Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Benjamin Netanyahu

Livebloggen opdateres ikke længere.

Hvad sker der? Antallet af konstaterede smittetilfælde fortsætter med at stige i flere europæiske lande, som delvist er begyndt at lukke ned igen.

Hvad er status i Danmark? Lørdag dag blev der registreret 500 nye smittetilfælde. I alt har 679 personer mistet livet med coronavirus. Se alle de seneste tal her.

Israel forbereder genåbning

Fra søndag forbereder Israel sig på første fase i en  nedskalering af de coronarestriktioner, som er blevet indført i landet den seneste måned for at dæmme op for stigende coronasmitte, skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau. 

– Vi åbner forsigtigt op denne gang i overensstemmelse med den plan, som eksperter fra sundhedsministeriet har fastlagt, lyder det lørdag fra landets premierminister Benjamin Netanyahu.

Over 70.000 smittede i USA

De amerikanske sundhedsmyndigheder har det seneste døgn registreret 70.078 nye coronatilfælde. 

Det bringer det samlede antal tilfælde op på 8.028.332 tilfælde, skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

Cypern med rekordsmitte

Også Cypern kan nu slutte sig til rækken af lande, der har slået smitterekord det seneste døgn. 203 personer er blevet registreret smittet lørdag, skriver The Guardian. 

Over 32.000 smittede i Frankrig

32.427 personer er blevet registreret smittet med coronavirus i Frankrig det seneste døgn. Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge The Guardian. Fredag var tallet 25.084 nye tilfælde. Dermed er lørdagens smittetal det højeste, som landet har registreret på en enkelt dag.

Siden pandemiens start er 33.392 personer døde med coronavirus i landet. 90 af dem er døde det seneste døgn. 

60 minkavlere klager over aflivning

60 minkavlere klager over Fødevarestyrelsens aflivning af mink. Det skriver Nordjyske ifølge Ritzau. Avlerne, som alle er fra Nordjylland, vil have stoppet, at mink bliver aflivet på grund af coronavirus. I spidsen for sagen står advokat Birgitte Pedersen, der er medejer af firmaet Hjulmandkaptain.

- Vi klager over manglende overholdelse af minkavleres rettigheder, den forfejlede aflivningsstrategi og det manglende faglige grundlag herfor, siger hun til Nordjyske.

Nye restriktioner i Italien præsenteres søndag

Italien vil søndag præsentere nye tiltag for at begrænse coronasmitte. Det meddeler premierminister Giuseppe Contes kontor ifølge Reuters. 

Tidligere lørdag blev dagens smittetal for landet meldt ud. Med knap 11.000 nye smittede er antallet en ny rekord for nye smittede på en enkelt dag.

Rekordmange smittede på verdensplan

I gennemsnit er der den seneste uge registreret 140.000 nye coronatilfælde i Europa om dagen.

Men også Indien, Brasilien og USA registrerer mange smittede. Samlet er der på verdensplan regitreret over 400.000 nye coronatilfælde på et døgn for første gang, skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

Nye smittetal fra Storbritannien

Storbritannien har registreret 16.171 nye smittetilfælde lørdag. Det skriver Reuters. 

150 personer i landet er døde med coronavirus det seneste døgn. 

Ikke flere influenzavacciner i virksomheder lige nu

Influenzavaccinationer hos virksomheder er blevet sat i bero. Det skriver Danske Lægers Vaccinations Service i et brev, der er blevet sendt ud til de mere end 1200 virksomheder, der har vaccinationsaftaler. Men ifølge brevet kommer anmodningen om at sætte programmet i bero fra Sundhedsstyrelsen, der beder alle aktører om at prioritere influenzavacciner til personer i risikogrupper, sundhedsansatte og plejepersonale. 

Ifølge brevet bliver vaccinationerne sat på pause, fordi myndighederne ikke har et overblik over, hvor mange vacciner der er tilbage. 

Italien sætter daglig smitterekord

Italien har registreret rekordmange daglige smittetilfælde lørdag. Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge Reuters. I alt er 10.925 personer registreret smittet. 

En række andre europæiske lande har også sat smitterekord lørdag. Også Holland, Østrig og Tjekkiet har sat rekord lørdag.

