kniv.

Utallige skader

Efter en uges tid og utallige operationer vågnede Louise på stuen på Odense Universitetshospital.

- Jeg sagde til min far, at han skulle skynde sig at ringe til mit arbejde og melde mig syg. Det tog dem lang tid at få mig til at forstå, at jeg var indlagt, fordi jeg var blevet overfaldet.

Louise Makkonen Thagaard.

Skaderne på Louise var mange. Venen i den venstre side af hendes hals var skåret over, hendes lunger var klappet sammen, ribbenene og kæben var brækket og nogle af tænderne var ødelagt. Hun havde haft en hjerneblødning, der var væske i bughulen og bækkenet var brækket efter det seks meter lange fald.

Hun lå i hospitalssengen i flere uger, og da hun kom hjem fra hospitalet 28 dage efter overfaldet, var det i en kørestol. Hun havde fået opereret to skruer hele vejen gennem bækkenet, men var bekymret for, om hun nogensinde skulle komme til at gå igen.

Seks uger senere kom beskeden fra lægerne: Bruddet var helet og var stabilt, så nu kunne hun begynde at øve sig i at gå.

Et mirakel

I dag - 13 måneder efter overfaldet - er Louise tilbage på benene og går uden krykker. Hun er også tilbage på sit arbejde som blomsterdekoratør. Men overfaldet fylder stadig i hendes hverdag og hendes tanker.

For hvad skete der egentlig? Hvad havde hun gjort, der var så slemt, at hun skulle dø for det? Det får hun nok aldrig svar på. Men én ting er sikker for hende:

Louise Makkonen Thagaard.

- Jeg er godt klar over, at jeg ikke burde have overlevet det her.

Det er hendes bror Patrick også. Og der går ikke en dag, hvor han ikke tænker på, hvor heldig familien er, at Louise klarede den.

- At hun kan gå, arbejde og tage sig af sin søn. Det er jo vidunderligt. Jeg er taknemmelig hver dag for, at jeg ikke er enebarn, siger han.

Louise Makkonen Thagaard smører sine ar ind i hybenkerneolie for at blødgøre dem.

Louise smører arrene på sin krop med hybenkerneolie, så de ikke bliver hårde og med tiden måske bliver mindre synlige. Men de vil altid være der til at minde hende om, hvad Sulaiman gjorde ved hende.

Det samme vil Elias, som hun ikke ved, hvor meget så, da hans far forsøgte at slå hans mor ihjel. Og som hun ikke ved, hvordan vil være påvirket af det i resten af sit liv.

- Hvordan skal jeg forklare ham om fem år, hvor hans far er? Han vil jo mangle sin far, og jeg vil have svært ved at forklare de gode ting om ham, fordi det samtidig er den mand, som prøvede at slå mig ihjel, siger hun.

Det lykkedes ikke. Det har Louise fået tatoveret englevinger på ryggen for at minde sig selv om. Fordi hun ser sig selv som et mirakel. Som en, der blev passet på. Og fordi hun vil vise, at hun ikke er er sådan én, man får ned med nakken.

30. april 2020 blev Sulaiman Mir Mohammad Mizan idømt syv års fængsel for drabsforsøg.

Det har ikke været muligt at få et interview med Sulaiman Mir Mohammad Mizan. Hans advokat oplyser til Station 2, at Mizan ikke kan genkende Louise Makkonen Thagaards udlægning af, at han skulle have været voldelig og kontrollerende i løbet af deres forhold.

Du kan se 'Station 2: Kastet mod døden' mandag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.

Louise Makkonen Thagaard har fået englevinger på ryggen for at vise, at hun ikke er til at slå ud.