Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Hvad sker der? Antallet af konstaterede smittetilfælde fortsætter med at stige i flere europæiske lande. Blandt andet nærmer de tyske tal sig niveauet fra marts og april, og flere lande er begyndt delvist at lukke ned igen.

Hvad er status i Danmark? Onsdag blev der registreret 492 nye smittetilfælde. I alt har 675 personer mistet livet med coronavirus. Se alle de seneste tal her.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Superliga-spiller testet positiv for coronavirus

AC Horsens oplyser, at forsvarsspilleren Michael Lumb er testet positiv for coronavirus. Han er derfor sendt hjem. - Jeg er træt og har ondt i hovedet, men jeg har taget nogle piller, der kan holde hovedpinen nede. Ellers har jeg det okay, siger Lumb til klubbens hjemmeside.

Det amerikanske aktiemarked falder efter uenighed om hjælpepakker

Wall Street lukkede med et fald, efter at flere politikere udtrykte pessimisme om muligheden for hjælpepakker til en presset amerikansk økonomi.

De tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, faldt med henholdsvis 0,7 procent, 0,8 procent og 0,6 procent.

Det skriver AFP.

Fauci: Trump smitter ikke længere

USA's præsident, Donald Trump, kan ikke smitte andre længere, selv om han for kort tid siden blev testet positiv for coronavirus og efterfølgende blev indlagt på hospitalet.

Det siger USA's ledende sundhedsekspert, Anthony Fauci, i et interview med CBS ifølge Reuters.

Fauci har efter eget udsagn selv gennemgået de coronaprøver, præsidenten har taget og har konkluderet, at Donald Trump ikke længere kan smitte andre.

Melania Trump er testet negativ for coronavirus - men søn har været smittet

USA's førstedame, Melania Trump, skriver på Det Hvide Hus' hjemmeside, at hun er blevet testet negativ for coronavirus.

Hun skriver, at hun har haft meget svage symptomer, men at det var været "lidt af en rutsjebane for hende", eftersom de alle sammen ramte på samme tid.

Hun skriver samtidig, at hendes og Donald Trumps søn, Barron Trump, har været smittet med covid–19, men nu har det fint og er negativ igen.

Pandemi tager milliard-luns af svenske turismeindtægter

Under juni til august tjente turistbranchen i Sverige 33 milliarder svenske kroner mindre end i samme periode sidste år.

Det skriver Øresunds News.

Det er frem for alt indtægterne fra den udenlandske turisme, som er faldet, og svenskerne har ikke kunne opveje dette ved at holde ferie hjemme.

Indtægterne fra de svenske turister faldt også, viser tal fra den svenske brancheorganisation Visita.

Frankrig indfører udgangsforbud

Den franske regering indfører nu udgangsforbud i hovedstaden, Paris, og otte andre franske byer for at forhindre smitte med coronavirus.

Det skriver AFP.

Udgangsforbuddet vil gælde mellem klokken 21 og klokken 06, og det vil komme til at gælde i mindst fire uger fra det træder i kraft lørdag.

Frankrig erklærer national sundhedskrise

Frankrig erklærer national sundhedskrise, fremgår det af en meddelelse fra regeringen onsdag aften. Coronapandemien er en sundhedskatastrofe, der bringer befolkningens liv i fare og giver regeringen beføjelser til at genindføre strikse tiltag, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter antallet af indlagte patienter med covid–19 for første gang siden slutningen af juni overstiger 9100.

Tyskland vil sænke forsamlingsforbud

Højst ti personer fra højst to forskellige husstande må fremover forsamle sig i Tyskland.

Barer og restauranter skal ligeledes fremover lukke klokken 23.

Det er forbundskansler Angela Merkel og ministerpræsidenterne fra de 16 tyske delstater ifølge dpa blevet enige om her til aften.

Særlig blodtype får sjældnere coronavirus end andre

Personer med blodtype 0 får sjældnere coronavirus end personer med andre blodtyper.

Det viser et studie foretaget af forskere fra de danske blodbanker, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet ifølge DR.

Resultaterne bakker tilsyneladende op om en tidligere undersøgelse fra Harvard Medical School. Der er i det amerikanske studie ikke fundet nogen sammenhæng mellem ens blodtype, og hvor alvorligt et sygdomsforløb man får.

Italien sætter rekord for nye smittede på ét døgn

Der er i de seneste 24 timer registreret 7332 nye smittede med coronavirus i Italien.

Det skriver Reuters.

Antallet er det højeste antal nye smittede på en dag nogensinde i landet. Døgnet forinden blev 5901 konstateret smittede med coronavirus.

Italien var det første land i Europa, hvor coronavirusset for alvor hærgede.

Rusland registrerer endnu en vaccine

Rusland har i dag registreret endnu en vaccine mod coronavirus.

Det oplyser landets præsident, Vladimir Putin, der i samme ombæring fortæller, at der ovenikøbet er en tredje vaccine på vej, skriver nyhedsbureauet Tass ifølge dpa.

