Coronavirus

Nu frarådes rejser til alle europæiske lande undtagen fem - se dem her

Udenrigsministeriet fraråder rejser til lande, hvor der konstateres flere end 30 nye smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Listen over lande, som unødvendige rejser frarådes til, udvides med yderligere fire svenske regioner og syv lande.

Det oplyser Udenrigsministeriet i de opdaterede rejsevejledninger.

- Hele Europakortet er desværre ved at være farvet orange. Der er ikke mange steder, man kan rejse hen, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktøren i Udenrigsministeriets Borgerservice, til TV 2.

Han tilføjer, at rejsevejledningen ikke skal afholde danskerne fra at bestille rejser til de åbne lande, men at de skal sikre sig, at de kan få pengene tilbage, hvis landet eller området skulle blive tilføjet til listen.

Landene, der nu tilføjes listen, er:

  • Italien (39,9)
  • Polen (54,7)
  • Bulgarien (33,6)
  • Litauen (31,4)
  • Liechtenstein (40,3)
  • San Marino (36,2)
  • Vatikanstaten (429,4)

Lande kommer på listen, hvis der i løbet af en uge er over 30 nye smittede per 100.000 indbyggere - og de fjernes først igen, når tallet når under 20.

Til sammenligning er der den seneste uge konstateret 43,9 per 100.000 indbyggere i Danmark.

Den region, der har det højest antal smittede, er Uppsala. Der er konstateret 92,7 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

De fir svenske regioner, der nu tilføjes listen, er:

  • Dalarna (36,3)
  • Øen Gotland (30,3)
  • Jönköping (43,2)
  • Östergötland (38,2)

Få lande er fortsat gule

Mens størstedelen af Europa nu er farvet orange, er der fortsat fem lande, der ikke fremgår af listen - vel at mærke hvis man tæller Sverige med, hvor enkelte regioner holder sig under grænsen på de 30 nye smittede per 100.000 indbyggere.

  • Grækenland
  • Cypern
  • Sverige (ni regioner)
  • Norge (krav om ti dages karantæne for danskere ved indrejse)
  • Tyskland (Krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden).