Redaktør peger på tre mulige efterfølgere til Frank Jensen
Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, siger til TV 2, at han forventer, at Socialdemokratiet vil kigge efter nogle kendte og erfarende navne til posten som spidskandidat for partiet ved kommunalvalget næste år.
Han peger her på tre mulige afløsere for Frank Jensen.
Pernille Rosenkrantz-Thiel:
Børne- og undervisningsminister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 2011.
- Hun bliver nævnt som en mulig kandidat i partiet. Hun er minister og tæt med Mette Frederiksen. Hun kunne være et bud.
Sophie Hæstorp Andersen:
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden samt formand for forretningsudvalget.
- Hun er spidskandidat for Socialdemokratiet ved det kommende regionsrådsvalg, hvilket også er en magtfuld post, men hun kunne måske godt overtales.
Christina Antorini:
Tidligere minister og nuværende direktør i LIFE, der er et landsdækkende og almennyttigt undervisningsinitiativ inden for STEM-uddannelserne.
- Hun kunne måske også overtales, lyder det fra Jakob Nielsen.