Italien overvejer at stramme restriktioner

Italien overvejer at stramme landsdækkende corona–restriktioner som reaktion på stigende smitte i landet, lød det fra Giovanni Toti, som er leder af den nordvestlige region Lifuria i landet lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

Der bliver arbejdet på nye foranstaltninger. Blandt dem kan være, at skoler skal skifte mellem online og fysisk undervisning, og at virksomheder skal øge hjemmearbejdet.

Der er ikke snak om udgangsforbud, som Frankrig er tyet til.

Belgiens udenrigsminister er smittet med coronavirus

Den belgiske udenrigsminister Sophie Wilmes er testet positiv for coronavirus. Det skriver hun på Twitter.

Fredag gik hun i selvisolation efter at have oplevet symptomer. 

12. oktober var hun fysisk til stede ved et møde med en række andre udenrigsministre - blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Hun skriver dog i sit tweet, at hun muligvis er smittet af en person i sin familie, da hun tager mange smitteforebyggende foranstaltninger uden for sit hjem.

Kofod testes lørdag for coronavirus, skriver B.T. Han er tidligere på ugen testet negativ efter et udenrigsministermøde i EU. 

Hollandsk kongepar afbryder ferie efter kritik

Det hollandske kongepar, kong Willem-Alexander og dronning Maxima, har afbrudt deres ferie i Grækenland og rejst hjem, da der har været kritik af parrets rejse, fordi hollænderne bliver bedt om at blive hjemme så meget som muligt. Det skriver The Guardian

- Lad der være ingen tvivl: For at bekæmpe covid-19 er det nødvendigt at følge reglerne. Diskussionen, som vores ferie affødte, bidrager ikke til bekæmpelsen, skriver kongeparret i en pressemeddelse. 

Holland har i dag lørdag sat smitterekord med mere end 8000 nye tilfælde.

Smitterekord i Holland - mere end 8000 nye smittede

Antallet af tilfælde af personer der er smittet med coronavirus i Holland, er steget med mere end 8000 i løbet af det seneste døgn, viser nye officielle data ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er ny rekord for antal smittede på et døgn i landet.

500 nye smittetilfælde i Danmark

Der er 500 nye smittetilfælde med covid-19 i Danmark det seneste døgn, oplyser SSI. Yderligere to personer er døde med coronavirus.

Smitterekord i Østrig

Østrig har registreret 1747 nye tilfælde af personer, der er smittet med coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er det højeste tal, der er registretet i Østrig indtil nu.

Region beder ansatte med tætte relationer til minkfarme om at arbejde hjemme

Mink på minkfarm.

Smitten med corona på mange nordjyske minkfarme får Region Nordjylland til at bede ansatte med tætte relationer til minkfarme om at arbejde hjemme eller blive hjemme uden at arbejde, fortæller DR Nordjylland.

Ifølge Sundhedsstyrelsens regler kan personale i sundhedsvæsenet med tæt kontakt til minkfarme gå på arbejde, men tilbydes test hver uge.

Kun hvis en pårørende er testet positiv skal medarbejderen gå i selvisolation.

Dansk udenrigsminister testes igen efter EU-møde

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod testes lørdag for en sikkerhedsskyld for coronavirus, skriver B.T. Han er tidligere på ugen testet negativ efter et udenrigsministermøde i EU.

Det er tidligere lørdag blevet oplyst, at den østrigske udenrigsminister Alexander Schallenberg, som deltog i mødet i Luxembourg, er testet positv for coronavirus.

Rusland indleder sidste testfase af vaccine i Indien

Rusland har indledt sidste testfase af en vaccine mod coronavirus i Indien.

Det oplyser den uafhængige russiske investeringsfond RDIF ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ingen nye smittede ved stort cykelløb

Efter store problemer med at holde coronasmitten fra døren ved cykelløbet Giro d'Italia er der lørdag kommet godt nyt for både arrangøren og rytterne, skriver Ritzau.

Som følge af bekymringerne grundet adskillige smittetilfælde i feltet og på holdene gennemførte man 15. og 16. oktober ekstra test, og her er der kommet beroligende nyt til de bekymrede.

Ud af 512 coronatest udført på de to dage er nul ryttere og holdpersonale smittede. Det fremgår af Den Internationale Cykelunions (UCI) hjemmeside.