Den anden vaccine er udviklet af et forskningsinstitut i den sibiriske by Novosibirsk, mens den tredje er ved at blive testet ved Det Russiske Videnskabsakademi.

Youtube vil censurere anti-vaccine-indhold

Verdens største videodelingsplatform, Youtube, skriver i en pressemeddelelse at videoer, der opfordrer folk til ikke at blive vaccineret mod covid–19, vil blive fjernet fra platformen.

– En vaccine mod covid–19 er måske lige om hjørnet. Derfor sørger vi for at have de rigtige retningslinjer for at kunne fjerne misinformation om en vaccine mod covid–19 fra platformen, står der i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen opfordrer minkavlere til at hjælpe med aflivning

Over to millioner mink skal aflives på grund af coronasituationen, og det skaber pres på ressourcerne hos Fødevarestyrelsen.

Derfor opfordres avlerne i en pressemeddelelse til at hjælpe til.

- I Fødevarestyrelsen tager vi med åbne arme imod alle minkejere, som kan og vil hjælpe os med at aflive mink, siger Flemming Marker, der er veterinærchef i styrelsen.

Belgien frygter mangel på sengepladser

En talsmand for det belgiske sundhedsministerium siger, at han er nervøs for, at landets sundhedsvæsens 2000 sengepladser på intensivafdelinger kan være i brug af patienter allerede i midten af november. Det skriver Reuters.

Catalonien lukker barer og restauranter

Spaniens nordøstlige region Catalonien lukker restauranter og barer de næste 15 dage som følge af den stigende coronasmitte.

Restriktionerne træder i kraft natten mellem torsdag og fredag, siger midlertidig regional leder Pere Aragones.

Han beskriver de nye restriktionerne som "smertefulde men nødvendige".

36 håndværkere smittet med coronavirus i Faxe

143 østeuropæiske byggearbejdere på Haslev-egnen blev testet for coronavirus søndag aften. Foreløbig er 36 af de 143, der bor på tre adresser i Faxe Kommune, blevet konstateret smittet med coronavirus. Det oplyser politiet på et pressemøde.

Der er dog intet, der tyder på, at smitten har spredt sig til lokalsamfundet. Det siger Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland.

- Der er intet, der tyder på, at det her har spredt sig yderligere til lokalsamfundet.

- Men fra i morgen kommer vi med en mobil testenhed, hvor man uden tidsbestilling kan møde op, siger han.

Epidemiolog: Måske på vej ind i ny coronastigning

Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge Aarhus Universitetshospital, ser ærgerligt på dagens coronasmittetal.

– Det er muligt, at vi nu er på vej ind i en ny stigning, siger han om dagens smittetal på 492.

Christian Wejse vurderer, at det store antal smittede kan skyldes, at smitteopsporingen ikke fungerer godt nok.

492 danskere konstateret smittet med coronavirus

492 danskere er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut - det er det højeste antal smittetilfælde siden 2. oktober.

Tirsdag blev der konstateret 290 tilfælde det seneste døgn.

Med til historien hører, at antallet af test med 41.865 igen er over 40.000, hvor antallet de seneste dage har været knap 30.000, mens der i september dagligt blev testet op mod 50.000.

Yderligere en person er død som følge af covid-19 og der er 18 nye indlæggelser. I alt 104 er indlagt på landets hospitaler.

Udbrud blandt udenlandske arbejdere i Haslev

Statens Serum Institut bekræfter, at der er opstået et nyt stort udbrud af corona-smitte blandt udenlandske arbejdere på Midtsjælland. Det skriver Fagbladet 3F.

Ud af 143 testede er cirka en tredjedel nu konstateret smittet, oplyser en pressetalsmand for Statens Serum Institut.

De 25 bor sammen med mindst 115 andre migrantarbejdere på tre adresser i og omkring Haslev, der ligger i Faxe Kommune. Hele gruppen af udenlandske arbejdere er siden søndag blevet testet og overvåget af myndighederne, som har frygtet et nyt stort smitteudbrud.

De mange migrantarbejdere bor tæt sammen i en gammel kro i Terslev, en tidligere landbrugsejendom ved Skuderløse og en nedlagt skole nordøst for Haslev, og omkring 70-80 af dem er dagligt blevet kørt til København i tætpakkede busser for at arbejde på byggeriet Carlsberg Byen for det polske firma Budomex.

Faxe Kommune har indkaldt til pressemøde klokken 15.

Kroatien sætter kedelig rekord

Også i Kroatien stiger antallet af tilfælde med coronavirus.

Således er der det seneste døgn konstateret 748 nye tilfælde, og det er det højeste antal siden pandemien brød ud. Det hidtil højeste antal var i sidste uge, hvor der blev konstateret 542 smittetilfælde på et døgn. 

Flere lande oplever lige nu et stigende antal smittetilfælde, og i flere lande er tallet højere end i foråret.